Highlights

Lene Adler-Petersen (1944-) og Bjørn Nørgaard (1947-), Blad fra serien Den kvindelige Kristus, 1969

© Lene Adler Petersen (1944-) og Bjørn Nørgaard (1947-), Blad fra serien Den kvindelige Kristus, 1969.

Den stadige overskridelse af kunstens grænser i aktioner, happenings og performances i 1960’erne betyder, at væsentlige dele af tidens kunst alene findes i kraft af den filmede eller fotografiske registrering af begivenheden.

Politisk aktion
Billedet af Den kvindelige Kristus stammer fra Lene Adler Petersens og Bjørn Nørgaards berømte politiske aktion, hvor Lene Adler Petersen den 29.maj 1969 kl. 15.30 vandrede gennem Københavns Børs, nøgen og bærende på et kors. Det viser slutningen af forløbet, hvor kvinden tager de sidste skridt ud af billedet med korset sænket i venstre hånd.

Korset som kristent symbol
Med det kristne symbol henviste aktionen til Bibelens fortælling om Jesus, der uddrev kræmmerne fra templet, men omfortolkede historien som en kritik af den samtidige virkelighed. Som et radikalt anarkistisk modstykke til den herskende kapitalistiske og patriarkalske kultur, det vil sige en verden fikseret på materielle værdier og økonomisk magt, fremstillede den nøgne kvinde med korset det erotiske og det hellige.

Et moderne ikon
Aktionen havde stor gennemslagskraft, og billedet er blevet et moderne ikon, ikke mindst fordi det cirkulerede i den trykte presse, og offsettrykket synes i sig selv, som den massereproduktionsteknik, det er, at henvise til en moderne mediebåret virkelighed.

Vil du vide mere? Læs historierne Kunstnerhustruer, Aktion og action - i 1960'erne og 1970'erne og Køn og film - omkring Den kvindelige Kristus, der alle er en del af Kunsthistorier - online.

Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo