Spørg konservatoren

Vi deler gerne ud af vores viden og giver råd så vidt, det er muligt. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende dem til web_@_smk.dk

Hos konservatoren

Maleri | 15.aug.2013

Gesso

Jeg maler med olie på lærred, og vil gerne give lærredet en glat overflade/grund med gesso, som jeg vil iblande oliemaling, således at jeg senere kan arbejde i overfladen med sandpapir. I butikkerne med malematerialer sælger de akryl gesso, som jeg ikke må blande oliemaling i, og de kan ikke længere fremskaffe olie grund. Jeg vil ikke bruge end hvid akryl gesso med en imprimatura ovenpå, da jeg så kommer til at arbejde mig ned under min imprimature til den hvide gesso, hvis jeg arbejder i overfladen med sandpapir efterfølgende. Så mit spørgsmål er, om den oprindelige gesso som kunne iblandes oliemaling og harelim bare er calcium karbonat? Og i så tilfælde hvor jeg ville kunne anskaffe mig det?

Er det en dansk produceret oliegrund har fyldstoffet (der er godt at slibe på) nok været calcium carbonat (CaCO3), som er den kemiske betegnelse for det vi i Danmark kender som kridt. Det bliver transparent i olie og derfor har man måttet tilsætte et hvidt pigment før i tiden som eksempelvis blyhvidt, der er tørrende, og nu om dage titanhvidt samt måske et tørremiddel. Men du nævner også at din oliegrund indeholder harelim – så der har nok været en emulsionsgrund, der som type har været meget anvendt som malegrund. I en sådan behøver man ikke at tilsætte så meget hvidt pigment eller tørremiddel, da mængden af olie er reduceret.

I Sydeuropa har man traditionelt brugt calcium sulfat (CaSO4) anhydrit som er det vi kender på dansk som gips og på italiensk gesso. Den egner sig til oliegrundering, idet den ikke drukner i olien men bevarer sin opacitet – uigennemsigtighed og altså forbliver hvid. Det er derfor ikke i nødvendigt at tilsætte hvide pigmenter i en oliegrundering baseret på gesso. Men det er vigtigt i alle tilfælde, at lærredet er forlimet med en lim, der isolerer eller danner en barriere mellem lærred og de olieholdige lag over som oliegrund og oliefarve, da olien ellers meget hurtigt vil suges ned i lærredet og dér generere en oxidation af cellulosefibrene i lærredet – altså starte en nedbrydningproces af lærredet. Det er ikke godt, da lærredet jo er farvelagets bærende underlag. Det har man nu nok ikke helt forstået i gamle dage, men man vidste fra erfaringen, at hvis malegrunden var for sugende, ville den så at sige trække olien ud af farvelaget, der så ville fremstå mat og kedeligt. Endelig har man også i mere eller mindre omfang ønsket at opnå, at udfylde lærredets tekstur, for at den blev mindre synlig op gennem penselstrøgene.

Så ja, du må nok kunne skaffe gesso eller alternativt kridt, hvidt pigment og et tørremiddel – vi bruger Københavns Farvehandel i Badstuestræde. Du kan købe slemmet kridt fra Borup Kemi hos farvehandlere og Silvan.

På nettet kan vi henvise til firmaet KREMER PIGMENTE i Tyskland:

http://kremer-pigmente.de/en

Men jeg har faktisk fundet flere oliegrunde i danske butikker:

http://www.kunstnerfarver.dk/malermidler/grunder de har en gammeldags oliegrund fra Windsor & Newton.

City Kunstnerartikler er en butik på Amagertorv i København. De har en Maimeri oliegrund. Se nedenfor:

http://www.pagegangster.com/p/rPrnj/45/

Fra malerfaget har jeg lært, at man af og til har tilsat ekstra kridt til en linoliefarve til de nederste lag på træværk, for at kunne opnå en helt fint silkemat overflade ved hjælp af mange mellemslibninger med sandpapir. Er det det du tænker på? I så fald er det vigtigt, at du river kridten godt i farven, så der ikke er klumper i.

Jeg håber dette besvarer dit spørgsmål. Jeg vil også oplyse dig om, at vi lægger dette spørgsmål og svar ud på SMKs hjemmeside under Spørg konservatoren dog i anonym form.

 

Med venlig hilsen

Pauline Lehmann Banke

Malerikonservator, B.Sc.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo