Highlights

Annika von Hausswolff (1967-), Mindet om min mors undertøj forvandlet til et flammesikkert forhæng, 2003

© Annika von Hausswolff (1967-), Mindet om min mors undertøj forvandlet til et flammesikkert forhæng, 2003.

Den svenske billedkunstner Annika von Hausswolff har markeret sig internationalt med værker, der formulerer et nyt felt for fotografiet. Både indholdsmæssigt og i form af en original kombination af foto med objekter og rumlige elementer.

Objektets drømme, erindringer og betydninger
I disse værker peger Annika von Hausswolff på, at ganske elementære eller dagligdags ting kan indeholde drømme, erindringer og betydninger, som rækker langt ud over selve objektet. Hun vil gerne have os til at opdage, at det ganske nære og uanselige rummer muligheder for nye erkendelser, og at vi kan udvide vores erfaring gennem en forstærket oplevelse af den verden, vi befinder os i.

Uvirkelige dagligdags objekter

I Annika von Hausswolffs store og ultraskarpe fotografier fremstår en ganske almindelig radiator, en knaldrød persienne eller en sammenfejet bunke af nullermænd, døde fluer og cigaretskod med en uvant monumentalitet og klarhed. De dagligdags objekter forekommer, paradoksalt nok, pludselig uvirkelige. Som tilhører de en anden verden.

En barndomserindring

Værket Mindet om min mors undertøj forvandlet til et flammesikkert forhæng er et stort, laksefarvet gardin, der hænger på væggen. Det refererer til hendes barndomserindring om, hvordan hun gik på opdagelse i sin mors undertøjsskuffe, og til fornemmelsen af det hudfarvede kunststof. Følelsen af stoffet som symbolsk repræsentant for morens krop er et vigtigt led i aflæsningen af værket.

Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo