Projekter på SMK

Et af samtidens vanskelige værker

Af og til skal museets værker en tur forbi konservatorernes værksted. Louise Cone fortæller her om konserveringen af Claus Carstensens Æterlegeme.

En utraditionel blanding af materialer
Claus Carstensens monumentale maleri består af mere end blot oliemaling - nemlig utraditionelle materialer som konsistensfedt, skumgummi og hans egen urin. Set fra min synsvinkel som konservator stiller et værk som dette interessante spørgsmål til bevaring af kunsten.

Skumgummien trængte til ansigtsløft
Æterlegeme har i flere år været placeret på magasin og trængte til en ansigtsløftning. Flere af skumgummistykkerne, som før sad fast med hæfteklammer, havde løsnet sig fra lærredet. Nogle var tidligere blevet hæftet forkert på igen, og andre var blevet revet over.

Desuden var skumgummien begyndt at blive nedbrudt, og konsistensfedtet var blevet tværet ud og kunne ses både på lærredet og på skumgummien. Støv og andet skidt havde klistret sig fast i fedtet, der tiltrækker støv som fluer til fluepapir.

En trussel for sig selv
Æterlegeme har, hvad konservatorer kalder en ’medfødt fejl’, det vil sige, at fejlene er indbygget i værket fra dets tilblivelse. Materialemæssigt er værket komplekst, fordi de forskellige materialer har forskellige egenskaber. Konserveringsprocessen bliver besværliggjort af det indbyrdes forhold mellem materialerne, fordi deres sameksistens kan trues af, at ét af materialerne nedbrydes.

Konserveringen af Æterlegeme bestod i første omgang i at hæfte skumgummistykkerne til deres oprindelige plads og lime iturevne stykker sammen igen. Dernæst blev hele maleriet renset med en pincet for at plukke al synligt snavs, hår og små skumgummistykker ud af fedtet.

Den skrøbelige skumgummi
Nedbrydelsen af skumgummien er dog det mest bekymrende aspekt ved værket. Skumgummi har typisk en levetid på cirka 25 år, herefter vil det begynde at smuldre. De lange polymerkæder, som skumgummiet er bygget op af, brydes op i mindre dele. Derfor smuldrer skumgummiet. Processen accelererer under påvirkning af varme og lys, hvilket er uundgåeligt. Der er endnu ikke fundet en måde at forhindre nedbrydningen på.

Men, lang tid før det sker, begynder skumgummiens farve at ændre sig - faktisk allerede efter få måneder. Skumgummien i Æterlegeme har skiftet farve fra hvid til gul og fra blå til grøn. Farveskiftet skyldes de ultraviolette stråler i dagslyset. Yderligere skader skyldes, at materialet udsættes for oxygen og ozon i luften.

Claus Carstensen til hjælp
Vi kan af gode grunde ikke spørge Rembrandt om, hvorfor og hvordan han brugte en særlig farve eller fernis. Men vi kan og bør tale med samtidens kunstnere. Claus Carstensen har derfor været inddraget i konserveringen af Æterlegeme og har givet os nogle meget vigtige oplysninger, som vi baserer vores beslutninger på i forhold til konservering. Carstensen mener, at værkets integritet bliver skadet, hvis vi gradvis udskifter skumgummien. Udskiftningen skal først ske, når al skumgummi er nedbrudt. Det ønske har jeg respekteret.

Men hvor langt skal vi gå for at bevare værkets integritet? Det er et spørgsmål, vi stiller til mange af samtidskunstens værker - og ikke kun til Æterlegeme.

Skrevet af:
Louise Cone
Konservator, Cand.scient.cons, samtidskunst
Bevaringsafdelingen

© Louise Cone ved værket

Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Anne Haack Christensen
SMK Logo