Hos konservatoren

Spørg konservatoren

Du kan stille konservatoren et spørgsmål ved at udfylde felterne nedenfor. Dit spørgsmål vil blive besvaret så hurtigt som muligt.
*Hverken dit navn eller email kommer til at fremgå af hjemmesiden.

Maleri | 28.jan.2011

Hvordan reparerer jeg en flænge i et maleri?

Det er vanskeligt at give et enkelt bud på, hvordan en flænge i et lærredsmaleri bør limes og stabiliseres. Det afhænger helt af lærredets og flængens karakter og størrelse. Det er ofte problematisk at lime en lap på bagsiden af et lærredsmaleri, da lapper kan slå igennem og forårsage plamager og aftryk på maleriets forside. Man kan også risikere, at limen forårsager afskalning af farven på billedets forside. Endvidere bør en flænge altid limes sammen forud for stabilisering af området fra bagsiden.

Som regel sørger vi for at planere området omkring flængen, forud for den videre behandling. Det letter konserveringsprocessen og giver et pænere resultat. Hvis flængen har tråde der ’stritter’ ud langs kanten, er det i nogle tilfælde muligt at genskabe lærredsstrukturen ved at lime flængen sammen tråd for tråd under mikroskop. Vi benytter tynde tråde af lim, som aktiveres ved lokal varmepåvirkning.

Man har tidligere benyttet sig af lærredslapper på bagsiden af malerier med flænger. Som nævnt forårsager dette dog ofte uønskede bivirkninger på forsiden. I dag bruger konservatorer ofte et meget tyndt vævet syntetisk materiale, der med en film af klæbemiddel påføres med varme fra maleriets bagside. Det tynde materiale danner ikke mærker på forsiden, men er stadig stærkt nok til at virke stabiliserende.

Der findes som sagt en række metoder til løsning af denne skadestype, men igen afhænger fremgangsmåden og valget af materialer af skadens karakter. Man kan hurtigt risikere, at en skade forværres, hvis en uegnet behandling udføres. Vi vil derfor råde dig til at tage kontakt til en konservator, som kan se på dit maleri og vurdere hvilken behandling der er bedst egnet.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo