Spørg konservatoren

Vi deler gerne ud af vores viden og giver råd så vidt, det er muligt. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende dem til web_@_smk.dk

Hos konservatoren

Papir | 29.okt.2012

Skimmelsvamp i LP-samling

Jeg har købt en værdifuld musiksamling bestående af mange hundrede LP'er med klassisk musik, som jeg desværre har opdaget er ramt af skimmel. Der er kun synlige skader få steder, men hele samlingen lugter kraftigt, og jeg får det dårligt med kvalme og hoste, når jeg håndterer pladerne.

Findes der en effektiv måde at rense både plader og covers på, så jeg kan være sikker på, at hverken mine børn og jeg selv bliver syge af at have samlingen stående i hjemmet? Jeg har prøvet med rodalon, men jeg tvivler på, at det kan rense og desinficere pappet i coverne ordentligt, og desuden ødelægger vandet desværre pappet.

Skimmel opstår i fugtige miljøer og gror primært på organisk materiale. Det kan være meget sundhedsskadeligt, og det er derfor vigtigt at få det udryddet, hvis din pladesamling skal kunne bruges og bevares for eftertiden.

Svampesporerne vil ikke ernære sig af PVC, så hvis dine plader har mugskjolder, er det sandsynligvis fordi der sidder snavs på pladen. Vinylplader er forholdsvis stabile, og kan med fordel afrenses med Rodalon, som du selv foreslår. Følg fortyndingsvejledningen på flasken og brug produktet i en opvredet klud. På den både kan du bedst kontrollere fugten og undgå kontakt med pladens papirlabel i midten. Rens afslutningsvist med lunkent vand for at fjerne restprodukter fra rensemidlet.

I forhold til cover og pladeomslag (chartek) er afrensning og desinficering en større opgave. Jeg kan kun anbefale, at du undgår fugt, da dette uundgåeligt vil skade og deformere pappet/papiret, som sandsynligvis er af meget forskellig tilstand og kvalitet. Oftest er der også et farvelag at tage hensyn til, og det kræver dybere undersøgelser for behandling og test af stabilitet overfor vand.

Du bør derfor starte med at få lufttørret samtlige pladecovers, dvs. tøm coverne for plade + chartek og placer dem åbne i tørre omgivelser (under 50% luftfugtighed). På den måde får du slået skimmelsporerne ned, så de ikke kan formere sig. Når pappet/papiret er helt tørt, kan du forsigtigt støvsuge sporerne væk. Det er vigtigt at være grundig både uden på og inden i coveret, da svampesporerne er meget små og kan gennem sig i den mindste krog. Brug et støvsugerhoved med blød børste og indstil støvsugeren på minimal sugestyrke. Hvis materialet er gammelt og nedbrudt af skimmel, har det sandsynligvis mistet meget styrke og kan derfor let blive beskadiget ved for voldsom håndtering.

Da skimmelsporer er sundhedsskadelige, er det nødvendigt, at du arbejder med din pladesamling under kontrollerede forhold med udsugning og beskyttende åndedrætsværn. Hvis du er utryg ved opgaven og synes, den bliver for omfattende, vil jeg anbefale, at du kontakter et professionelt konserveringsværksted, som har ekspertisen samt udstyr til at løse opgaven.

Efter afrensning bør du fremover være opmærksom på, at pladerne opbevares forsvarligt i tørre omgivelser. Almindeligt indeklima med 20˚ C/ 50% RF er fint. Undgå kældre og kolde/fugtige ydermure.

Venlig hilsen
Karen Esser
Papirkonservator

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 19.sep.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo