Highlights

Niels Hansen Jacobsen (1861-1941), Døden og moderen, 1892

Niels Hansen Jacobsen (1861-1941), Døden og moderen, 1892. 152x183x108 cm. kms5387
Download billedet i høj opløsning | Public Domain

I en dynamisk bevægelse skræver Døden hen over moderen, der kryber sammen på jorden. Hendes døde barn er halvt skjult under den flagrende kappe.

H.C. Andersens (1805-1875) fortælling Historien om en Moder var det litterære forlæg for Hansen Jacobsens skulptur:

"Og hun bøiede sit Hoved ned i sit Skjød. Og Døden gik med hendes Barn ind i det ubekjendte Land."

Motivet med den skeletterede høstmand
Kunstnerisk fandt Hansen Jacobsen den primære inspiration i periodens malerkunst, hvor motivet med den skeletterede høstmand findes i flere variationer, blandt andet hos den franske maler Jean-François Millet (1814-1875) og den danske maler L.A. Ring (1854-1933. Aften. Den gamle kone og Døden, 1887, Statens Museum for Kunst).

Brud med naturalismen
Som samlet udtryk betegner værket et brud med den naturalisme, der var Hansen Jacobsens afsæt, og med sin ekspressivitet og tydelige symbolik peger den frem mod den frodige fantasiudfoldelse, som kendetegner de følgende års skulpturer.

Foruden denne originale gipsmodel findes skulpturen i to bronzestøbninger. Den ene står meget passende på Sankt Petri Kirkegård i København, den anden ikke mindre passende ved Vejen Kunstmuseum, der huser hans livsværk.

Vil du vide mere? Læs historierne Eksistensens alvor og Døden og moderen - en historie om gips, der begge er en del af Kunsthistorier - online. Du kan også læse mere om kunstneren Niels Hansen Jacobsen.

Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo