Amedeo Modigliani (1884-1920), Alice, ca. 1918

Amadeo Modigliani (1884-1920), Alice, ca. 1918. KMSr145
Download billedet i høj opløsning | CC BY
Modigliani beskæftigede sig næsten udelukkende med at gengive den menneskelige figur og er især kendt for sine portrætter.
Da han malede dette billede, var hans karakteristiske figurstil fuldt formuleret. Pigen er portrætteret strengt frontalt og arrangeret i fladen med en geometrisk orden, der giver ro og harmoni.
Inspiration fra afrikanske masker og middelalderlig kunst
Afrikanske masker og middelalderlig kunst var vigtige kilder til inspiration for Modiglianis maleri. På det grundlag udviklede han et billedsprog af forenklede og langstrakte former, der her understreges af billedets høje smalle format.
Modiglianis bohemetilværelse
Modigliani flyttede fra Italien til Paris i 1906 og etablerede sig i 1908-09 på Montparnasse, hvor han blev del af internationale kunstnermiljø. Hans excentriske livsførelse og tidlige død har bidraget væsentligt til myten om bohemelivet blandt kunstnerne i Paris i 1900-tallets første årtier.



