Highlights

Ditlev Blunck (1798-1854), Barndommen, 1840-45

Ditlev Blunck (1798-1854), Barndommen, 1840-45.

Ditlev Blunck tilhører den gruppe af guldaldermalere, som orienterede sig mod det samtidige tyske, romantiske maleri. Han var fra Slesvig-Holsten og befandt sig så at sige på forhånd i grænselandet mellem Danmark og de tyske områder.

Romantisk inspiration
Barndommen er formentlig blevet til under inspiration af romantiske værker, som Blunck havde set i Dresden. Billedet indgik i en serie på fire symbolske fremstillinger af livsaldrene, hvor båden som et genkommende motiv fortæller om livet som en sejlads fra vugge til grav over skiftende farvande.

Da billedet udstilledes i 1845, udlagde kunstneren det selv:

[Moderen] bærer [barnet] paa sine Arme, og sorgfrit flyder det hen over Livsbækken, der sagte glider frem gennem blomstrende Enge. Den gode som den onde Aand ligge endnu begge i dyb Søvn. Uudviklet er Psyche, som Sommerfuglen i Puppen. Seilene ere sammenrullede ved Masten, uudfoldede, som Fremtiden foran Barnet, som Tankeverdenen i det. Dets Verden er lille.”

Et symbolsk maleri
Symbolikken forplanter sig til alle motivets dele: Fra mælkebøtternes frø – kimen til senere blomster – til forårsskovens spædt grønne farver og morgensolens stråler, som spreder disen blandt træstammerne i baggrunden. Den vidtforgrenede symbolik bæres frem af malestilens pertentlige redegørelse for detaljer – eksempelvis ornamentet langs bådens ræling og sommerfuglepuppen, som sidder på stævnen.

Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo