Highlights

Hendrick ter Brugghen (1588-1629), Kristi tornekroning, 1620

Hendrick ter Brugghen (1588-1629), Kristi tornekroning, 1620. 207x240 cm. kmssp365.
Download billedet i høj opløsning
| Public Domain

Kristus sidder med bøjet hoved stille lidende i forgården til Pilatus’ palads, omringet af soldater, der slår og vrænger ad ham.

Fortællingen beretter om en af de pinsler, Kristus blev udsat for, den lange fredag, som endte med døden på korset. Hånende er han blevet kaldt jødernes konge, og nu har hans plageånder kronet ham med en krans af torne og iført ham en kappe, der med sin skarlagensrøde farve skal give ham kongestatus.

En af soldaterne knæler ned foran ham i foregivet ydmyghed og rækker ham en pind som scepter.

Utrechtcaravaggisterne

Hendrick Ter Brugghen tilbragte sine formative år i Rom, hvor maleren Caravaggio (1571-1610) blev den afgørende impuls. Hjemme igen blev Ter Brugghen primus motor for en ny skole, Utrechtcaravaggisterne, hvis kendemærke var en påtrængende naturalisme kombineret med en kontrastfuld malemåde, der går under betegnelsen clair-obscur (lys-mørke).

Den nordeuropæiske tradition

Ter Brugghens maleri har dog ikke sluppet den nordeuropæiske tradition fuldstændigt. Soldaternes vrængeansigter og det lidt kantede kropssprog har aner tilbage i det sengotiske altertavlemaleri og grafikkens passionsserier, som for eksempel Albrecht Dürers (1471-1528).

Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo