Forskning

Forskningsplan 2001-2005

Indhold:

  • Målsætninger og strategier for forskningen
  • Forskningsplan for Den Kongelige Kobberstiksamling (KKS)
  • Tilskudsfinansierede forskningsprojekter i KKS
  • Forskningsplan for Den Kongelige Maleri- og Skulptursamling (KMS) og for Den Kongelige Afstøbningssamling (KAS)
  • Ph.d. projekter i den Kgl. Maleri- og Skulptursamling
  • Forskningsplan for Konserveringsafdelingen
  • Forskningsplan for Undervisnings- og Formidlingsafdelingen

 

Målsætninger og strategier for forskningen

Statens Museum for Kunst har som det eneste museum for billedkunst, der er omfattet af lov om forskning ved arkiver, biblioteker, museer m.v., en naturlig og central rolle i den danske kunsthistoriske forskning.

Museet arbejder løbende med at styrke kvaliteten og omfanget af den kunsthistoriske forskning, men museet udfylder også en væsentlig funktion som grundlag for den kunsthistoriske forskning i Danmark og internationalt for forskningen i dansk kunst. Denne funktion kommer til udtryk ved, at museet stiller sine righoldige arkiver og biblioteker til rådighed for det danske og internationale kunsthistoriske forskningsmiljø og i øvrigt søger at understøtte den kunsthistoriske forskning gennem rådgivning og vejledning. Denne funktion styrker museet ved at forbedre adgangen til oplysninger om museets samlinger både i form af nye bestandskataloger og ved at udnytte de muligheder, som den nyeste informationsteknologi giver, samt ved at forbedre den forskningsmæssige nytte af museets store samlinger af kunsthistorisk litteratur ved at sammenlægge museets biblioteker. Den 1. februar 2001 blev der givet adgang til museets maleri- og skulptursamling og museets bibliotek på internettet.

Museet vil således komme til at spille en større rolle for den kunsthistoriske forskning, og der vil blive skabt de bedst mulige betingelser for et frodigt forskningsmiljø på museet. Resultatet vil også vise sig gennem et øget samarbejde mellem Statens Museum for Kunst og danske såvel som udenlandske forskningsmiljøer på museer, universiteter, biblioteker og fototeker samt en øget produktion og kvalitet i museets egen forskning.

I sammenhæng hermed vil museet spille en mere central rolle som central rådgiver i elektronisk formidling og anvendelse af IT til kunsthistorisk forskning. Dette skal ske i kraft af den viden, som museet har opbygget i forbindelse med etableringen af en kunstdatabase på museet.

Forskningen på Statens Museum for Kunst kendetegnes ved, at den tager udgangspunkt i museets samlinger og virksomhed eller er relevant for disse. For forskningen i dansk kunst vil det være styrende for valg af forskningsområder, at de enkelte projekter kan medvirke til at sætte dansk kunst i internationalt perspektiv og opdyrke mindre synlige, men væsentlige områder i dansk kunsthistorie.

Forskningsprojekter fører normalt til formidling i form af både udgivelser og udstillinger. Det vil sige, at forskningsprojekter udover udgivelser i form af ræsonnerede kataloger, udstillingskataloger eller artikler normalt vil føre til en udstilling, en nyophængning, en erhvervelse eller andet, der vil være synligt for publikum på museet.

Statens Museum for Kunst er omfattet af lov om forskning ved arkiver, biblioteker, museer m.v. og oprettede i 1997 et rådgivende forskningsudvalg.

Museet gennemgik i 1996 en international forskningsevaluering af museets kunsthistoriske forskning i perioden 1990-95.

Evalueringen viste, at museets forskning i perioden fra 1990-95 generelt var på et internationalt niveau. Specielt fremhævede panelet indsatsen for at formidle den ældre danske kunst til et udenlandsk publikum, katalogiseringen af museets samling af ældre mesterværker og studiet af Richard Mortensen.

Panelet anbefalede, at museet søgte at skabe en klar identitet i sit videre arbejde og at museet integrerede forskningen som en central del af sine aktiviteter. Endvidere pegede panelet på, at bemandingen på visse forskningsmæssige områder ikke var tilstrækkelig, og at der burde ske en styrkelse af museets forskningsbemanding inden for områderne: ældre udenlandsk malerkunst, skulptur, grafik og konservering af samtidskunsten.

Panelet understregede, at det var vigtigt, at museets forskningsresultater så vidt muligt også blev udgivet på engelsk, og at der blev gjort en indsats for at styrke formidlingen af Konserveringsafdelingens forskningsresultater.

Forskningsevalueringens anbefalinger kom til udtryk ved en række initiativer på forskningsområdet, samt ved at museet i sin resultatkontrakt for 1998-2001 besluttede at gøre "Statens Museum for Kunst som center for kunsthistorisk forskning" til et af de to indsatsområder.

I museets resultatkontrakt for 1998-2001 er det endvidere forudsat, at der sker en intensivering af museets forskningsindsats i den sidste del af kontraktperioden. Som et resultat af forskningsevalueringen fra 1996, hvor panelet pegede på behovet for en inspektør mere på samlingsområdet "ældre udenlandsk maleri og skulptur", blev der rettet op på denne mangel. Tidligere havde museet to inspektører inden for dette samlingsområde. Museet fik pr. 1. maj 1999 ansat en inspektør med varetagelsen af samlingsområdet fra 1300-1600. Således at den anden inspektør varetager samlingsområdet fra 1600-1800.

Museet skal i henhold til resultatkontrakten for 1998-2001 gennemføre en fornyet forskningsevaluering i 2001.

Museet ønsker i den kommende periode at styrke forskningen i museets righoldige samling af tegninger gennem oprettelse af et forskningscenter for ræsonnerede kataloger inden for tegnekunst. Da det er uden for museets egen rækkevidde at skaffe finansiering til dette, søger museet en række offentlige og private fonde om bistand.

Det er museets opfattelse, at der bør ske en væsentlig forøgelse i tempoet, hvormed tegningerne bliver undersøgt for proveniens, tilskrivning, datering m.v. Denne grundforskning i tegnekunsten er helt central for, at museet og de nationale samt internationale forskere kan bruge museets samling af tegninger aktivt i forskningen og formidlingen.

Museet forhandler i 2001 med Kulturministeriet om en ny resultatkontrakt for 2002-2005. I denne kontraktperiode håber museet, at Kulturministeriet fortsat ønsker at prioritere ressourcer til et højt forskningsniveau på Statens Museum for Kunst.

 

 

Forskningsprojekter i perioden 2001-2005

 

Forskningsplan for Den Kongelige Kobberstiksamling (KKS)

Overinspektør Chris Fischer

 

2001:

Centralitalienske tegninger i KKS. Færdiggørelse af ræsonneret og gennemillustreret katalog på engelsk over denne del af samlingen. Projektet blev i 1997 styrket gennem et halvt års forskerfrikøb. Derefter vil der sandsynligvis blive arrangeret en udstilling i tre forskellige museer i USA af udvalgte tegninger. På grundlag af det ræsonnerede katalog udarbejdes et udstillingskatalog på engelsk.

Anslået forskningstid: 6 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling).

 

2001-2004:

Venetianske tegninger i KKS. Påbegynde en udarbejdelse af ræsonneret og gennemillustreret katalog på engelsk. Et udvalg af tegningerne vil muligvis blive udstillet på museet. Derefter vil der eventuelt blive arrangeret en udstilling i tre forskellige museer i USA af udvalgte tegninger. På grundlag af det ræsonnerede katalog udarbejdes et udstillingskatalog på engelsk.

Anslået forskningstid: 36 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling).

 

Museumsinspektør, seniorforsker Jan Garff

2001-2004:

Tegninger af Rembrandts elever i KKS. Færdiggørelse af ræsonneret og gennemillustreret katalog på engelsk over denne del af samlingen. Et udvalg af tegningerne vil muligvis blive udstillet på museet. Derefter vil der eventuelt blive arrangeret en udstilling i tre forskellige museer i USA af udvalgte tegninger. På grundlag af det ræsonnerede katalog udarbejdes et udstillingskatalog på engelsk.

Anslået forskningstid: 2½ år (inden for normal arbejdstidsfordeling) og ½ års frikøb.

 

2001-2003:

Udarbejdelse af to-tre artikler om nederlandske tegninger og tryk, hovedsagelig fra det 17. århundrede.

Anslået forskningstid: 6 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling)

 

Museumsinspektør, seniorforsker Vibeke Knudsen

2001-2003:

Artikler til Statens Museum for Kunst Journal:

Med udgangspunkt i museets samling af tegninger undersøges værker af Karen Kilimnik, Elke Krystufek og Elisabeth Payton. Arbejdstitel: Når trivialkunst bliver til kunst. Artiklen sigter tillige på en eventuel udstilling i museets projektrum (x-rummet).

Anslået forskningstid: 6 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling)

Artikel om en fotoserie med titlen "Omstændigheder" af Kirsten Justesen, fra 1970'erne. Artiklen er tænkt som udgangspunkt for en mindre udstilling.

Anslået forskningstid: 6 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling).

2002-2005:

Katalogprojekt: Eventuel påbegyndelse af katalogisering af museets samling af danske og udenlandske tegninger fra perioden 1980 - ca. 2000.

 

Museumsinspektør, seniorforsker, dr.phil. Jan Würtz Frandsen

2001:

Franske tegninger fra det 19. og 20. århundrede i KKS. Færdiggørelse af ræsonneret og gennemillustreret katalog på engelsk til udgivelse i efteråret 2001. Projektet startede i 1997 med reflekteret dataindsamling og videnskabelig bearbejdelse af ca. 450 franske tegninger. Denne første fase blev styrket gennem et halvt års forskerfrikøb. Projektet indbefatter en vandreudstilling i USA af udvalgte tegninger. På grundlag af det ræsonnerede katalog udarbejdes et katalog på engelsk som ledsager den amerikanske udstilling.

Anslået forskningstid: 6 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling).

2001-2004:

Fortsatte studier i Richard Mortensen på grundlag af registreringen af Mortensen gaven i KKS og arkivet på Statens Museum for Kunst med henblik på artikler i Statens Museum for Kunst Journal.

 

 

Tilskudsfinansierede forskningsprojekter i KKS

Ph.d. Joachim Meyer

2001-2003:

Napolitanske tegninger. På baggrund af en ph.d. afhandling afsluttet i 1999, ønskes færdiggjort et ræsonneret og gennemillustreret katalog over de ca. 130 napolitanske tegninger i KKS. Projektet vil muligvis indbefatte en vandreudstilling i USA af udvalgte tegninger. På grundlag af det ræsonnerede katalog udarbejdes et katalog på engelsk som ledsager den amerikanske udstilling.

Anslået forskningstid: 6 mdr. (eksterne midler).

 

Mag.art. Jens Heinet Knudsen

2000-2001:

F.S. Bangs samling. Et led i rekonstruktionen og identifikationen af de samlinger, som indgik i KKS efter samlingens oprettelse som offentlig samling i 1830'erne. Nøje sammenhæng med følgende projekter hvis endemål er at udsondre de tegninger, som stammer fra det danske kongehus.

Anslået forskningstid: 12 mdr. (eksterne midler).

2001-2002:

Oberst Kraghs samling. Se ovenfor.

Anslået forskningstid: 12 mdr. (eksterne midler).

 

2002-2003:

Kantor Gleerups samling. Se ovenfor.

Anslået forskningstid: 10 mdr. (eksterne midler).

2003-2005:

De gamle kongelige samlinger og opsamling. KKS' historie i det 19. århundrede. Af grundlæggende betydning for fortsættelsen af de ræsonnerede kataloger.

Anslået forskningstid: 12 mdr. (eksterne midler).

 

Bachelor Claes K. Christensen

2003-2005:

Fortsatte studier i "kuffertfundet" (eksterne midler).

 

 

Forskningsplan for Den Kongelige Maleri- og Skulptursamling (KMS) og for Den Kongelige Afstøbningssamling (KAS)

Samlingsområdet Afstøbningssamlingen:

Museumsinspektør, seniorforsker, dr.phil. Jan Zahle

 

2001-2005:

Fortsat forskning indenfor området afstøbning og kopiering efter antik og senere europæisk skulptur med henblik på en eller flere artikler, evt. også et større selvstændigt arbejde. Sideløbende fortsat videnskabelig registrering af samlingen til museets 'Globus' registrant på nettet, og evt. hel eller delvis trykt publicering, hvis dette prioriteres.

 

2001-2002:

Danish Taste and the Antique. Copies of ancient sculpture in Denmark 1600-1900. Emnet er direkte inspireret af bogen Fr. Haskell & N. Penny, Taste and the Antique. The lure of Classical Sculpture 1500-1900 (Yale University Press 1981), et værk, som er 'bibelen' for viden om oplevelsen af og kopiering af antik skulptur i Italien og resten af Europa. Det nye arbejde vil dels tilføje en række væsentlige danske eksempler, som kunne og bør være med i den internationale diskurs, dels diskutere det forhold, at antikke statuer, som ud fra en æstetisk vurdering falder i anseelse omkring 1800, alligevel fortsætter som topstykker i 1800-tallets afstøbningssamlinger. Hovedvægten er dog om sten- og bronzekopier som i Haskell og Pennys bog. Eventuelt som artikel i Statens Museum for Kunst Journal.

2001-2004:

The Royal Cast Collection, Statens Museum for Kunst. The history of plaster cast collecting in Denmark 1600-2000. Indsamle og bearbejde alle kilder til Den Kgl. Afstøbningssamling og dens forudsætninger, herunder Kunstakademiets, Museets for Skulptur- og Kunstflids og de danske provinsmuseers afstøbningssamlinger (idegrundlag, erhvervelses- og opstillingsstrategi, anvendelser, formidling, etc.). Formålet er at placere afstøbningssamlingen som særlig museumstype i såvel nordisk som især i international kontekst og diskutere baggrunden for dens op- og nedture. Resultaterne kan offentliggøres i en eller flere artikler eller i en bog, evt. i både en dansk og en engelsk udgave.

2004:

Et udstillingsprojektet om Kunstakademiets samling af afstøbninger, herunder del-rekonstruktion af Antiksalen på Charlottenborg i forbindelse med Akademiets 250-års jubilæum. Projektet skal ses i sammenhæng med ovenstående forskning. Udstillingen, som endnu ikke er nærmere planlagt, skal laves i samarbejde med projektgruppe på Akademiet og i dettes regi.

 

Samlingsområdet Ældre udenlandsk fra 1300 til 1600:

Museumsinspektør Hanne Kolind Poulsen

2001 - 1. maj 2002:

Fortsat forskning inden for det tyske område med henblik på museets værker af kunstneren Lucas Cranach den ældre. Endnu en artikel om Cranach til Statens Museum for Kunst Journal, som sammen med en allerede publiceret artikel i museets Journal, skal udgøre det forskningsmæssige grundlag for en udstilling om Lucas Cranach.

Et udstillingsprojekt omkring Lucas Cranach den ældre i 2002. Forberedelse og tilrettelæggelse af udstillingen vil indebære udarbejdelse af koncept, udarbejdelse af værkfortegnelse, skrivning af en eller flere artikler til udstillingskataloget samt kunstfaglig redaktion af de øvrige katalogbidrag. Endvidere udarbejdelse af vægtekster til udstillingen.

Anslået forskningstid: 9 md. (inden for normal arbejdstidsfordeling).

 

Samlingsområdet Ældre udenlandsk fra 1600 til 1800:

Museumsinspektør, seniorforsker Olaf Koester

2001-2002:

Forskning i hollandsk stillebenmaleri fra det 17. århundrede med henblik på udarbejdelse af 2 artikler, heraf en om et af museets måltidsstykker fra anden fjerdedel af det 17. århundrede og en række arbejder, som kan henføres til samme kunstner.

Anslået forskningstid: 8 måneder (inden for normal arbejdstidsfordeling).

2002-2003:

Studier i den Ældre udenlandske samlings nyerhvervelser 1985-98 med henblik på udarbejdelse af 2 artikler, hvori nogle nyerhvervelser behandles og publiceres.

Anslået forskningstid: 10 måneder (inden for normal arbejdstidsfordeling).

Artiklernes forskning vil afspejle sig i præsentationen af samlingsområdet.

 

Samlingsområdet Ældre dansk fra slutningen af 1700 til 1850:

Museumsinspektør, seniorforsker, dr.phil. Kasper Monrad

2001-2004:

Et udstillingsprojekt omkring Turner og Constable i 2004. Forberedelse og tilrettelæggelse af udstillingen vil indebære udarbejdelse af koncept, udarbejdelse af værkfortegnelse, skrivning af en eller flere artikler til udstillingskataloget samt kunstfaglig redaktion af de øvrige katalogbidrag.

Anslået forskningstid: 1 1/2 år (inden for normal arbejdtidsfordeling).

 

Orlov fra museet 1. september 2001 - 31. august 2002 med henblik på forskningsstipendium ved Danmarks Humanistiske Forskningscenter (som led i ovennævnte forskningsprojekt).

 

Samlingsområdet Ældre dansk fra 1850 til 1900:

Museumsinspektør, ph.d. Peter Nørgaard Larsen

2001-2003:

Et udstillingsprojekt omkring L.A. Ring i 2003. Forberedelse og tilrettelæggelse af udstillingen vil indebære udarbejdelse af koncept, udarbejdelse af værkfortegnelse, skrivning af en eller flere artikler til udstillingskataloget samt kunstfaglig redaktion af de øvrige katalogbidrag.

Anslået forskningstid: 1 1/2 år (inden for normal arbejdstidsfordeling) + behov for et 1/2 års frikøb.

 

Samlingsområdet Det 20. århundrede fra 1900 til 1960:

Museumsinspektør Dorthe Aagesen

2001-2002:

Fortsat forskning inden for den tidlige modernisme med henblik på endnu en artikel om emnet til Statens Museum for Kunst Journal. Artiklen skal udgøre en del af det forskningsmæssige grundlag for nedennævnte udstilling.

Et udstillingsprojekt om Europæisk avantgarde 1909-19 i 2002. Forberedelse og tilrettelæggelse af udstillingen vil indebære udarbejdelse af koncept, udarbejdelse af værkfortegnelse, skrivning af en eller flere artikler til udstillingskataloget samt kunstfaglig redaktion af de øvrige katalogbidrag.

Anslået forskningstid: 1 1/2 år (inden for normal arbejdstidsfordeling).

 

Samlingsområdet Det 20. århundrede fra 1960 og frem:

Museumsinspektør Marianne Torp

2001-2003:

Fortsat forskning inden for den unge samtidskunst med henblik på 3-4 artikler til Statens Museum for Kunst Journal, der skal udgøre en del af det forskningsmæssige grundlag for at afsøge den unge samtidskunsts position i et dansk og internationalt perspektiv. De nedennævnte udstillinger skal også ses i denne sammenhæng.

Udstillingsprojekter inden for den unge samtidskunst i x-rummet (i alt seks projekter) i 2001, 2002 og 2003. Forberedelse og tilrettelæggelse af projekterne. Dette er i tæt samarbejde med de kunstnere, som er blevet udvalgt af museet. I forbindelse med det enkelte udstillingsprojekt skrives der til hver gang en tekst til museets række af mindre kunstbøger, som blandt andet udkommer i forbindelse med disse udstillingsprojekter.

Anslået forskningstid: 18 måneder (inden for normal arbejdstidsfordeling).

 

Overinspektør Vibeke Petersen

Sidder i denne stilling til den 14. august 2001, fra den 15. august 2001 i en stilling som museumsinspektør (specialkonsulent) i fagområdet Museologi.

2001-2005:

Der er endnu ikke fastlagt en forskningsplan for emneområdet museologi, men der vil blive skrevet flere artikler inden for området.

 

2001-2002:

Artikel til Statens Museum for Kunst Journal omkring Robert Smithsons værker. Anslået forskningstid: 3 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling).

2002-2003:

Et udstillingsprojekt omkring Gerhard Richters Atlas serie er planlagt til at foregå i 2003. Forberedelse og tilrettelæggelse af udstillingen. I forbindelse med udstillingsprojektet skrives der en tekst eventuelt til publicering i museets række af mindre kunstbøger, som i den forbindelse vil præsentere udstillingsprojektet.

Anslået forskningstid: 6 mdr. (inden for normal arbejdstidsfordeling).

2001-2004

Forelæsninger i fagområdet Museologi på overbygningen Moderne Kultur og Kulturformidling, Institut for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet.

 

Ph.d. projekter i den Kgl. Maleri- og Skulptursamling

2001:

Lene Bøgh Rønberg: Det 17. århundredes hollandske malerkunsts betydning for dansk kunst ca. 1800-1875. Afleveres i slutningen af september 2001.

2001 - 2003:

Britta Tønborg: Museet som et historisk fænomen og et samtidsfænomen.

 

 

Forskningsplan for Konserveringsafdelingen

Henrik Bjerre

2001-2002:

Reflekteret indsamling af dokumentationsdata med henblik på forskning i maleteknik og bevaringstilstand af museets værker i den Rumpske Samling af Henri Matisse og hans samtidige franske kolleger. Dette i samarbejde med Mette Bjarnhof. Et hovedformål hermed er udarbejdelsen af en bevaringsstrategi for malerierne, gerne i forbindelse med et internationalt samarbejde. Artikel i Statens Museum for Kunst Journal.

Anslået forskningstid: 6 måneder (inden for normal arbejdstidsfordeling).

 

Troels Filtenborg

2001-2002:

Undersøgelse af muligheden for at forudsige dimensionsændringer ved befugtning af malerilærreder. Der fokuseres særlig på lærreder fra ca. 1850 til 1900, da malerier fra denne periode ofte udviser iøjnefaldende krympninger ved fugtpåvirkning. Forskningsprojektet sker i samarbejde med Konservatorskolen. En artikel ventes publiceret i ICOM-regi i 2002.

2003-2005:

Maletekniske undersøgelser af maleriet Klippegrottemadonnaen (ukendt kunstner, tidlig kopi efter Leonardo da Vinci, KMSSp39) med henblik på en placering af værket i teknologihistorisk sammenhæng og dermed mere præcist i forhold til Leonardos to versioner på National Gallery i London samt Louvre. Et samarbejde vil søges etableret med Scientific Department på National Gallery samt evt. Laboratoire de Récherche på Louvre. Projektet formidles gennem en fokus-udstilling.

Anslået forskningstid: 1½ år (inden for normal arbejdstidsfordeling).

 

Afgangsprojekt fra Konservatorskolens 2. del:

Louise Cone

2001:

Kortlægning af konserveringsbehov og hermed forbundne problemstillinger i museets moderne samling med henblik på udvikling af en management-model for konserveringspraksis for denne del af samlingen. Herunder udvikling af en analyse- og dataindsamlings-metode til brug for de enkelte værker. Projektet er integreret i det fælleseuropæiske www-baserede konserveringsprojekt INCCA, og det er tanken at den færdige model skal kunne indgå i museets elektroniske arkivsystem. Det toårige forskningsprojekt forventes afsluttet i 2001.

 

 

Forskningsplan for Undervisnings- og Formidlingsafdelingen

Elisabeth Cederstrøm

2001:

Kunstformidling for børn og unge. Formålet med forskningen er at skabe et teoretisk, videnskabeligt grundlag for Børnenes Kunstmuseum. I 1997 har forskningen resulteret i "Strategi- og handlingsplan for Børnenes Kunstmuseum" samt i en række foredrag afholdt i forskellige sammenhæng i den efterfølgende periode. Projektet skal afsluttes med en artikel i Statens Museum for Kunst Journal.

Anslået forskningstid: 2 måneder (inden for normal arbejdstidsfordeling).

Tilbage til oversigten over forskningsplaner

Senest opdateret: 14.jun.2013
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo