Presse

Gottorfer Codex

| 2.mar.2009

Truede blomster på Statens Museum for Kunst

Følg Statens Museums for Kunsts konservatorer, når de restaurerer Kobberstiksamlingens kostbare og hidtil utilgængelige fire-binds blomsterbogværk på pergament fra 1600-tallets Gottorp Slot i Sydslesvig. Restaureringen af de delikate blomsterbilleder foregår live, så museets gæster kan følge de små men synlige fremskridt dag for dag samt få indblik i konservatorernes minutiøse arbejde. Samtidig udstilles et eksklusivt udvalg af blomsterbillederne, som med løbende mellemrum skiftes ud i udstillingsperioden. Konservering og udstilling er blevet til i samarbejde med Gottorp Slot.

Gottorfer Codex
I FULDT FLOR
Statens Museum for Kunst
8. marts – 14. juni 2009


Planter en masse
Asparges, brændenælder, salvie, tulipaner, iris og figen. Godt 1.200 planter er skildret med sirlig penselføring på de i alt 363 sider i Gottorfer Codex. Bogværket i fire bind er helt enestående af sin art. Malerierne er af meget fin kvalitet og så naturtro i detaljerne, at botanikere præcist har kunnet bestemme de enkelte planter.

Fyrstens barokhave
Det var Frederik III (1597-1659), hertugen af Slesvig-Holsten og Gottorp, der lod Gottorfer Codex udføre i 1649-1659. De smukke ”blomsterportrætter” skulle dokumentere den rigt varierede flora i den berømte barokhave ved Gottorp Slot, som var et af Nordeuropas førende kulturelle kraftcentre. Det omfattende og for sin tid også meget dyre arbejde giver i dag et fantastisk indblik i, hvordan fyrstehaven var sammensat af alverdens sorter og varianter af både pryd- og nytteplanter.

Flora på kalveskind
Den seneste forskning i arkiverne på Gottorp Slot viser, at blomsterbillederne blev udført af blomstermaleren Hans Simon Holtzbecker (før 1649-1671) fra Hamborg. Samtlige billeder er malet på pergament med gouachefarver. Pergamentet er fremstillet af kalveskind og, bearbejdet så det blev helt glat og egnet til at bemale med de dækkende vandfarver. Holtzbecker arbejdede både på Gottorp Slot og i Hamborg, hvortil han fik tilsendt kasser med blomster til at male efter. Arbejdet blev afbrudt ved Frederik III’s død, hvorefter de mange billeder formentlig har ligget som løse blade i slottets bibliotek. Efter Store Nordiske Krig (1700-1720) kom Gottorfer Codex sammen med resten af biblioteket i danske hænder som krigsbytte i 1749, hvorefter det har indgået i Den Kongelige Kobberstiksamling.

Et klenodie fra kælderen
I de seneste årtier har adgangen til Gottorfer Codex været yderst begrænset på grund af fare for, at maleriernes skrøbelige tilstand vil blive forværret. Det store bogværk har været bevaret i museets kælder, hvor forskere og konservatorer kun nødtvungent har besigtiget det. Siderne buler, og farvelaget krakelerer mange steder. Mest markant er de skader, som er sket ved indbindingen af de mange ark. Brugen af animalsk lim har fået pergamentet til at trække sig sammen, og bøgerne kan derfor ikke åbnes uden risiko for, at farvelag drysser af.

Åbent værksted og udstilling
Statens Museum for Kunst og Gottorp Slot har nu etableret et samarbejde om den gennemgribende og yderst tiltrængte konservering af Gottorfer Codex. De mange malerier skal først forsigtigt frigøres fra indbindingerne, hvorefter farvelagene nænsomt skal konsolideres og visse steder retoucheres. Første etape af den mangeårige konservering vil foregå i et åbent værksted i sal 269b på Statens Museum for Kunst, hvor publikum kan følge det minutiøse arbejde kl. 10-12 og 13-15 på hverdage, ligesom museets konservatorer hver onsdag kl. 14.30 fortæller om deres metoder og teknikker. Sideløbende udstilles et eksklusivt udvalg af blomsterbillederne, som med jævne mellemrum skiftes ud i udstillingsperioden.
Gratis entré.

Digitalisering
Efter endt konservering vil en komplet, digital version af det gigantiske bogværk blive gjort tilgængelig på Gottorp Slot samt på Statens Museum for Kunsts kommende store digitale satsning, SMK Digital.

Konserveringen og udstillingen er støttet af
Stiftung Schleswig-Holsteinische Landesmuseen Schloss Gottorp.

For yderligere oplysninger:
Pressekoordinator
Jakob Fibiger Andreasen
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949
E jakob.fibiger_@_smk.dk

Konservator
Niels Borring
T +45 3374 8554
niels.borring_@_smk.dk

Senest opdateret: 19.dec.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo