Forskning

Konserveringen

Papirkonservatorerne på SMK har været i fuld gang med at konservere museets enestående og tidligere utilgængelige Gottorfer Codex – et 4-binds blomsterbogværk fra 1600-tallet. I 2013 kunne blomstermalerierne opleves i udstillingen Blomster og Verdenssyn.

Et enestående værk
Gottorfer Codex, der oprindeligt tilhørte Gottorp Slot i Sydslesvig, består af 4 bøger med malerier af blomster og nytteplanter. De er udført i gouache på pergament og måler 50,5 x 38,5 cm. Det samlede værk indeholder i alt 365 bemalede sider med mere end 1200 illustrerede planter, der spænder over alverdens sorter og varianter af pryd- og nytteplanter. Du kan blandt andet opleve gengivelser af asparges, brændenælde, salvie, tulipaner, iris og figen.

En hemmelig skat åbnes
Bogbindene er meget slidte, men har beskyttet de bemalede pergamentsider mod lysafblegning og knubs. Blomstermalerierne har været lukket inde i bøgerne i over 300 år, så det har været som at åbne en gemt skat. Blomstermalerierne er fra 1649-1659, men fremstår med en friskhed i farverne, som var de malet i vor tid. Hvis værkerne havde været udstillet siden 1600-tallet, ville farverne være bleget og balancen mellem de forskellige farver være forrykket eller i værste fald være forsvundet.

Indbindingen
Bøgerne er betrukket med brunt skind, og på forside og bagside er Gottorp Slots våbenskjold trykt med guld. Bøgerne har forgyldt ryg og forgyldninger på permerne.

Siderne er parvis limet på en foldet pergamentstrimmel, så de danner et læg. Læggene er hæftet på 8 ophøjede dobbeltsnore og alle bindene har håndstukne kapitælbånd. Kapitæler har en dobbelt funktion. De virker både som en forstærkning af top og bund af bogryggen, ligesom de har en pyntefunktion.

Den problematiske indbinding
Indbindingen har beskyttet siderne mod slitage og lys, men har samtidig skabt de skader, som konservatorerne nu har udbedret. Siderne var bulede, foldede, groft beskårede, havde pletter fra farvningen af snitkanten og et farvelag, der krakelerede. Derfor blev alle siderne taget ud for at blive restaureret.

Blomsterværk – ikke bogkunst
At skille Gottorfer Codex ad, satte konservatorerne i et dilemma. Værket har eksisteret i bogform i mere end 300 år, men for at bevare blomstermalerierne har det været nødvendigt at tage siderne ud.

Nu, efter restaureringen, er flere af siderne ikke indbundet og fremstår derfor som enkeltværker. Men det betyder selvfølgelig ikke, at bogbind, skåneblade, pergamentstrimler og hæftesnore er blevet smidt ud. Alt materiale er blevet gemt, da der ligger information om bogbindsteknik og brug af materialer i slutningen af 1600-tallet gemt heri.

Skåneblade
Mellem hver bemalet pergamentside var der indsat et skåneblad af papir. Som navnet antyder, kan indsættelse af skåneblade være for at skåne farvelaget mod slitage, men er nu nok primært sket på baggrund af æstetiske årsager. Alle skånebladene bliver gemt sammen med det øvrige materiale der blev ”til overs” efter, at bogen blev skilt af.

Vanskelige at åbne
Bøgerne var vanskelige at åbne, fordi ryggen var limet med animalsk lim, som gav bogbindet et meget stift opluk. For at kunne lime med animalsk lim, er man nødt til at varme den op i et vandbad (limpotte), og når limen tørrer op bliver den helt stiv og meget stærk. Indenfor bogbinderfaget blev animalsk lim brugt helt op til introduktionen af de syntetiske lime i midten af 1900-tallet, da der ikke var andre alternativer end klister, som ikke var særligt stærk.

Bulede sider
Siderne var samlet i læg, to og to, med en strimmel af pergament. Limningen langs kanten har gjort, at pergamentet efter optørring blev fastlåst i en bulet tilstand. Det er de buler, som konservatorerne har rettet ud. Før at det kunne ske, skulle siderne løsnes fra pergamentstrimlen. Herefter blev papirskånebladet, pålimet maleriets venstre kant, taget af.

Slibning af kanter
Efter at have undersøgt forskellige metoder til at fjerne den animalske lim, fandt konservatorerne ud af, at den mest skånsomme metode var at fjerne limen ved hjælp af en lille slibemaskine og skalpel. Den animalske lim kan nemlig ikke opløses med væsker uden at pergamentet risikerer at blive ødelagt.

I drivhus
Når limen var blevet fjernet, kunne man begynde at rette pergamentet ud. Det var særlig langs venstre kant, at pergamentet skulle rettes ud. Det blev gjort ved at placere et let fugtet stykke papir under venstre kant, og sætte et ”drivhus” over, så fugten ikke fordampede for hurtigt. Når kanten var fugtet let op, kunne man begynde at trække forsigtigt i pergamentet ved hjælp af en klemme, der var påsat et velcrobånd og en blændramme, som velcroen kunne fæstnes på.

©

Når farvelaget krakelerer
Siderne bulede og vred sig, når man forsøgte at vende dem. Den stramme indbinding og en dårlig vedhæftning mellem pergament og farvelag betød, at bøgerne ikke kunne benyttes uden risiko for, at farvelaget ville knække og afskalle ved opslag i værket. Mange steder var farvelaget derfor krakeleret og en del steder faldet helt af. Disse steder blev sikret med et klæbestof (methylcellulose i ethanol) så farvelaget blev konsolideret på pergamentet.

Krakeleringer er ikke nødvendigvis et problem, hvis farvelaget stadig sidder fast på pergamentet. Det skal kun konsolideres, hvis det er løst.

Slitage før indbinding
Flere af malerierne viste tegn på slitage, som ikke kan være kommet, mens bladene har været indbundet. Ifølge det gottorpske regnskabsarkiv, ser det også ud til, at malerierne først er bundet ind væsentlig senere end tilblivningstidspunktet. En regning fra arkivet viser nemlig at Schlesvig-bogbinderen Paul Winter er betalt for at indbinde siderne i 1690. Det betyder sandsynligvis, at siderne har ligget løst ovenpå hinanden og derfor har kunnet lave slitage af farvelaget flere steder. I de fleste tilfælde har konservatorerne valgt at lade slitagen være en del af værkets livshistorie.

Farvestænk
Bogbinderen har desuden påført flere skader på malerierne. Det ses i form af stænk fra farvningen af snitkanten på bogblokkene. Konservatorerne har overvejet at skrabe farvepletterne væk med skalpel og dernæst forsøge at blege pergamentet, men en blegning kan være risikabel, da farven er trukket ned i pergamentet.

Grove beskæringer
Bogbinderen har beskåret siderne, så de har kunnet passe ind i det samme format. Derfor ser man flere sider, hvor motiverne mangler langs kanterne. Andre er blevet foldet, fordi motiver var for store til det format som bogbinderen valgte, og i folderne, hvor pergamentet har været bukket, er farvelaget stødt af.

Skimmelangreb
Hvorfor bogbinderen har valgt at beskære pergamentbladene så drastisk vides ikke, men nogle af bladene har været udsat for en vandskade og viser typiske tegn på misfarvninger på grund af skimmelvækst. Det kan altså have været nødvendigt at skære de skimmelangrebne områder af.

Skrøbelig tilstand
Pergamentsiderne er meget sensitive overfor svingninger i den relative fugtighed (RF) i opbevaringsomgivelserne. Det betyder, at konservatorerne har været meget forsigtige med at påføre fugt til værkerne. Bladene blev derfor opfugtet langsomt, så pergament og farvelag kunne nå at reagere på fugten i samme tempo. Det er nemlig de hurtige ændringer som gør, at farvelaget kan krakelere og ”sprænge af” pergamentet. Bevaringsværkstedet er derfor klimastyret og har en temperatur og relativ fugtighed på 22 grader og 50% RF. Bøgerne skal opbevares i samme klima, både når de skal udstilles, studeres på læsesal eller hvile i magasinerne.

Pergamentet reagerer forholdsvis hurtigt på ændringer i RF, hvorfor der altid vil være en sikkerhedsrisiko ved fremvisning af værket. Adgangen til Gottorfer Codex har derfor været stærkt begrænset de seneste 15-20 år. På grund af den sarte tilstand har bøgerne tidligere ikke kunne benyttes, hverken i forbindelse med forskning eller udstillingsvirksomhed. Netop derfor har værkerne været igennem restaurering, så de igen kan nydes og beundres.

Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo