Spørg konservatoren

Vi deler gerne ud af vores viden og giver råd så vidt, det er muligt. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende dem til web_@_smk.dk

Hos konservatoren

Maleri | 6.dec.2011

Hvordan opstår revnedannelser i malerier?

Jeg var forleden på Louisiana og se Kirkeby udstillingen, og så visse steder store områder med krakeleringer. Er det en fejl når billeder vises frem med disse? Og får alle malerier før eller siden krakeleringer?

Det er helt almindeligt at et maleri danner krakeleringer eller revnedannelser i overfladen og det er derfor ikke en fejl når værkerne udstilles hvor disse er synlige. Malerier udført med pigmenter bundet i en tørrende olie vil før eller siden danne revner. Hvor hurtigt revnedannelserne opstår, afhænger af en række faktorer. Læs mere herunder.

Hvorfor opstår revnedannelser i malerier?
Der kan være mange forskellige grunde til at der opstår krakeleringer eller revnedannelser i malerier. Overordnet set findes der to typer revnedannelser: optørringsrevner og aldersbetinget revner.

Optørringsrevner
Optørringsrevner opstår under farvelagets optørring, dvs. umiddelbart efter maleren har påført farven på det bærende underlag og skyldes en række kemiske processer og/eller fysiske påvirkninger. Optørringsrevner opstår typisk i mørke farvelag hvor der ofte er brug for mere bindemiddel i forhold til pigment, men kan også opstå i andre farver hvor der er overskud af bindemiddel. En typisk årsag til optørringsrevner i ældre malerier skyldes dels anvendelsen af valmue- eller valnøddeolie som bindemiddel frem for linolie, men også påføring af farvelag oven på endnu ikke tørre farvelag.

I ældre malerier har det som regel ikke været hensigten at danne optørringsrevner, og revnerne er snarere et udtryk for uvidenhed i større eller mindre grad fra malerens side om materialernes egenskaber. I nyere kunst ses derimod eksempler på kunstnere der bevidst arbejder med optørringsrevner som en del af deres maleteknik og udtryk. Optørringsrevner er ofte brede og ses kun i farvelaget i modsætning til aldersrevner som både kan gå gennem farve- og grunderingslag. Optørringsrevnernes udseende afhænger i høj grad af pigmentkornenes type og størrelse, den tørrende olie og farvelagets tykkelse.

Aldersrevner
Aldersrevner er et finere netværk af krakeleringer og ses i alle ældre malerier. Der er mange faktorer der ligger til grund for deres dannelse, herunder de klimatiske forhold maleriet har været opbevaret i, maleriets materialemæssige sammensætning og tidligere konserveringsbehandlinger.

Når et maleri malet enten på træ eller lærred udsættes for skiftende luftfugtighed eller temperaturer vil både træ og lærred reagere på de klimatiske udsving ved at ændre sig dimensionalt. Det sker ofte over lang tid, men der skal ikke store udsving til før farvelaget påvirkes af ændringerne i det bærende underlag. I værste fald trækker det bærende underlag sig sammen i en sådan grad at farvelaget skaller af. For at undgå dette bruger vi i dag mange ressourcer på museet for at opretholde et stabilt klima i vores udstillingsrum. Aldersrevner danner ofte mønstre som følger den underliggende lærredsstruktur og vævning, eller retningen på træets årer.

Hvad gør man når der opstår revnedannelser?
Hvis maleriets tilstand ellers er stabilt gør man ikke som sådan noget ved revnedannelser i malerier. Det er en del af maleriernes naturlige ældning eller en del af maleteknikken. I nogle tilfælde kan brede optørringsrevner virke meget forstyrrende på oplevelsen af maleriets motiv, særligt hvis den underliggende grundering er lys og farvelaget mørkt. I sådanne tilfælde retouchere vi sommetider revnerne for at ’dæmpe’ dem.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo