Highlights

Federico Barocci (ca. 1553-1612), Portræt af en ung dame, ca. 1600

Federico Barocci (ca. 1535-1612), Portræt af en ung dame, ca. 1600. kmssp44
Download billedet i høj opløsning | CC BY

Den aristokratiske kvindefigur står lysende sval på en mørk baggrund, hendes drejning tiltager opadtil, og hun ser ned på beskueren, hvis blik begynder ved de elegant sammenflettede hænder og ledes op langs armene imod hendes udtryksfulde øjne.

Maleriets komposition

Den hvide silkekjole skinner som perlemor. Guldhalskæden gentager armenes oval, understreger barmens kurver og glider om bag den blødt krusede, halvt gennemsigtige, pibekrave, der omgiver ansigtet som løvet omkring en dugfrisk blomsterknop. Ansigtsudtrykket er forbavsende levende, drømmende, æterisk og dog nærværende. Der er et strejf af sørgmodighed i hendes smil.

Den sørgmodige effekt

Den effekt har Barocci opnået ved at sløre omridsene, øjenkrogene og mundvigene med bløde farver, der lader den ene form smelte over i den anden. Røntgenoptagelser viser, at Barocci arbejdede meget bevidst bort fra et oprindeligt mere veldefineret og statisk ansigt frem imod det foranderligt udefinerbare udtryk, som vi nu ser.

Vi ved ikke, hvem portrættet forestiller. Det dateres af stilistiske grunde til omkring 1600.

Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo