Hos konservatoren

Små portrætter - store problemer

Læs historien om, hvordan nogle af de allermindste kunstværker af Enestående National Betydning bliver sikret for eftertiden

En hel samling af miniaturer
En miniature, eller snarere en portrætdåse, anvendes som smykke eller ophænges til pynt i små kabinetter. Størrelsen veksler fra miniportrætter til større scenerier.

I flere tilfælde er der særlige udsmykninger på portrætdåsen såsom perler, diamanter, emaljer eller flettet hår på for- eller bagside. Et særligt kendetegn for miniaturer er, at de er beskyttet af specialfremstillede glas - plane eller let hvælvede - ofte håndpolerede og håndslebne og enkelte med forstørrende virkning.

Statens Museum for Kunst har en fin samling af ca. 430 miniaturer.

Også miniaturer kan komme til skade
Trods portrætdåsens tæthed og glassets beskyttende funktion opstår der af og til skader på det sarte farvelag på grund af stød ved tab, kondens, nedbrydning af bindemiddel i farven eller udblegning af lysfølsomme farvepigmenter. Resultatet kan være, at farven løsner sig i form af opskalninger med efterfølgende farvetab.

Vi registrerer skaderne, og afhængig af problemets omfang kommer miniaturerne under konservatorens behandling. Under arbejdet med værkerne foretager vi supplerende tekniske undersøgelser, og for at blive klogere på bevaringsproblemerne med miniaturerne indleder Bevaringsafdelingen i 2007 et samarbejde med en miniature-konserveringsekspert fra Nationalmuseum i Stockholm.

Når glas græder - særlig dramatisk for sarte miniaturer
Kondensdannelse indvendigt i miniaturen undgås ved at sørge for stabil luftfugtighed i magasiner og udstillingslokaler. Men der er en speciel problematik omkring miniatureglas. Gennem de sidste 400 år fremstilles glas af forskellige blandingsforhold af silikater, som er en særlig type mineraler. De kan udvikle en såkaldt ’glassyge’.

En detaljen af Hornemans miniature, der viser glassygen med de små dråber på indersiden

Miniaturen Sophie Brun af Christian Horneman (ca. 1818). Den måler 7,6 x 6,3 cm. Akvarel på elfenben


Det viser sig ved små minidråber, der dannes på indersiden af glasset. Dråberne kommer ud af selve glasset og er basiske med pH på 10. Dvs. at hvis dråben kommer i forbindelse med miniaturens farvelag, kan det være meget skadeligt. Der findes i øjeblikket ingen konserveringsmetoder, der kan stoppe denne proces i glasset. Konsekvensen er, at glasset skal erstattes af helt nye specielfremstillede glas fra England. Under denne proces er vi derfor nødt til at åbne miniaturen for første gang siden fremstillingen flere hundrede år tidligere.

Miniaturer på pap og pergament
Miniatureteknikken kommer oprindeligt fra middelalderens bogmaleri. De tidligste miniaturer i museets samling er fra 1600-tallet. De er malet på pap eller pergament, dvs. præpareret kalveskind, med en mat og dækkende gouachefarve.

Gouachefarve består af fintrevne farvepigmenter - mineraler eller planteekstrakter med tilsætning af hvidt - samt gummiarabicum som bindemiddel. Denne type farve kræver ikke så meget vand som akvarel, hvilket er vigtig, fordi pap og pergament er utrolig følsom overfor fugt. Penslerne specialfremstilles ved at slibe dem i spidsen - og de fineste med blot enkelte hår, bruges til hudfarven eller detaljer. Farverne påføres ofte i prikker, stipler, som kan ses under lup eller mikroskop.

Elfenben - hudfarvens spejl
En teknik med at male miniaturer på elfenben stammer fra Italien sidst i 1600-tallet. Andreas Møller (1684-1762) er den første danske miniaturemaler, der anvender denne malegrund allerede i 1714. Teknikken bliver dog først almindelig herhjemme i 1740'erne.

Elfenben kan skæres i meget tynde skiver og siden poleres glat med pimpsten. Fordelen er, at man kan gengive hudens farver utrolig fint. Dette forstærkes yderligere ved at lime papir, pap eller endda sølvpapir på miniaturens bagside. Overfladen er dog utrolig sart, så selv fingeraftryk får den vandholdige farve til at perle.

Der anvendes både matte, dækkende gouachefarver og transparente, skinnende akvarelfarver. Glansen skyldes en stor tilsætning af gummiarabicum og honning, men for meget bindemiddel kan få farven til at springe af i små opskalninger. Det er nu konservatorernes job at fæstne de løse farveskaller til underlaget uden at det limstof vi benytter, pletter den sarte overflade på miniaturen. Derfor arbejder konservatorer med ligeså fine præcisionsredskaber og pensler som miniaturemaleren oprindelig gjorde det.

Barna Bengtsson med en miniature

Barna Bengtsson med en miniature

Nyt lys på sarte miniportrætter i glas og ramme
I løbet af 250 år - dvs. miniaturens storhedstid - varieredes teknikkerne og materialerne på utallige måder. Fra tidlige1600-tals stabile, blanke let klumpede olieholdige farver på kobberplade, over skinnende emalje- og porcelænsfarver - til sarte farver såsom akvarel og gouache på pap, pergament eller elfenben.

Trods ny viden kan udblegede farver ikke reddes eller gendannes, så den lysmængde miniaturen udsættes for i udstillingsmontren på museet, må nedsættes til et minimum for at bevare værkerne for eftertiden.

Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo