Highlights

Domenico Gargiulo kaldet Micco Spadero (1609/10-75), Rebekka og Eliezer ved brønden

Domenico Gargiulo kaldet Micco Spadero (1609/10-75), Rebekka og Eliezer ved brønden, 1627-1679. 135x157 cm. kmssp119.
Download billedet i høj opløsning | CC BY

Italiensk billedkunst har altid bevæget sig i spændingsfeltet mellem det ekspressive og det klassiske. Det ses tydeligst i Napoli, hvor Giuseppe Ribera (1588-1656) repræsenterer det ekspressive, og Domenico Gargiulo er eksponent for den klassicerende retning med referencer tilbage til antikken.

Karakteristika for Gargiulo

Figurernes statuariske ro, den klare opbygning med betoning af de vandrette og lodrette linjer og den afmålte farveholdning er karakteristiske for Gargiulo, hvis kunder synes at have yndet netop dette motiv. Vi kender fem forskellige versioner.

Historien bag motivet
I Første Mosebog fortælles, at Abraham sendte sin træl Eliezer til sit eget land for at finde en brud til sin eneste søn Isak. Hen under aften ventede Eliezer ved brønden uden for Nahor og besluttede sig til at fri til den kvinde, der både gav ham og hans kameler vand. Da kom Rebekka ud af byen med krukken på skulderen. Han bad hende om vand, og da hun havde opfyldt hans ønske, øsede hun vand op til hans kameler. Nu vidste Eliezer, at hun var den rette brud for Isak, han forærede hende smykker, og efter forhandlinger med hendes slægtninge tog han hende med til Isak som brud.

Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo