Highlights

Carl Frederik Stanley (ca. 1738-1813), Amor patriae. Allegori på kærlighed til fædrelandet, 1777

Carl Frederik Stanley (ca. 1738-1813), Amor patriae. Allegori på kærlighed til fædrelandet, 1777. 112,5x45,7x39 cm. kms6017
Download billedet i høj opløsning | Public Domain

I 1776 indførte Christian 7. loven om indfødsret, og offentlige embeder blev herefter almindeligvis forbeholdt personer, som var født i Danmark.

C.F. Stanley beklædte fra det følgende år et professorat ved Kunstakademiet. Loven var et udslag af en gryende bevidsthed om national identitet og historie, og det samme var Stanleys skulptur, som blev til samme år, som han selv fik indfødsret.

Fædrelandskærlighed
Titlen kan oversættes som Fædrelandskærlighed. Dermed ligger den tæt op ad kongens valgsprog, Ære ud af fædrelandskærlighed, og den anskueliggør i symbolsk sprog æren som resultat af fædrelandskærlige bedrifter.

Figuren står ved sit harnisk, skjold, sværd og bue, og træder bogstavelig talt et andet sværd under fode. For sine antydede bedrifter er den forsynet med to laurbærkranse, symbolet på hæder.

En fædrelandskærlig idealborger
Figuren kan dog både udlægges som et symbol på fædrelandet og som en fædrelandskærlig idealborger. Stanley havde været i Rom i 1760’-erne, hvor man diskuterede toneangivende ideer om sammenhængen mellem dels det ideelle legeme, dels det omgivende samfunds ideelle indretning. At dømme efter figurens klassiske positur, heroiske muskulatur og tilstræbte ideelle proportioner, må den sene enevælde have fremelsket en ny idealundersåt.

Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo