Presse

Billeder (fra venstre):

| 27.apr.2009

Sommerudstilling: Nyerhvervelser på Statens Museum for Kunst

Hvad går skattekronerne til? Hvad støtter de private kræfter op omkring? Og hvilke kriterier ligger bag udvælgelsen af kunstværker, der indgår i nationalgalleriets rige samlinger? Sommerens udstilling på Statens Museum for Kunst præsenterer et kræsent udvalg af de seneste par års mange erhvervelser. Fra enestående indkøb af ældre 1400-tals kunst til væsentlige værker fra nyere tid og den seneste samtidskunst. Fra Georg Hoefnagel og Wilhelm Bendz over Vilhelm Hammershøi, J.F. Willumsen og Paul Klee til John Kørner, Jenny Holzer og Jonathan Meese. Udstillingen sætter samtidig fokus på rammerne for museets kunstindkøb og løfter sløret for de procedurer og strategier, der går forud for udvælgelsen af nye værker til samlingerne.

PÅ TVÆRS
Nyerhvervelser 2007-09
Statens Museum for Kunst 2. maj – 9. august 2009


Herfra til evigheden
Mere eller mindre enerådende direktører har på godt og ondt gennem tiden sat deres markante aftryk på tilvæksten til Statens Museum for Kunsts samlinger af 700 års kunst. Hver gang museet erhverver et kunstværk er der tale om et definitivt valg uden fortrydelsesret. Museumsloven sikrer, at når et nyt værk indtræder i samlingerne, så kan det ikke udskilles. Som sådan udgår værket af markedsmekanismerne og bliver en konkret del af et fælles arvegods, en del af vores kulturarv, der skal registreres, bevares, forskes i og formidles.

I dag er der derfor flere af museets kunstfaglige medarbejdere, der sammen omhyggeligt vurderer, om det enkelte kunstværk kan tilføje noget særligt til samlingerne, og om det har den kunsthistoriske tyngde og kraft, der er nødvendig. I visse tilfælde, især når det gælder værker af ældre dato, iværksættes der tilmed yderligere kunsthistoriske og tekniske undersøgelser af værkets autenticitet, proveniens mv., inden den endelige beslutning tages.

På tværs
Udstillingen samler et udvalg af museets erhvervelser siden Karsten Ohrt tiltrådte som direktør. Over halvdelen af de mere end 100 nyerhvervelser fra sommeren 2007 og frem til nu indgår i udstillingen, som både tæller museets egne indkøb og de ofte skelsættende nyerhvervelser, som fonde, virksomheder eller private givere har bidraget til. Med eksempler på både maleri, skulptur, tegning, foto, grafik og videokunst omfatter udstillingen nogenlunde samme lange træk fra den tidlige renæssance og frem til i dag, som ellers udfoldes i samlingerne. Men snarere end at forcere med kronologi og tematikker, præsenteres værkerne i en ophængning, der lader korrespondancer værkerne i mellem komme til syne. Som sådan opleves værkerne på tværs af tidsaldre og på tværs af medier, og udstillingen viser den mangfoldighed, som er repræsenteret i samlingerne.

Erhvervelsespolitik
Ud over at vise et overflødighedshorn af udvalgte nedslag i kunsthistorien er det også udstillingens ambition at formidle museets erhvervelsespolitik. Med 6 mio. kr. årligt til indkøb af kunst er det en stor udfordring at leve op til museumslovens forpligtelser om at opbygge repræsentative samlinger. Udstillingen tegner derfor også et billede af de stramme prioriteringer, der ligger til grund for museets indkøb. Eksempelvis når der som med symbolismen og kvindelige kunstnere er visse områder i samlingerne, der skal styrkes pga. tidligere tiders præferencer og blinde vinkler.

Udstillingsguide
Udstillingen ledsages af en indholdsmættet og gratis udstillingsguide, der tegner hovedlinjerne i Statens Museum for Kunsts erhvervelsespolitik samtidig med at introducere og begrunde indkøbene af de udstillede værker.
Forord af Karsten Ohrt. Hovedtekst af Peter Nørgaard Larsen. Desuden tekster af Birgitte Anderberg, Vibeke Vibolt Knudsen, Liza Burmeister Kaaring, Thomas Lederballe, Kasper Monrad, Eva de la Fuente Pedersen, Hanne Kolind Poulsen, Marianne Torp og Dorthe Aagesen
55 sider, rigt illustreret

Udstillingen vises i sal 212 – 216. Gratis entré.

I udstillingen indgår donationer og erhvervelser med støtte fra:
Augustinus Fonden, Erik Thommesen, Hermod Lannungs Museumsfond, Ingemor Gersemi Willumsen, Kulturarvsstyrelsen, Marianne Mickelborg, Montana, Ny Carlsbergfondet samt personer, der har ønsket at forblive anonyme.

For yderligere oplysninger:
Pressekoordinator
Jakob Fibiger Andreasen
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949
E jakob.fibiger_@_smk.dk

Samlings- og forskningschef
Peter Nørgaard Larsen
T +45 3374 8536
E peter.larsen_@_smk.dk

Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo