Spørg konservatoren

Vi deler gerne ud af vores viden og giver råd så vidt, det er muligt. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende dem til web_@_smk.dk

Hos konservatoren

Uddannelsen og arbejdet | 6.jul.2010

Kommentar vedrørende internationalt symposium om fremtidens museumsklima på Statens Museum for Kunst

Tak til SMK og ODM for et interessant symposium om museums klima og globale klimaændringer.

Symposiet fik sat fokus på, hvor mange veje der er til at arbejde med bæredygtighed på museer. Fra fokus på mobilisering af samlinger til energieffektivisering og til et helt nyt designparadigme som Cradle2Cradle – vækst uden affald. Det var spændende at høre, at museerne har flere valg end et ensartet og meget energikrævende indeklima på museerne. Det kan lade sig gøre at have et indeklima, som ikke har en fast temperatur og fugtighed. I stedet kan de værker som virkelig kræver et unikt klima, udstilles i klimasikre montrer. Dermed kan museerne fokusere på at skabe et besøger-venligt klima – og primært opvarme de områder, de besøgende færdes i og ikke hele bygningen.

Det var også meget inspirerende at høre, at et kunstmuseum har arbejdet så meget med energieffektivisering, der er en tendens til, at det på globalt plan primært har været science-, børne- og natur-relaterede museer, som har haft fokus på bæredygtighed.

Som Martin Fluri, EPEA nævnte i sit oplæg, så er alt dét, der strømmer igennem en bygning mere kritisk end selve bygningen! Alle udstillingerne, cafemiljøer m.m. er lig med produkter og materialer som strømmer igennem et museum og alt det bidrager mere til CO2-forbruget, affaldsstationerne, miljøforurening osv. end selve museumsbygningen.

Derfor er der god grund til også at fokusere på at udvikle og designe bæredygtige udstillinger, museumsbutikker og cafeer. Hvis regeringen ender med at indføre Cradle to Cradle (C2C), som det er nævnt i det foreløbige udkast, ”Regeringens Affaldsstrategi 2009-12”, så vil affaldsreducering og udvikling af nye materialestrømme blive presserende på linje med energieffektivisering.

Det er således både muligt og nødvendigt at museerne arbejder helhedsorienteret med bæredygtighed og der er masser af muligheder – men også behov for fælles strategier og retningslinjer.

Gertrud Clausen
Cand.merc. design- og kommunikationsledelse
Ved at iværksætte et PhD.-projekt om ”Det bæredygtige museum”

Se optagelserne af symposiet om fremtidens museumsklima...

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo