Spørg konservatoren

Vi deler gerne ud af vores viden og giver råd så vidt, det er muligt. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende dem til web_@_smk.dk

Hos konservatoren

Papir | 5.aug.2013

Maleri på syreholdigt papir

Jeg har malet en del akrylmalerier på grundpapir (tapet), der ikke er syrefrit, og derefter klæbet dem på bagpap (der skulle være syrefrit) med almindelig tapetklister. Nogen gange har jeg malet bagpappet (indramnings-bagpap) med akryl før opklæbningen. Jeg sprayer til sidst med med Golden MSA spray fernis. Grundpapiret er meget taknemmeligt at arbejde med, men det bekymrer mig alligevel, at det ikke er syrefrit. Så spørgsmålet er, hvor meget det betyder og om der er noget i min fremgangsmåde, der modarbejder hinanden?

Grundpapir er generelt/normalt en forholdsvis dårlig papirkvalitet. Det fantastiske er selvfølgelig, at det er fleksibelt som nyt og formatet er ideelt. Og jeg gætter, at det er derfor du vælger det.

Jeg vil mene, at du nok ikke forventer en lang levetid af grundpapiret uden misfarvning/gulning af ikke bemalede områder. Men jeg ved jo ikke, om du maler over hele overfladen – i givet fald er der ikke noget problem.

Mht. holdbarhed pga. nedbrydning af cellulosen og tilsætningsstoffer i papiret - og dermed et med tiden surt/surere papir - så vil opklæbningen på et syrefrit papir ikke hæmme nedbrydningen i grundpapiret væsentligt. Men en del af de sure og lette nedbrydningsstoffer kan/vil evt. vandre over i bagpappet, hvor de sure produkter vil blive neutraliseret af den basiske buffer i bagpappet. Så på den måde kan man godt sige at et syrefrit bagpap forlænger levetiden af grundpapiret. Hvis du maler med akryl på bagpappet, vil du isolere de sure nedbrydningsprodukter i grundpapiret, og forsuringen vil derfor sandsynligvis foregå hurtigere.

En fernisering med GOLDEN Archival Aerosol MSA (Terpentinbaseret) Fernis med UVLS, vil pga. ”UV-barrieren” sandsynligvis forsinke en lysinduceret forsuring af papiret pga. UV fra dags- og kunstlys. Hvilket jo er fint og hensigten. Men fernissen vil også selv nedbrydes, og mig bekendt er der ikke nogen undersøgelser der viser, præcis hvad den bliver nedbrudt til på lang sigt og om det opvejer en lysinduceret nedbrydning af papiret. Umiddelbart vil jeg tro at den gør det. Men hvis der er ferniseret på ikke bemalede områder, vil det ikke være muligt at fjerne igen (også selvom firmaet der står bag produktet skriver det).

Hvis du har mulighed for at finde et bedre papirprodukt end grundpapir, vil du have meget bedre mulighed for at bevare værkerne i god stand. Du skal kigge efter papir med bomuldscellulose eller kemisk renset træcellulose og med en basisk buffer på ca. 2% calsiumcarbonat. Det gælder også for bagpappet.

Med venlig hilsen

Niels Borring, Papirkonservator

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 18.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo