Kort om Billedhuggeren i sit atelier

• Der findes i 1800-tallet en romantisk tradition for at skildre kunstnere i gang med at skabe kunst i deres atelierer
• Jens Adolf Jerichau så sig selv som en efterfølger til den berømte danske billedhugger Bertel Thorvaldsen
• Hver vinter arbejdede Jens Adolf Jerichau i sit atelier i Rom – Rom var hans anden hjemby
• Med portrættet af Jens Adolf Jerichau i atelieret indsætter Elisabeth Jerichau Baumann sin mand i traditionen for billedhuggerkunstens ”store mestre”

Myten om kunstneren i atelieret

Af: Annette Rosenvold Hvidt

Der er tradition for at kunstnere maler sig selv eller andre kunstnere under arbejdet i deres atelierer. Det ligger lige for. Man er selv kunstner, og man har derfor blik for andre kunstnere og interesse i at vise dem som skabende individer.

Temaet var især fremme i 1800-tallet, hvor romantiske tanker om den moderne kunstners skaben af mesterværker var oppe i tiden. Man dyrkede forestillingen om den ensomme kunstner, der fulgte sit kald og skabte geniale værker mod alle odds.

Elisabeth Jerichau Baumanns portræt af ægtefællen Jens Adolf Jerichau foran kavaletten – den sokkel skulpturen står på – er tydeligvis en iscenesat fortælling fra hans atelier. Enten er han blevet instrueret i at sidde, som han gør, eller de har måske sammen valgt iscenesættelsen?

På besøg i Jens Adolf Jerichaus atelier

Af: Annette Rosenvold Hvidt

Der findes andre værker, hvor Jens Adolf Jerichau er skildret i sit atelier, mens han er i gang med at modellere. Det er ikke egentlige repræsentative portrætter, men mere bud på en billedtype, hvor det som beskuer føles som om, man står lige bag kunstneren og i fred kan betragte hans skabende proces.

Den første er en akvarel lavet af Johan Thomas Lundbye en sommerdag i Rom, hvor han har besøgt Jerichau i atelieret – sandsynligvis i Via Margutta tæt ved den spanske trappe. Den skulptur Jerichau arbejder med er Panterjægeren. Det er en model i ler af den store figurgruppe, og man kan se, at Jerichau har dækket leret med et blåt klæde for at holde på fugten. Leret kan nemt tørre og gå i stykker i processen, hvis man ikke dækker det til og holder det fugtigt undervejs. Ud fra Panterjægerens løftede arm stikker et stykke af det stålarmatur, som holder på det bløde ler. Det er lidt af en gåde, hvad Jerichau egentlig laver – tegner eller måler han noget ud i luften?

Langs tegningens højre kant ses følgende påskrift: J. Jerichaus Værksted i Rom 17 Julij 45. sammen flikket. – Især den sidste bemærkning ”sammen flikket” er interessant for hvad betyder det i denne forbindelse – har Lundbye arbejdet med at sammenflikke sin tegning? Eller hentydes der til at Jerichau sammenflikker sin figur.

På maleriet ser vi et andet af Jens Adolf Jerichaus atelierer i Rom. Jens Adolf Jerichau arbejdede i Rom om vinteren og dette atelier lå på Piazza del Popolo. Billedet er malet senere end Lundbyes akvarel og dateres til 1871. Kunstneren bag er David Jacobsen, der ligesom Elisabeth og Jens Adolf Jerichau betegnedes som ”europæer”.

Jens Adolf Jerichau arbejdede i Rom i flere vintre i træk, men netop vinteren 1870-71 var han sandsynligvis ikke i Rom, så enten er dateringen forkert eller også er det en anden kunstner, der arbejder i Jerichaus atelier. Man kan genkende skulpturerne som Jerichaus - for eksempel kolossalstatuen Kristus, der ses til venstre i billedet og en gipsmodel af Panterjægeren til højre i billedet.

Kunstneren der arbejder er derimod svær at genkende. Billedet handler måske ikke så meget om den bestemte person, men det dyrker mere en fascination af kunstneren som type og det italienske atelier som et inspirerende og romantisk rum. Det store åbne vindue med kig ud til de romerske pinjetræer giver billedet et sus af sydlandsk stemning.

Den skabende kunstner

Af: Annette Rosenvold Hvidt

I selvportrættet fra 1858 viser Elisabeth Jerichau Baumann sig selv som maler - billedet er en slags pendant til portrættet af manden og billedhuggeren Jens Adolf Jerichau. Det er portrætter af to kunstnere i tæt kontakt med deres værker og begge kunstnere er belyst i ansigterne med et slags inspirerende eller forklarende lys, som peger på og romantiserer, den skabende stund. Vi gøres opmærksomme på at kunstnere kan noget særligt og er i en særlig situation, når de skaber et værk.

Samtidig med at billederne betoner en særlig ophøjet inspiration via det kraftige lys gøres der også opmærksom på kunstskabelsen som et praktisk håndværk. Elisabeth og Jens Adolf Jerichau sidder med deres værktøj i hænderne, en modellerpind til at forme ler og en palet til maling.

Bag Jens Adolf Jerichau er en kavalet, som er en sokkel til skulpturer, der kan drejes rundt, så man kan arbejde fra alle sider og Elisabeth Jerichau sidder ved sit staffeli, hvorpå vi kan se et maleri med en opmaling af en barnefigur hun er i gang med at male.

I 'mesterens' fodspor

Af: Annette Rosenvold Hvidt

Da Jens Adolf Jerichau ankom som ung kunstner til Rom i 1838 var han de første uger i lære hos billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Thorvaldsen var på det tidspunkt ”den store mester” i byen, en europæisk berømmet dansk kunstner, der havde levet i Rom i 40 år og skabt sig en imponerende karriere. Jens Adolf Jerichau, der gerne selv ville gøre karriere som billedhugger, kunne ikke komme udenom Thorvaldsen og benyttede sig af chancen til at lære af sit forbillede.

Da Jerichau 7 år senere havde slået sit navn fast på den europæiske kunstscene i Rom og havde fået bestillinger på sin første store skulptur Panterjægeren, må han have set sig selv som en efterfølger til Thorvaldsen, der mange år tidligere brød igennem i Rom med en tilsvarende markant figur, nemlig Jason med det gyldne skind.

Set i lyset af denne spejling mellem mesteren Thorvaldsen og efterfølgeren Jerichau er det påfaldende hvor tæt Elisabeth Jerichau Baumanns portræt af Jens Adolf Jerichau er på den franske maler Horace Vernets portræt af Thorvaldsen.

Der er mange ligheder imellem de to portrætter – Thorvaldsen og Jerichau er tæt på deres værker og er vist med et forklarende lys henover sig, et særligt stærkt lys, der indhyller kunstnerne i inspirationens skær. Den ”skabende” hånd med modellerpinden er i fokus, det er herfra inspirationen arbejder sig over i materialet.

Når Elisabeth Jerichau Baumann i sin iscenesættelse af manden Jens Adolf Jerichau lægger sig så tæt op ad dyrkelsen af Thorvaldsen indsætter hun Jens Adolf Jerichau i billedhuggertraditionen og i myten om ”de store mestre” fra antikken og frem.

Litteratur

Jette Kjærboe, David Jacobsen i Paris 1855-1869 i: Kunstmuseets årsskrift bd. 64/67 1977/80, s. 83-106

Birgit Pouplier: Lisinka. København 1996

Peter Nørgaard Larsen: ”Lieu de travail et lieu de culte – Le peintre de l’âge d’or dans son atelier” i: Peintures de l’âge d’or du Danemark, Luxembourg 1997

Anne Christiansen, Skønhed og skrøbelighed. Værker af billedhuggeren J.A. Jerichau fra museets samling, Fyns Kunstmuseum 2003

Forbindelser

• Freddies selviscenesættelse  > Hop til en anden tid og læs om kunstneren Wilhelm Freddies selviscenesættelse
• Hvem var billedhuggeren Jens Adolf Jerichau?  > Få mere at vide om billedhuggeren Jens Adolf Jerichau
• C.N. Gijsbrechts: Trompe l'oeil. Malerier, malerredskaber og et blomstret tæppe i kunstnerens atelier, 1670-71  > Se et eksempel på et tidligt billede fra en malers atelier
• Elisabeth Jerichau Baumann: Billedhuggeren J.A. Jerichau, 1846  > Zoom ind på portrættet af Jens Adolf Jerichau