Highlights

Jens Søndergaard (1895-1957), Hav. Storm, 1954

© Jens Søndergaard (1895-1957), Hav. Storm, 1954.

Thy og Vesterhavet er synonymer med Jens Søndergaards kunst. I Hav. Storm fra 1954 går havet til angreb på horisonten, og stormen pisker havet til skum. Fire rygvendte mænd står på en skrænt og skuer ud over det oprørte hav. Deres fodfæste er usikkert. Personerne står konkret og billedligt på afgrundens rand. Der er noget dragende og truende på spil. Maleriet er et eksempel på Søndergaards evne til at vise, at mennesket er fascineret af og underlagt naturens stærke kræfter.

Nye æstetiske normer

Søndergaard var med til at indføre nye æstetiske normer i dansk kunst med sin frie og uakademiske malestil og farvebrug. Motivet måtte opleves. Der var tale om direkte sansning i naturen for at opnå intensitet og kraft. Søndergaard udtalte selv, at hvis et kunstværk ikke var følt, så var det tomt og kedeligt. Denne indlevelse gjorde, at han af kunsthistorikeren Leo Swane blev udråbt til at være for dansk landskabskunst, hvad Edvard Munch (1863-1944) var for den norske.

Mørkemalerne
Søndergaard hører til den gruppe af kunstnere, der gennem 1920’erne og frem beskrives som mørkemalerne en række ekspressionistiske malere, hvis farvebrug er nedtonet og til tider mørk sammenlignet med fauvisterne. De tog afstand fra tidens papegøjefarver. Som Erik Hoppe (1897-1968) og Niels Lergaard (1893-1982) malede Jens Søndergaard det virkelighedsnære med ønsket om, at stof og ekspressivitet, farve og følelse skulle smelte sammen.

Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo