Highlights

Albrecht Dürer (1471-1528), Bortførelse på en enhjørning, 1516

Albrecht Dürer (1471-1528), Bortførelse på en enhjørning, 1516. 393x230 mm. kksgb7076
Download billedet i høj opløsning | Public Domain

Hvad den dybere mening med den her afbildede jernætsning kan være, er det trods megen flid og lærdom vistnok endnu ikke lykkedes nogen at finde en helt tilfredsstillende forklaring på. Man har forgæves ledt efter et litterært forbillede i de klassiske myter og tyske sagn.

Billedets uløselige billedgåde
En ridende nøgen mand med vildtvoksende hår og skæg og en udtalt fysiognomisk lighed med Dürer selv griber her en ligeledes nøgen, højbarmet kvinde og bortfører hende på et hornet, hestelignende fabeldyr, velsagtens en af disse enhjørninger, som mange har hørt om, men ingen nogen sinde set.

En skjult henvisning til noget privat? En selvopfunden anekdote? I hvert fald indtil nu en rebus, en uløselig billedgåde, der udfordrer tankevirksomhed og fantasi og tvinger beskueren til at se og ikke bare konstatere.

Tryk af seks jernætsninger
Fra Dürers hånd kendes kun seks jernætsninger. Kobberstiksamlingen ejer tryk af dem alle, tilmed af usædvanlig høj kvalitet – før rustpletter! Normalt benytter grafikeren en plade af kobber eller zink til sine raderinger, men Dürer valgte at eksperimentere med nogle af jern.

Hver gang han tog et tryk, mødtes den indsværtede plade med et stykke let fugtet papir. Efterhånden dannedes der rustpletter, der kunne aflæses som skygger på papiret. For en kunstner af Dürers perfektionistiske støbning var det sikkert tilstrækkelig grund til, at han igen helt helligede sig arbejdet med træsnit og kobberstik.

Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo