Highlights

Michael Kvium (1955-) og Christian Lemmerz (1959-), Blad fra tegneserien Performance, 1986

© Michael Kvium (1954-) og Christian Lemmerz (1959-), Blad fra tegneserien Performance, 1986.

Det er en ejendommelig tegneserie, Kvium og Lemmerz har begået. Den er vanskelig at genfortælle, men man kan med sikkerhed sige, at den handler om en mand, en kvinde, en dreng og et spædbarn – og videre om sex, vold, fødsel, død, genopstandelse og den endelige forsvinden.

Totalbilleder og close-ups
Som i enhver tegneserie veksler totalbilleder med close-ups, men der er ingen ord, kun sort/hvide billeder. I løbet af historien sker der en hel del: Manden drukner i sit eget pis, kvinden har oralsex med den døde, hun bliver gravid og føder med drengen som hjælper.

Den gengivne tegnings motiv
I den her gengivne tegning, hvor alle undtagelsesvis er med på samme billede, vågner manden op, og drengen har mistet sit hoved, som manden spiller bold med. Kvinden ligger stadig med spredte ben, mens den nyfødte, forbundet med en blinkende navlestreng, ser på. Til slut i historien dolker den hovedløse dreng manden i ryggen og forvandles til krystaller og en bunke støv. En mus kravler ud af mandens mund, i panik flygter kvinden op på en stol, men smadrer i farten barnets hoved på stolekanten. Hvorefter hun springer ud af vinduet. Tilbage er et rum med en død mand, en bunke støv på gulvet og krystaller, der flyver rundt i luften.

Alt i alt synes håbet udelukket i denne performance, der celebrerer tidens afmontering af enhver form for utopisk tænkning.

Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo