Highlights

Petrus Christus (ca. 1410-75/76), Altertavle med portrætfigur af donator i rød dragt og Den hellige Antonius, ca. 1450

Petrus Christus (ca. 1410-75/76), Altertavle med portrætfigur af en donator i rød dragt og Den hellige Antonius, ca. 1450.

Det, der fængsler en betragter af i dag, er måske først og fremmest stofligheden i den knælende stifters røde kappe, hvis kulør forstærkes af det mosbløde græs med små vækster malet med hårfin pensel.

Nærvær skabt af kompositoriske greb
Som beskuer drages man med det samme ind i maleriets verden gennem kappens folder, fordi de som en vifte strækker sig helt ned til billedkanten. Det nærvær, der opstår ved sådanne kompositoriske greb, er netop det, Petrus Christus blev kendt for i sin samtid.

Fornyelse af maleriets stumme sprog

Han var blandt bannerførerne i den fornyelse af maleriets stumme sprog, som fandt sted i de sydlige Nederlande i sidste del af 1400-tallet. De kompositoriske vindinger gik hånd i hånd med et kompleks af justeringer i indhold og form, hvis mål var at imødekomme og fremme tidens værdsættelse af den subjektive religiøse oplevelse.

Et element i et altertavleskab

Som maleriet fremstår i dag, er det kun en torso. Det har været venstre sidefløj i et trefløjet altertavleskab og bærer på bagsiden stadig spor efter en grisaille (maleri i gråtoner) med Mariæ Bebudelse, som var synlig i altertavlens lukkede stand.

Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo