Presse

Museo aero solar. Foto: Janis Elko / Museo aero solar

Det sker | 21.jun.2011

Statens Museum for Kunst sender Roskilde Festivalen til vejrs med et enormt kunstprojekt

Med varmen fra de første solstråler på den første dag af dette års Roskilde Festival sender festivaldeltagerne en kæmpe luftballon skabt af brugte plastikposer til vejrs over Roskilde Festivalen. Statens Museum for Kunst har inviteret Museo aero solar med på festival og varmer op til festen med en gør-det-sammen workshop under warm-up dagene og ballonopsendelse på festivalens første dag d. 30 juni ved solopgang.

Statens Museum for Kunst præsenterer Museo aero solar på årets Roskilde Festival. Et flyvende museum i form af en gigantisk solopvarmet ballon skabt udelukkende af genanvendte plastikposer. Projektet er et såkaldt gør-det-sammen projekt som undersøger nye måder at tænke energi og rum. I tre simple manøvrer klippes, klistres og dekoreres indsamlede plastikposer til en kæmpe ballon, som kan svæve udelukkende med hjælp fra solens varme.

Projektet er opstået på initiativ af den argentinske kunstner Tomas Saraceno, som tidligere har udstillet i Statens Museum for Kunsts Skulpturgade med gigant installationen Biospheres (2009 - 2010). I krydsfeltet mellem kunst, videnskab og arkitektur præsenterer Saraceno visioner for løsningen på menneskehedens sociale og miljømæssige problemer ved hjælp af alternative bæredygtige boformer i luftrummet over os.

Wrap it up med unges laboratorier for kunst – u.l.k.
I et mere jordnært terræn arbejder museets frivillige kunstpiloter fra u.l.k. (unges laboratorier for kunst) også med plastik. I det selvstændige projekt WrapLab omdanner de Art City campingområdet til et laboratorium af transparente plastik-wrap vægge, lærreder og møbler med plads til fri udfoldelse og kreativitet. Der vil desuden være daglige aktiviteter i warm-up dagene med festivalens gæster, deltagende kunstnere og en forsker, der udfordrer og tester plastikkens egenskaber.

Et globalt rejsende projekt

Siden begyndelsen i 2007 har Muse aero solar udviklet sig til et græsrodsbaseret projekt med deltagere fra hele verden. Nye sektioner tilføjes, hver gang den rejser til en ny destination. Museo aero solar er tidligere blevet bygget i bl.a. de Forenede Arabiske Emirater, Italien, Frankrig, Colombia, Albanien, Israel og USA og nu i Roskilde.

Gør-det-sammen og opsendelse
Hver dag under festivalens warm-up dage fra 26. – 29. juni bygger festivaldeltagerne ballonen i domen i Art City og deltager i WrapLab. Begge dele sker i Art City området. Plastikposerne indsamles på campingområdet, og alle opfordres til at tage poser med. Opsendelse af ballonen sker ved solopgang på festivalens første dag, den 30. juni. I den sidste time inden solopgang bredes ballonen ud på jorden og fyldes med luft fra store ventilatorer. Når solen står op opvarmes luften i ballonen og den stiger til vejrs.

Tid & sted
Museo aero solar workshop på Roskilde Festival i Art City: 26. - 29. juni kl. 11 – 18 bygges ballonen af festivaldeltagerne med hjælp fra Museo aero solar teamet i Domen i Art City. Ballonen opsendes fra campingområdet i timerne omkring solopgang den 30. juni. Mødested Domen i Art City kl. 03.30.
OBS! I tilfælde af dårligt vejr sendes ballonen op senere i festivalperioden.

WrapLab på Roskilde Festival foregår under warm-up dagene den 26. – 29. juni fra kl. 11 – 18 i Art City.

Museo aero solar og kunstpiloternes WrapLab præsenteres af Statens Museum for Kunst i samarbejde med Roskilde Festival.

Læs mere om Statens Museum for Kunst på Roskilde Festival

http://www.smk.dk/roskildefestival2011

facebook.com/SMKRoskildeFestival2011

Museo aero solar http://museoaerosolar.wordpress.com/

Pressefotos kan downloades fra: http://pressefotos.smk.dk/

Yderligere oplysninger:

Statens Museum for Kunst
Jakob Fibiger Andreasen
Presseansvarlig
E jakob.fibiger_@_smk.dk
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949

Marianne G. Bargeman
Leder Børn & Unge
E marianne.bargeman_@_smk.dk
T +45 3374 8541

Roskilde Festival
Signe Brink Pedersen
Underholdningsansvarlig Roskilde Festival
E signe.pedersen_@_roskilde-festival.dk
T +45 4636 6613

  • Af:
  • 21.jun.2011
Senest opdateret: 19.dec.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo