Highlights

Hein Heinsen (1935-), Rød sinuskurve, 1967 (rekonstrueret i 1992)

Hein Heinsen (1935-), Rød sinuskurve, 1967 (rekonstrueret 1992).

© Hein Heinsen (1935-), Rød sinuskurve, 1967 (rekonstrueret 1992).

I Heinsens Rød sinuskurve krydser rækker af rødlakerede metalbånd hinanden, idet deres bugtninger gentager sinuskurvens matematisk-geometriske strenghed. Ved at anvende et industrielt fremstillet og efterfølgende sprøjtemalet materiale og lade formen bestemmes af den videnskabeligt definerede figurs kurvatur flytter Heinsen opmærksomheden fra kunstneren som “skaber” i traditionel forstand. Det synes nu at være nogle ydre faktorer, og ikke kunstnerens subjektivitet eller indre, som bestemmer værkets udformning.

Skulpturen uden indhold
Skulpturen skjuler ingenting, men er, hvad den er. Den anskueliggør både sin inderside og yderside og indkapsler hverken masse, indhold eller betydning. I forhold til den klassiske skulptur, med dens sluttede omrids og klump og dens henvisning til en betydningssammenhæng uden for sig selv, så har Heinsens skulptur intet indhold, og den kunne i princippet fortsætte i det uendelige.

Den danske skulpturs udvikling
Den åbne, uafsluttede karakter er præcis det, som interesserer Hein Heinsen. I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne sker der et vigtigt orienteringsskift i dansk skulptur. Mens de danske billedhuggere i de foregående tiår havde vendt blikket mod den franske kunsts æstetik, så orienterer yngre billedhuggere som blandt andre Hein Heinsen sig nu mod den samtidige amerikanske minimalisme.

Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo