Spørg konservatoren

Vi deler gerne ud af vores viden og giver råd så vidt, det er muligt. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende dem til web_@_smk.dk

Hos konservatoren

Maleri | 8.jan.2013

Rullet maleri på lærred

Jeg har købt et oliemaleri på lærred i Thailand. Det blev rullet sammen i rør til transporten hjem. Nu kan jeg se at det har fået nogle lange knæk ned over billedet. Sikkert fordi det var rullet stramt og måske lidt skævt sammen. Hvordan får jeg jævnet revnerne ud?

Den type skade du beskriver med et maleri, hvis farvelag har lange parallelle revner efter transport eller opbevaring på en rulle, er ikke et ualmindeligt syn i konserverings branchen og skaden kan sagtens udbedres.

Vi anbefaler som det første altid, at man får set på maleriet af en professionel konservator. Der er regionale konserveringsværksteder over hele landet – de kan findes her: www.nkf-dk.dk/links/konserveringsvrksteder

Hvis man ikke umiddelbart kan tage maleriet ned af væggen og køre det af sted i bil, så tag et godt fotografi af maleriets for- og bagside og måske et par næroptagelser – hvis du har et digitalt kamera er det nemt nok. Send disse til en konservator og bed om et overslag på, hvad det vil koste mhp. en behandling – i dette tilfælde, en planering af maleriet og om muligt også lokal fastlægning af løse farvelag omkring revnerne.

Det er langt fra alle malerier der tager skade af at blive rullet op på en rulle. Når vi ser at det er en ofte anvendt praksis at håndtere malerier på ruller, er det jo fordi det er en pladsbesparende måde at transportere og opbevare kunst på. Oftest vil man vælge at rulle maleriet uden på rullen for at give maleriets bærende lag lærredet god understøtte og yderst vælge en beskyttende indpakning. Man bør altid vælge en rulle med en diameter, hvis dimensioner opbløder kurvens krumning. Jo større diameter man vælger, jo blødere vil kurvens krumning være. Når man vælger diameteren på rullen vælges bør der også tage højde for fleksibiliteten i maleriets komponenter.

Uden at have set dit maleri, forestiller jeg mig, at det fladt udrullet på et bord fortsat ”bølger” en smule efter den stramme oprulning som du beskriver. På billedfladen forestiller jeg mig flere lange parallelle revner i farvelaget. Omkring revnerne har farven måske mistet sin vedhæftning til lærredet og løftet sig en smule.

Revnerne i dit maleri kan aldrig fjernes igen, men synligheden af dem kan sagtens mindskes betydeligt ved den rette behandling. Det handler om at få dit maleriet bragt tilbage i en sådan stand at øjet som det første ser motivet.

Igen uden at jeg har set dit maleri tænker jeg at de ”bølger”, der er opstået i lærredet fra oprulningen skal elimineres ved en planering. Metoden afhænger at maleriets materialer; er lærredet et hørlærred, bomuldslærred eller helt tredje materiale?. Når maleriet igen er plant kan farvelaget omkring revnerne fastlægges lokalt med et bindemiddel som harmonerer med komponenterne i maleriets farvelag og lærred.

Med venlig hilsen
Karen-Marie Henriksen
Konserveringstekniker maleri

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo