Spørg konservatoren

Vi deler gerne ud af vores viden og giver råd så vidt, det er muligt. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende dem til web_@_smk.dk

Hos konservatoren
Halvt afrenset maleri

Maleri | 21.jun.2013

Nikotin på malerier

Jeg skal spørge om, hvordan I fjerner nikotin fra gamle malerier?

Hvis et maleri har hængt på et sted, hvor der er blevet røget, har det ofte et mørkt/gulbrunt snavslag, der kan være generende for oplevelsen af maleriet. Det snavslag vil typisk bestå af en blanding af en lang række stoffer som tjære, sod, nikotin støv, fedtstoffer m.m. alt afhængig af hvor maleriet hænger. Nikotin er et farveløst stof, så det vil typisk være tjæren, der farver maleriets overflade mørk. En afrensning af maleriet kan ofte frembringe farvelagets oprindelige kontraster og glans.

Desværre er den blanding af snavs, jeg har beskrevet ovenfor, ofte vanskellig at fjerne fra overfladen og kombinationen af stoffer kan være meget forskellig. Der findes derfor ikke et enkelt svar på, hvordan man renser malerier, der har været udsat for nikotin og andre stoffer fra røg. At vælge det rette rensemiddel kombineret med den rette rensemetode, afhænger desuden af maleriernes karakter og materialernes sammensætning.

Du oplyser at der er tale om gamle malerier og disse kan typisk være malet med oliefarve alt efter hvor gamle de er, men der kan også være tale om teknikker, der f.eks. ikke tåler vand. Der er flere oplysninger, der er væsentlige for at opnå et succesfuldt resultat af en rensning.

Er farvelagets vedhæftning til underlaget stabilt nok til at man kan rense på det, uden at det falder af?

Er der tilstrækkelig med bindemiddel i farven, til at denne ikke smitter af ved rensning?

Kan de aktuelle pigmenter tåle den rensemetode man gerne vil bruge?

For at finde den rette rensemetode skal man også vide lidt om farvelaget opbygning. Er det malet ”fladt” eller malet med ”struktur” eller en kombination af begge dele.

Undervejs må man også være opmærksom på at undersøge, hvordan både farvelaget og det bærende underlag, f.eks. lærred eller træ, tåler diverse rensevæsker.

Nogle kunstnere har valgt at afslutte deres malerier med et lag fernis. Tilstedeværelsen af en ferniseret overflade spiller også ind, når man skal vælge sit rensemiddel, fordi man kan risikere at ”blænde” eller ”mattere” overfladen, hvis den ikke tåler fugt.

Som beskrevet er der en lang række hensyn man skal tage for at opnå det bedste resultat, og vi anbefaler ikke at man kaster sig ud i en rensning på egen hånd. Risikoen for at forårsage betydelig skade på farvelage med et forkert rensemiddel eller en forkert metode er nærværende, hvis man ikke er professionel. Der findes regionale konserveringsværksteder over hele landet. Oplysninger om konservatorer kan bl.a. findes på Nordisk Konservatorforbunds hjemmeside: www.nkf-dk.dk/links/konserveringsvrksteder

Jeg håber at dette svar hjalp dig lidt på vej.

Med Venlig Hilsen
Cecil Krarup Andersen, malerikonservator

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 19.sep.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo