Highlights

Melchior Lorck (1526/27-88), Ti kvinder fra Stralsund, 1571/73

Melchior Lorck (1526/27-88), Ti kvinder fra Stralsund, 1571/73. 222x313 mm. kks1966-13
Download billedet i høj opløsning | Public Domain

Ti kvinder fra Stralsund hører til en gruppe tegninger, der sandsynligvis blev udført som forlæg for træsnit til en planlagt publikation om dragtens historie.

Ti kvinder står på række og fremviser en klædedragt fra 1500-tallet. Via kvindernes opstilling får Melchior Lorck vist klædedragternes karakteristika fra alle sider og samtidig skabt en fin rytmik i kompositionen.

Tegningens historie
Tegningen er udført med en præcis streg med pen og brunt blæk. Den blev udstillet i Den Kongelige Kobberstiksamling i 1962, som derefter erhvervede den fra den engelske Evelyn Collection.

Kunstneren Lorck

Lorck er den første danskfødte kunstner, hvis kunstneriske produktion er omfattende dokumenteret. Hans forbindelser til Christian 3. (1503-1559) og Ferdinand 1. (1503-1564) førte ham vidt omkring i verden. Lorck dokumenterede sine iagttagelser på papir. Hans motivverden spændte vidt og omfattede byprospekter, arkitektur, hverdagsliv, dragtstudier, våben, redskaber og portrætter.

Påvirkning fra Cranach og Dürer
Tegningerne blev senere omsat til træsnit og kobberstik og udgivet i bogværker. Fra hans ungdomstid og studierejser er der bevaret tegninger, kobberstik og træsnit, som viser påvirkning fra Lucas Cranach (1472-1553) og Albrecht Dürer (1471-1528).

Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo