Highlights

Nils Erik Gjerdevik (1962-), Uden titel, 1998

© Nils Erik Gjerdevik (1962-), Uden titel, 1998.

Nils Erik Gjerdevik har konsekvent arbejdet sig ind i problematikkerne omkring et nutidigt maleri og dets visuelle og idemæssige vilkår. Han er yderst bevidst om de historiske og traditionsmæssige forudsætninger for sit værk og har været inspireret af forskellige kunstneriske retninger fra 1960’erne frem til i dag. Han har især været optaget af op-art og  dansk maleri i 1960’erne og 70’erne.

Organisation af billedfladen
Som det er tilfældet her, har han interesseret sig for den systematiske, formalistiske organisation af billedfladen i for eksempel striber. Men hos Gjerdevik er der altid en lille forskydning, der forkludrer systemet og forhindrer dets logik. Her er ujævnheden en organisk dråbeform, der tilsyneladende loyalt gentager striberne, men som alligevel ved en minimal forandring sætter hele systematikken over styr.

Systemet som illusion
Det todimensionale og geometriske bliver pludselig rumligt og sært organisk, og rationalitetens flipside viser sig at være det kaotiske og frit fabulerende. Det nøje kalkulerede system viser sig – med andre ord – at være en illusion. I stedet åbner Gjerdevik feltet mod os. Der er ikke noget, der ligger fast – vi kan lege med og indgå i en dialog.

Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo