Støt museet

H. Lundbeck A/S og museet

H. Lundbeck A/S er specialiseret i forskning, udvikling, produktion og markedsføring af medicinalpræparater til behandling af lidelser i centralnervesystemet. På Statens Museum for Kunst har de ligeledes bidraget med udvikling og produktion – her i kunstnerisk form. Det er således med stor tak til blandt andre H. Lundbeck A/S, at Statens Museum for Kunst i 2010 kan byde publikum indenfor til udstillingen Bob Dylan. The Brazil Series.

Bob Dylan. The Brazil Series
Bob Dylan har altid haft projekter ved siden af musikken. Siden 1960’erne har han blandt andet arbejdet med billedkunsten. En række album covers og mindre udstillinger har været det synlige bevis på Dylans tidligere kunstneriske udfoldelser. Som kunstner skal man ifølge Dylan selv være i konstant bevægelse og forandring, og derfor synes en vekslen mellem forskellige udtryksformer helt naturlig.

Verdenspremiere
Dylan har på rejser i Brasilien nedfældet sine indtryk og tanker, skitser af mennesker, begivenheder og steder. Nogle af de mange lapper papir er i atelieret i USA blevet til The Brazil Series. Her viser Dylan, hvilken fænomenal iagttager, han er. Han bruger sine billeder til at fortælle os historier, der spænder lige fra det hverdagsagtige og registrerende til det voldsomt dramatiske, med stærke elementer af fiktion. Fortællingerne fra Brasilien strømmer ud af de sprækker, kunstneren åbner op for os, og som små fragmenter danner de et helhedsindtryk fra den rejse, Dylan fører os med på.
Publikum på Statens Museum for Kunst får med støtte fra blandt andre H. Lundbeck A/S en enestående mulighed for at få føjet endnu en facet til kunstneren Bob Dylan. Udstillingen The Brazil Series præsenterer 40 helt nye og aldrig tidligere viste malerier skabt af Bob Dylan til netop denne udstilling.

Senest opdateret: 22.mar.2013
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo