Spørg konservatoren

Vi deler gerne ud af vores viden og giver råd så vidt, det er muligt. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende dem til web_@_smk.dk

Hos konservatoren

Papir | 11.jun.2013

Hvor mange år kan en blyantstegning holde?

Levetiden for grafiske værker afhænger af mange forskellige parametre såsom papirets kvalitet, materialerne der er brugt til at fremstille motivet, kvaliteten af de materialer værket er omgivet af hvis det fx er indrammet samt de klimatiske og lysmæssige forhold værket opbevares under.

Museets egne grafiske værker opbevares i syrefrie materialer i lukkede syrefrie æsker på magasin med klimastyring. Det betyder at de ikke udsættes for lys og klimaet holdes stabilt på 20°C med en luftfugtighed på 50%. Disse tiltag medvirker til at bremse nedbrydningen af museets grafiske samling på mere end 240.000 værker.

Ved udstilling og udlån af værker kræver vi et tilsvarende klima, samt at værkerne ikke udsættes for: direkte sol, UV-lys, lys udenfor museets åbningstid, samt at der max er 50-100lux på værket.

Hvis værket er fremstillet af papir af høj kvalitet vil levetiden være længere, og det vil vare længere før papiret gulner og nedbrydes, men motivet kan blege væk afhængigt af dets beskaffenhed.

Papirværker vil altid ændre sig over tid, men de ovennævnte parametre har afgørende indflydelse på hvor længe man kan bevare værket i en acceptabel stand med en lav nedbrydningskurve.

Med venlig hilsen,
Pernille Højmark Jensen
B.Sc.kons Kunst på papir / Art on paper

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 18.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo