Forskningsplan 1999-2003
Målsætninger og strategier for forskningen
Statens Museum for Kunst har som det eneste museum for billedkunst, der er omfattet af lov om forskning ved arkiver, biblioteker, museer m.v., en naturlig og central rolle i den danske kunsthistoriske forskning.
Museet arbejder løbende med at styrke kvaliteten og omfanget af den kunsthistoriske forskning, men museet udfylder også en væsentlig funktion som grundlag for den kunsthistoriske forskning i Danmark og internationalt for forskningen i dansk kunst. Denne funktion kommer til udtryk ved, at museet stiller sine righoldige arkiver og biblioteker til rådighed for det danske og internationale kunsthistoriske forskningsmiljø og i øvrigt søger at understøtte den kunsthistoriske forskning gennem rådgivning og vejledning. Denne funktion ønsker museet at styrke i kontraktperioden ved at forbedre adgangen til oplysninger om museets samlinger både i form af nye bestands-kataloger og ved at udnytte de muligheder som den nyeste informationsteknologi giver samt at forbedre den forskningsmæssige nytte af museets store samlinger af kunsthistorisk litteratur ved at sammenlægge museets biblioteker.
Museet vil således komme til at spille en større rolle for den kunsthistoriske forskning, og der vil blive skabt de bedst mulige betingelser for et frodigt forskningsmiljø på museet. Resultatet vil også vise sig gennem et øget samarbejde mellem Statens Museum for Kunst og danske såvel som udenlandske forskningsmiljøer på museer, universiteter, biblioteker og fototeker samt en øget produktion og kvalitet i museets egen forskning.
I sammenhæng hermed vil museet spille en mere central rolle, bl.a. i kraft af Kunst Indeks Danmark, som central rådgiver i elektronisk formidling og anvendelse af IT til kunsthistorisk forskning. Dette skal ske i kraft af den viden, som museet har opbygget i forbindelse med etableringen af en kunstdatabase på museet og ved at gøre Kunst Indeks Danmark tilgængelig på Internettet.
Forskningen på Statens Museum for Kunst kendetegnes ved, at den tager udgangspunkt i museets samlinger og virksomhed eller er relevant for disse. For forskningen i dansk kunst vil det være styrende for valg af forskningsområder, at de enkelte projekter kan medvirke til at sætte dansk kunst i internationalt perspektiv og opdyrke mindre synlige, men væsentlige områder i dansk kunsthistorie.
Forskningsprojekter fører normalt til formidling i form af både udgivelser og udstillinger. Det vil sige, at forskningsprojekter udover udgivelser i form af ræsonnerede kataloger, udstillingskataloger eller artikler normalt vil føre til en udstilling, en nyophængning, en erhvervelse eller andet, der vil være synligt for publikum på museet.
Statens Museum for Kunst er omfattet af lov om forskning ved arkiver, biblioteker, museer m.v. og opretter i løbet af 1997 et forskningsråd.
Museet gennemgik i 1996 en international forskningsevaluering af museets kunsthistoriske forskning i perioden 1990-95.
Evalueringen viser, at museets forskning i perioden fra 1990 -95 generelt har været på et internationalt niveau. Specielt fremhæver panelet indsatsen for at formidle den ældre danske kunst til et udenlandsk publikum, katalogiseringen af museets samling af ældre mesterværker og studiet af Richard Mortensen.
Panelet anbefaler, at museet søger at skabe en klar identitet i sit videre arbejde og at museet integrerer forskningen som en central del af sine aktiviteter. Endvidere peger panelet på, at bemandingen på visse forskningsmæssige områder ikke er tilstrækkelig og at der bør finde en styrkelse sted af museets forskningsbemanding inden for områderne: ældre udenlandsk malerkunst, skulptur, grafik og konservering af samtidskunsten.
Panelet understreger, at det er vigtigt at museets forskningsresultater så vidt muligt også udgives på engelsk og at der gøres en indsats for at styrke formidlingen af Konserveringsafdelingens forskningsresultater.
Forskningsevalueringens anbefalinger kommer til udtryk ved en række initiativer på forskningsområdet samt ved at museet i kontraktperioden har besluttet at gøre "Statens Museum for Kunst som center for kunsthistorisk forskning" til et af de to indsatsområder.
Det er endvidere forudsat, at der sker en intensivering af museets forskningsindsats i den sidste del af kontraktperioden gennem oprettelse af 1 - 2 nye forskerstillinger.
Resultatkrav i perioden
- Afslutte i gennemsnit tre forskningsprojekter årligt.
- Gennemføre mindst et større forskningsprojekt om formidling af kunst for børn.
- Udgive et ræsonneret katalog årligt.
- Afholde mindst to internationale forskningssymposier med dansk og udenlandsk deltagelse i løbet af perioden.
- Uddanne i gennemsnit en ph.d.’er årligt.
- Gøre resultaterne af museets kunsthistoriske forskning mere internationalt synlige gennem udgivelsen af et forskningsbaseret årsskrift på engelsk samt ved at udgive alle udstillingskataloger med et forskningsmæssigt sigte på engelsk.
- Indlede alle forskningsprojekter med en projektbeskrivelse omfattende koncept, tidsplan, beskrivelse af problemstilling, ressourceforbrug, relevans og hvordan resultaterne skal formidles.
- Gennemføre en fornyet forskningsevaluering i slutningen af kontraktperioden for at følge op på kvaliteten af museets forskning.
- Tilknytte mindst en medarbejder til en videregående uddannelsesinstitution i form af ekstern lektor/ undervisningsassistent eller andet.
Forskningsprojekter i perioden november 1999 - 2003
Forskningsplan for Den Kongelige Kobberstiksamling (KKS)
Chris Fischer
1999-2001:
Centralitalienske tegninger i KKS. Færdiggørelse af ræsonneret og gennemillustreret katalog på engelsk over denne del af samlingen. Projektet blev i 1997 styrket gennem et halvt års forskerfrikøb. Et udvalg af tegningerne vil blive udstillet på museet februar – maj 2001. Derefter vil der blive arrangeret en udstilling i tre forskellige museer i USA af udvalgte tegninger. På grundlag af det ræsonnerede katalog udarbejdes en tekst- og billedbog på engelsk.
Anslået forskningstid: 12 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling).
2001-2003:
Venitianske tegninger i KKS. Påbegynde en udarbejdelse af ræsonneret og gennemillustreret katalog på engelsk. Et udvalg af tegningerne vil blive udstillet på museet. Derefter vil der blive arrangeret en udstilling i tre forskellige museer i USA af udvalgte tegninger. På grundlag af det ræsonnerede katalog udarbejdes en tekst- og billedbog på engelsk. Diverse artikler og deltagelse i internationale kongresser og symposier.
Anslået forskningstid: 36 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling).
Jan Garff
1999-2003:
Tegninger af Rembrandts elever i KKS. Projektet omfatter forskning inden for den del af det 17. århundredes tegninger, der er udført af kunstnere fra kredsen omkring Rembrandt (hans elever og jævnaldrende). Da mange tegninger på grund af fejlagtige tilskrivninger erfaringsmæssigt er placeret uden for deres naturlige geografiske domæne, vil undersøgelsen også indbefatte en systematisk gennemgang af danske og udenlandske tegninger fra ovennævnte periode samt den righoldige gruppe tegninger af endnu uidentificerede kunstnere (ca. 450). Resultatet publiceres i et ræsonneret og gennemillustreret katalog på engelsk, der udgives i forbindelse med en udstilling af samtlige tegninger. Eventuel udstilling i tre forskellige museer i USA med et udvalg af tegningerne. På grundlag af det ræsonnerede katalog udarbejdes en tekst- og billedbog på engelsk.
Anslået forskningstid: 2½ år (inden for normal arbejdstidsfordeling) og ½ års frikøb.
2000-2002:
Tillæg og diverse rettelser til Inger Hjorth Nielsen’s fortegnelse Søren Hjorth Nielsen, Det grafiske værk. Projektet indbefatter forberedelse og tilrettelæggelse af en retrospektiv udstilling af primært tryk (suppleret med enkelte tegninger og akvareller) af Søren Hjorth Nielsen omkring hundredåret for hans fødsel. Til udstillingen tænkes udsendt en mindre publikation.
Anslået forskningstid: ½ år (inden for normal arbejdstidsfordeling).
2000-2003:
Udarbejdelse af to-tre artikler om nederlandske tegninger og tryk, hovedsagelig fra det 17. århundrede. I den første artikel publiceres et hidtil upåagtet tegnet forlæg for Adriaen van Ostades radering Laden fra 1647.
Anslået forskningstid: 6 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling)
Vibeke Knudsen
1999-2000:
Tilrettelæggelse af udstillingen Goya. Billede og Virkelighed. Færdiggørelse af artikel til kataloget, tekster til de enkelte værker samt faglig redaktion af katalogets øvrige artikler og tekster.
Anslået forskningstid: 6 mdr. (heraf 1 ½ mdr. uden for normal arbejdstidsfordeling).
2000-2003:
Følgende artikler til museets Journal:
Med udgangspunkt i museets samling af tegninger undersøges værker af Karen Kilimnik, Elke Krystufek og Elisabeth Payton. Arbejdstitel: Når trivialkunst bliver til kunst. Artiklen sigter tillige på en eventuel udstilling i museets projektrum.
Anslået forskningstid: 6 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling)
Artikel om en fotoserie med titlen "Omstændigheder" af Kirsten Justesen, fra 1970’erne. Artiklen er tænkt som udgangspunkt for en mindre udstilling.
Anslået forskningstid: 6 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling).
Katalogprojekt: Eventuel påbegyndelse af katalogisering af museets samling af danske og udenlandske tegninger fra perioden 1980 - ca. 2000.
Anslået forskningstid: Projektet vil være af længere varighed og strække sig ud over 2003, i første omgang inden for normal arbejdstidsfordeling.
Jan Würtz Frandsen
1999-2000:
Det udfoldede billede. En Dialog med Jean Arp. På grundlag af en mangeårig forskning i Richard Mortensens oeuvre undersøges delaspektet de polykrome relieffer dels i formel og ikonologisk lys, dels på baggrund af den konkretistiske flade/rum problematik og udviklingen af det modernistiske relief i første halvdel af det 20. årh. En primær synsvinkel lægges gennem en analyse af kunstnerens forhold til Jean Arps værk. Publiceres som artikel i Statens Museum for Kunst Journal 1999.
Anslået forskningstid: 3 mdr. (uden for normal arbejdstidsfordeling).
1999-2001:
Franske tegninger fra det 19. og 20. århundrede i KKS. Færdiggørelse af ræsonneret og gennemillustreret katalog på engelsk til udgivelse i foråret 2001. Projektet startede i 1997 med reflekteret dataindsamling og videnskabelig bearbejdelse af ca. 450 franske tegninger. Denne første fase blev styrket gennem et halvt års forskerfrikøb. Projektet vil indbefatte en vandreudstilling i USA af udvalgte tegninger. På grundlag af det ræsonnerede katalog udarbejdes en tekst- og billedbog på engelsk.
Anslået forskningstid: 12 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling).
2000-2003:
Fortsatte studier i Richard Mortensen på grundlag af registreringen af Mortensen gaven i KKS og arkivet på Statens Museum for Kunst med henblik på artikler i Statens Museum for Kunst Journal.
Ph.d. projekter i KKS
Mikael Bøgh Rasmussen
1999-2000:
En undersøgelse af den tyske renæssancetegnings æstetik og funktion set i forhold til samtidens tyske åndsliv og kunstteori. Projektet afsluttes med en ph.d. afhandling i 2000 og resulterer desuden i udgivelsen af artikler i Statens Museum for Kunst Journal og i andre relevante tidsskrifter. Desuden udgives et ræsonneret og gennemillustreret katalog over den pågældende periodes tyske tegninger i KKS i forbindelse med en udstilling i nov. 2000 – jan. 2001. Et udvalg af tegningerne vil blive udstillet i tre forskellige museer i USA. På grundlag af det ræsonnerede katalog udarbejdes en tekst- og billedbog på engelsk.
Anslået forskningstid for færdiggørelse af ph.d. afhandling samt ræsonneret katalog og udstilling: 5 mdr. + 4 mdr.
Joachim Meyer
2001-2003:
Napolitanske tegninger. Projektet, der bygger på en ph.d. afhandling afsluttet 1999, vil resultere i et ræsonneret og gennemillustreret katalog. Kataloget tænkes udgives i forbindelse med en udstilling i museet evt. i 2002. Projektet vil indbefatte en vandreudstilling i USA af udvalgte tegninger. På grundlag af det ræsonnerede katalog udarbejdes en tekst- og billedbog på engelsk.
Anslået forskningstid for ræsonneret katalog og udstilling: 10 mdr. (delfinansieres af eksterne midler. Afsat på museets budget: 4 mdr.)
Tilskudsfinansieret forskningsprojekt i KKS
2000-2001:
Hverdagens spejl. Der er søgt om midler i Kulturnet Danmarks fond til forskning i en række hidtil ubeskrevne grafiske blade, som skildrer folkelivet i 1500- og 1600-tallet. Projektet vil bl.a. inddrage blade, som er bearbejdet i det tidligere forskningsprojekt om Visscher-familiens grafiske udgivervirksomhed. Resultaterne vil blive publiceret gennem Kulturnet Danmark.
Anslået forskningstid: 12 mdr. (delfinansieres af eksterne midler).
Forskningsplan for Den Kongelige Maleri- og Skulptursamling (KMS) og for Den Kongelige Afstøbningssamling (KAS)
Samlingsområdet Afstøbningssamlingen
Inge Dybbro
1999 - 31. 8. 2000 (vikariat):
En nærmere undersøgelse af Wiedewelts og Abildgaards store indkøb i Rom af gipsafstøbninger efter antikke statuer til Kunstakademiet. Dette for at kunne perspektivere, hvilken betydning gipsafstøbningerne har haft fra antikken og frem til i dag. – Med henblik på artikel i Journal.
Anslået forskningstid: 10 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling).
Samlingsområdet Ældre udenlansk fra 1300 til 1600:
Hanne Kolind Poulsen
1999-2002:
Forskning inden for det tyske område med henblik på museets værker af kunstneren Lucas Cranach den ældre. Det vil indebære at emnet først og fremmest formidles gennem 3-4 artikler, der skal udgøre det forskningsmæssige grundlag for en udstilling om Lucas Cranach.
Et muligt udstillingsprojekt omkring Lucas Cranach den ældre i 2002 – venter på den endelige afgørelse, som formentlig vil ligge i slutningen af 1999. Forberedelse og tilrettelæggelse af udstillingen vil indebære udarbejdelse af et egentligt koncept, udarbejdelse af værkfortegnelse, skrivning af en eller flere artikler til udstillingskataloget samt faglig redaktion af de øvrige katalogbidrag.
Anslået forskningstid: 2½ år (inden for normal arbejdstidsfordeling).
Samlingsområdet Ældre udenlandsk fra 1600 til 1800:
Olaf Koester
1999:
Ræsonneret katalog over museets samling af flamsk malerkunst fra det 17. og 18. århundrede. Kataloget omfatter ca. 190 værker fordelt på 76 navngivne og 5 anonyme kunstnere. Færdigredigering og faglig sprogversion af engelsk oversættelse.
Anslået forskningstid: 1½ måned (inden for normal arbejdstidsfordeling).
1999-2000:
Kunstfagligt redaktionelt arbejde i forbindelse med udgivelse af engelsk publikation til udstillingen Painted Illusions: The Art of Cornelius Gijsbrechts på National Gallery i London 2000.
Anslået forskningstid: 1 måned (indenfor normal arbejdstidsfordeling).
2000-2001:
Forskning i hollandsk stillebenmaleri fra det 17. århundrede med henblik på udarbejdelse af 2 artikler, heraf en om et af museets måltidsstykker fra anden fjerdedel af det 17. århundrede og en række arbejder, som kan henføres til samme kunstner.
Anslået forskningstid: 8 måneder (inden for normal arbejdstidsfordeling).
2002-2003:
Studier i den Ældre udenlandske samlings nyerhvervelser 1985-98 med henblik på udarbejdelse af 2 artikler, hvori nogle nyerhvervelser behandles og publiceres.
Anslået forskningstid: 10 måneder (inden for normal arbejdstidsfordeling).
Artiklernes forskning vil afspejle sig i præsentationen af samlingsområdet.
Samlingsområdet Ældre dansk fra slutningen af 1700 til 1850:
Kasper Monrad
1999-2000:
Artikel om det narrative i Hammershøis kunst, titel "Historier, der ikke fortælles" til museets udstillingskatalog i forbindelse med udstillingen Dansk og Europæisk symbolistisk maleri 1870-1910.
Anslået forskningstid: 3 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling).
2000-2002:
Forberedelse og tilrettelæggelse af udstillingen N.A. Abildgaard. Udarbejdelse af et egentligt koncept, udarbejdelse af værkfortegnelse, skrivning af en eller flere artikler til udstillingskataloget samt kunstfaglig redaktion af de øvrige katalogbidrag.
Anslået forskningstid: 1 1/4 år (inden for normal arbejdstidsfordeling).
2001-2004:
Forberedelse og tilrettelæggelse af udstillingen Turner og Constable. Udarbejdelse af et egentligt koncept, udarbejdelse af værkfortegnelse, skrivning af en eller flere artikler til udstillingskataloget samt kunstfaglig redaktion af de øvrige katalogbidrag.
Anslået forskningstid: 2 1/2 år (inden for normal arbejdstidsfordeling).
Samlingsområdet Ældre dansk fra 1850 til 1900:
Peter Nørgaard Larsen
1999-2000:
Tilrettelæggelse af udstillingen Dansk og Europæisk symbolistisk maleri 1870-1910. Skrivning af 2-3 artikler, katalogtekster til de enkelte værker, kunstfaglig redaktion af øvrige katalogbidrag (3-4).
Anslået forskningstid: 12 måneder (nden for normal arbejdstidsfordeling)
2000-2002:
Forberedelse og tilrettelæggelse af udstillingen L.A. Ring. Udarbejdelse af et egentligt koncept, udarbejdelse af værkfortegnelse, skrivning af en eller flere artikler til udstillingskataloget samt kunstfaglig redaktion af de øvrige katalogbidrag.
Anslået forskningstid: 1 1/2 år inden for normal arbejdstidsfordeling + 1/2 års frikøb.
Samlingsområdet Det 20. århundrede fra 1900 til 1960:
Dorthe Aagesen
1999-2002:
Forskning inden for den tidlige modernisme. Dette vil indebære, at museets værker af dansk og international tidlig modernisme først og fremmest formidles gennem 3-4 artikler, der skal udgøre det forskningsmæssige grundlag for en udstilling over dette emne.
Det første konkrete resultat vil være en artikel om Jais Nielsens billede Cirkusforestilling. Luftgymnaster, 1916 (KMS 7389) i lyset af den samtidige internationale avantgarde.
Anslået forskningstid: 3 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling)
Et muligt udstillingsprojekt om Dansk og international avantgarde 1910-20 i 2002 – venter på den endelige afgørelse, som formentlig vil ligge i slutningen af 1999. Forberedelse og tilrettelæggelse af udstillingen vil indebære udarbejdelse af et egentligt koncept, udarbejdelse af værkfortegnelse, skrivning af en eller flere artikler til udstillingskataloget samt kunstfaglig redaktion af de øvrige katalogbidrag.
Anslået forskningstid: 2½ år (inden for normal arbejdstidsfordeling).
Samlingsområdet Det 20. århundrede fra 1960 og frem:
Marianne Torp Øckenholt
1999-2000:
Forberedelse og tilrettelæggelse af Venedig projektet: Peter Bonde og Jason Roades (overførslen fra Italien til Danmark og præsentationen af projektet på museet). Skrivning af artikel til museets eget katalog foruden kronik i forbindelse med museets åbning af Venedig projektets ankomst til Danmark.
Anslået forskningstid: 3 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling).
1999-2001(2):
Forberedelse og tilrettelæggelse af udstilling om amerikansk kunst, herunder udvikling af endeligt udstillingskoncept. Dette sker i samarbejde med Vibeke Petersen. Udarbejdelse af værkfortegnelse, skrivning af en eller flere artikler til udstillingskataloget samt kunstfaglig redaktion af de øvrige katalogbidrag.
Anslået forskningstid: 12 måneder, (fordelt på 8 måneder afviklet inden for normal arbejdstidsfordeling og 4 måneders frikøb).
1999-2003:
Forberedelse og tilrettelæggelse af projekter i museets projektrum. Mindre tekster i forbindelse med projekterne publiceret i museets regi samt 3-4 tidsskriftartikler og kronikker i forbindelse med projektrummet og de kunstnere, som præsenteres.
Anslået forskningstid: 12 måneder (inden for normal arbejdstidsfordeling).
Samlingsområdet Det 20. århundrede fra 1960 og frem:
Vibeke Petersen (afdelingsleder med forskningsret)
1999-2001(2):
Artikel til museets årsskrift Journal omkring Robert Smithsons værker.
Anslået forskningstid: 3 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling). Deadline februar 2000.
Forberedelse og tilrettelæggelse af udstilling om amerikansk kunst, herunder udvikling af endeligt udstillingskoncept. Dette sker i samarbejde med Marianne Øckenholt.
Anslået forskningstid: 6 mdr. (3 mdr. inden for normal arbejdstidsfordeling, 3. mdr. uden for normal arbejdstidsfordeling).
I forbindelse med varetagelsen af et eksternt lektorat på Institut for Litteraturvidenskab på overbygningen Moderne Kultur er undervisningsemnet fra efteråret 1999 til sommeren 2000 Det amerikanske rum gennem 200 år – fra landskabsrum til billedkunstrum. Skrivning af en eller flere artikler til udstillingskataloget.
Anslået forskningstid: 12 mdr. (mest uden for normal arbejdstidsfordeling).
Ph.d. projekter i KMS
1999-2000:
Lene Bøgh Rønberg: Det 17. århundredes hollandske malerkunsts betydning for dansk kunst ca. 1800-1875.
Mette Højsgaard: Dansk-franske kunstforbindelsers betydning for den internationale udvikling af konkret kunst 1945-1960.
2000-2003:
Museet er blevet tildelt fra Kulturministeriets ph.d. pulje for årene 2000-2003 et ph.d. projekt i museologi: Museet som et historisk fænomen og et samtidsfænomen. Det venter på at komme ud som opslag.
Forskningsplan for Konserveringsafdelingen
Henrik Bjerre
2000-2001:
Reflekteret indsamling af dokumentationsdata med henblik på forskning i maleteknik og bevaringstilstand af SMK’s værker i den Rumpske Samling af Henri Matisse og hans samtidige franske kolleger. Dette i samarbejde med Mette Bjarnhof. Et hovedformål hermed er udarbejdelsen af en bevaringsstrategi for malerierne, gerne i forbindelse med et internationalt samarbejde. Artikel i SMK Journal.
Anslået forskningstid: 6 måneder (inden for normal arbejdstidsfordeling).
Troels Filtenborg
2000:
Artikel til SMK Journal om Filippino Lippi’s Joakims og Annas Gensyn uden for Jerusalems Gyldne Port (KMSSp40) - omkring restaureringen og de maletekniske undersøgelser af værket. Dette i samarbejde med Ashok Roy fra National Gallery i London.
Anslået forskningstid: 2½ mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling).
2000-2001:
Maletekniske undersøgelser af maleriet Klippegrottemadonnaen (ukendt kunstner, tidlig kopi efter Leonardo da Vinci, KMSSp39) med henblik på en placering af værket i teknologihistorisk sammenhæng og dermed mere præcist i forhold til Leonardos to versioner på National Gallery i London samt Louvre. Et samarbejde vil søges etableret med Scientific Department på National Gallery samt evt. Laboratoire de Récherche på Louvre. Projektet formidles gennem en fokus-udstilling.
Anslået forskningstid: 1½ år (inden for normal arbejdstidsfordeling).
Afgangsprojekt fra Konservatorskolens 2. del:
Louise Cone
1999-2001:
Kortlægning af konserveringsbehov og hermed forbundne problemstillinger i museets moderne samling med henblik på udvikling af en management-model for konserveringspraksis for denne del af samlingen. Herunder udvikling af en analyse- og dataindsamlings-metode til brug for de enkelte værker. Projektet er integreret i det fælleseuropæiske www-baserede konserveringsprojekt INCCA, og det er tanken at den færdige model skal kunne indgå i museets elektroniske arkivsystem.
Anslået forskningstid: 2 år
Forskningsplan for Formidlingssektionen
Elisabeth Cederstrøm
1999-2000(1):
Kunstformidling for børn og unge. Formålet med forskningen er at skabe et teoretisk, videnskabeligt grundlag for Børnenes Kunstmuseum. I 1997 har forskningen resulteret i "Strategi- og handlingsplan for Børnenes Kunstmuseum" samt i en række foredrag afholdt i forskellige sammenhæng i den efterfølgende periode. Projektet skal afsluttes med en artikel i Statens Museum for Kunst Journal.
Anslået forskningstid: 2 måneder (inden for normal arbejdstidsfordeling)

