Highlights

Carl Bloch (1834-90), Samson hos filistrene, 1863

Carl Bloch (1834-90), Samson hos filistrene, 1863. 245,5x184 cm. kms830
Download billedet i høj opløsning | Public Domain

Med Samson hos filistrene, malet i Rom 1863, trådte Bloch for alvor ind på den danske kunstscene.

Med sin virtuose teknik og fortællende greb som motivafskæring, beskuerinddragelse og handlingskoncentration bragte han dansk kunst på omgangshøjde med de samtidige europæiske historiemaleri.

De teatralske effekter
Kunsthistorien har bebrejdet Bloch den udprægede brug af teatralske effekter. Men set i et videre perspektiv er det påfaldende, hvordan han med den aggressive beskuerinddragelse og kulisseautenticiteten peger frem mod filmæstetikken, hvor netop arbejdet med realitetseffekter er et grundliggende element.

Tænk bare på Hollywood-studierne og D.W. Griffiths (1875-1948) historiske udstyrsstykker, stumfilmenes teatralske mimik og gestik og brugen af closeup for at fjerne de distancerende filtre mellem beskuer og objekt.

Mytologisk, religiøst og historisk indhold
Efter Samson fulgte flere tilsvarende billeder med mytologisk, religiøst og historisk indhold. Værker, som bragte Bloch stor anerkendelse og et ry i samtiden som Danmarks største maler. Blochs hovedværk er de 23 malerier med motiver fra Ny Testamente, som brygger J.C. Jacobsen (1811-1887) bestilte i 1865 til udsmykning af Christian 4.s (1577-1648) bedestol i Frederiksborg Slotskirke.

Vil du vide mere? Læs historien Forførende historiemaleri, der er en del af Kunsthistorier - online.

Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo