Presse

Fra venstre: Robert Adam, Architectural fantasy of a ruined bridge, 1777. Henry Fuseli, Crouching Woman, 1741-1825. Thomas Rowlandson, A bluestocking club meeting in a library, 1756-1827

| 6.jan.2009

Sjældent sete mestertegninger ser dagens lys i ny bog

Tidligere tiders anspændte forhold mellem England og Danmark har betydet, at engelsk kunst er fattigt repræsenteret på de danske museer. Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst er dog undtagelsen. En ny, stor og gennemillustreret bog kortlægger 350 års engelske mestertegninger fra Kobberstiksamlingen. Der er tale om et overset kapitel i museets samlinger, som stort set ingen, heller ikke engelske specialister, har kendt til før nu.

Kunstnere som Henry Fuseli, John Constable, Edward Burne-Jones og Henry Moore er i dag selvskrevne sværvægtere i den britiske kunsts historie. At de samtidig, og sammen med en lang række andre store, engelske kunstnere, er repræsenteret med fine tegninger i Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst, har indtil nu været ukendt for de fleste.

Mestertegninger fra magasinet
Nu præsenteres Statens Museum for Kunsts bestand af engelske tegninger for første gang i sin helhed i et stort, gennemillustreret bogværk på engelsk. Langt størstedelen af de i alt 121 tegninger har frem til nu ligget hengemt i lystætte kasser i museets magasiner, da kunstværker på papir er yderst lysfølsomme. Til trods for deres betydelige kunstneriske værdi har interessen for værkerne også i faglige kredse været mildest talt behersket. Danske kunsthistorikere har i overskyggende grad orienteret sig mod kunsten fra det europæiske kontinent, ligesom de mange stridigheder med England op gennem tiden har stået i vejen for lignende markante indsamlinger af engelsk kunst i Danmark.

Komplet oversigt
Bogen, som er et ræsonneret katalog, hiver den engelske tegnekunst ud af skyggen og byder på en komplet katalogisering af samtlige 121 engelske tegninger i Kobberstiksamlingen. Som sådan tegner bogen en række markante nedslag i 350 års britisk kunst. De fem tegninger af landskabsmaleren John Constable (1776-1837) lægger et fint snit gennem hele kunstnerens karriere, og der er hele ti gennemarbejdede tegninger af den store arkitekt Robert Adam (1728-1792). Henry Fuseli er repræsenteret med fem meget dramatiske tegninger, og den store britiske tradition for satiriske blade er bl.a. belyst ved to sexistiske tegninger af Thomas Rowlandson (1756-1827). Derudover er der bemærkelsesværdige tegninger af prærafaelitterne Edward Burne-Jones (1833-1898) og William Holman Hunt (1827-1910) samt et usædvanlig smukt blad fra en skitsebog af den store billedhugger Henry Moore (1898-1986). Alle disse grupper understøttes af interessante tegninger af mere eller mindre kendte kunstnere, så det er muligt at se den engelske tegnekunsts stærke sider fra 1600-tallet til midten af det 20. århundrede.

Fakta om bogen
British Drawings by Artists born before 1900 (British Drawings in the Department of Prints and Drawings, Statens Museum for Kunst)
Forfattere: David Bindman, med essay af Chris Fischer
167 sider. Engelsk. Rigt illustreret i s/h og farve. Pris: 375 kr. ISBN: 978-87-92023-27-8.
Bogen er blevet til med støtte fra Ny Carlsbergfondet.

Hver eneste tegning er taget under kyndig behandling af den ledende engelske specialist på området, dr. David Bindman, som er tidligere professor ved University College i London. Bindman har ligeledes forfattet en indsigtsfuld introduktion til britisk tegnekunst, dens genrer, teknikker og udvikling. Derudover indeholder bogen et kapitel, der går bag om detektivarbejdet med at kortlægge tegningernes proveniens. Det er skrevet af leder af Forskningscenter for Tegnekunst, seniorforsker Chris Fischer.

Bogen kan købes i museets boghandel. T: 3374 8668, E: boghandel_@_smk.dk.

Forskningscenter for Tegnekunst
Forskningscenter for Tegnekunst har siden 2000 med bevilling fra Velux Fonden arbejdet systematisk med at kortlægge Kobberstiksamlingens enorme bestand af udenlandske tegninger. British Drawings er således det sjette i rækken af ræsonnerede kataloger. De fem foregående kataloger er German Drawings before 1540 (Michael Bøgh Rasmussen), Central Italian Drawings (Chris Fischer), French Drawings and Watercolours 19th-20th Centuries (Jan Würtz Frandsen), Genoese Drawings (Mary Newcome Schleier) og Neapolitan Drawings (Chris Fischer og Joachim Meyer).

For yderligere oplysninger:
Pressekoordinator
Jakob Fibiger Andreasen
jakob.fibiger_@_smk.dk
T +45 3374 8474

Seniorforsker
Chris Fischer
E chris.fischer_@_smk.dk
T +45 3374 8510

Senest opdateret: 19.dec.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo