3 store Abildgaard malerier er lige nu under behandling hos konservatorerne
"Der brænder mit navn"
De tre malerier kan normalt ses i Abildgaardsalen i Dronningens repræsentationslokaler på Christiansborg Slot og er de tre bevarede kongebilleder fra Nicolai Abildgaards enorme udsmykning af Riddersalen, som gik tabt ved det første Christiansborgs brand. "Der brænder mit navn," skal Nicolai Abildgaard have sagt ved synet af det brændende slot en februarnat i 1794. Tretten års arbejde gik op i røg kun tre år efter det sidste penselstrøg var sat. Udsmykningen blev allerede i sin samtid anset som en milepæl i dansk billedkunst.







