Highlights

Fernand Léger (1881-1955), Kvinde med vase, 1924

© Fernand Léger (1881-1955), Kvinde med vase, 1924.

En kvinde med en rød vase i armene er gengivet strengt frontalt og med en lineær præcision, der giver billedet et klassisk og monumentalt præg.

Ansigtet er tomt, kroppen er stiv og brudt op i dele. Kvindens kjole har form som en stabil dorisk søjle. Paletten er enkel og alene sammensat af blå, rød, hvid og sort på en lysegrå baggrund.

Værkets universelle karakter

Forenklingen af former og farver giver billedet en universel karakter. Kvinden er en slags idealfigur, der er renset for specifikke træk og hævet over tid og sted.

Nyklassicistisk tendens i Paris

Efter første verdenskrig skyllede en nyklassicistisk tendens ind over Pariserscenen. Oven på krigens traumer søgte mange kunstnere, herunder også Pablo Picasso og Henri Laurens, tilbage til klassiske stiltræk som et visionært billede på en ny tid af sammenhæng, orden og social harmoni.

Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo