Highlights

Vilhelm Lundstrøm (1893-1950), To stående modeller,1927

© Vilhelm Lundstrøm (1893-1950), To stående modeller, 1927.

I 1923 flyttede Lundstrøm til den sydfranske by Cagnes-sur-Mer og begyndte at male billeder i en streng klassicistisk stil, der skulle blive hans kendetegn i de følgende to årtier.

Lundstrøms figurstil

To stående modeller er et stærkt og alene ved sin størrelse overvældende eksempel på Lundstrøms figurstil i 1920’erne. To kvindelige halvfigurskikkelser, der kan opfattes som for- og bagside af samme model, er stillet op mod hinanden, så de fylder billedfladen helt ud.

Maleriets komposition
Kompositionen er enkel og monumental. Figurernes former er reduceret til det yderste og skildret i en stærkt begrænset palet af brungule farver på blå baggrund. Forenklingen af både former og farver giver billedet en universel karakter. De to modeller er en slags idealvæsener, der er renset for specifikke træk og hævet over tid og sted.

Picassos og Légers kvindeskildringer
Lundstrøms klassicistiske figurbilleder er del af en bredere tendens i 1920’ernes europæiske kunst og kan sammenlignes med Pablo Picassos (1881-1973) eller Fernand Légers (1881-1955) kvindeskildringer fra samme tid.

Purismen

En anden baggrund for Lundstrøms kunst er "purismen", der opstod i Frankrig efter 1. verdenskrig. Fortalerne for purismen tog afstand fra kubismen, som de mente havde udviklet sig til en tom dekoration, og anbefalede i stedet en renselse af den maleriske form. Sammenhæng og orden karakteriserede ifølge purismen den ny tid, og det skulle også afspejles i kunsten.

Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo