Dødens triumf

Omkring år 1900 kredsede mange kunstnere om livets skrøbelighed og dødens triumf

Kort om Dødens triumf

  • Den tyske filosof Friedrich Nietzsche proklamerede at Gud var død, i bogen Also sprach Zarathustra fra 1883-85
  • Denne nye erkendelse vandt stor udbredelse i årene omkring 1900
  • Det moderne menneske stod nu grundlæggende alene, og der var ingen frelse efter døden
  • Mange kunstnere og digtere reflekterede over, hvad det ville sige at være menneske i en verden, hvor "udsigten oventil var lukket", sådan som den danske digter Johannes Jørgensen formulerede det i 1893
L.A. Ring, <em>Aften. Den gamle kone og døden</em>, 1887, olie på lærred, 121 x 95 cm, KMS4102, SMK
Jean-François Millet, <em>Døden og brændehuggeren</em>, 1858-59, olie på lærred, 77,5 x 98,5 cm, <link http://www.glyptoteket.dk/>Ny Carlsberg Glyptotek, København</link>

Døden høster

Af: Merete Sanderhoff

L.A. Ring var erklæret ateist. I årene omkring 1890 var hans sind præget af tanker om livets meningsløshed, og hans malerier af en mørk og melankolsk tone. De kredser om mødet med døden uden formildende omstændigheder, blottet for forhåbninger om et liv hinsides. I Aften. Den gamle kone og Døden fra 1887 kommer Døden svævende ud af aftenhimlen og svinger sin store le over en gammel udslidt bondekone, der er sunket sammen på sin tunge sæk. Døden høster hende med et grin, men for den gamle kone er det måske mest af alt en befrielse endelig at slippe for livets byrde?

Billedets motiv er beslægtet med den franske maler Jean-François Millets maleri Døden og brændehuggeren, som Ring kan have set i 1885, da brygger Carl Jacobsens samling (i dag Glyptoteket) blev udstillet i København.

En litterær forudsætning for L.A. Rings maleri Aften. Den gamle kone og Døden finder man i Henrik Pontoppidans novelle ”Knokkelmanden” fra novellesamlingen Fra Hytterne, 1887.

Pieter Bruegel d.æ., <em>Dødens triumf</em>, ca. 1562, olie på træ, 117 x 162 cm, <link http://www.museodelprado.es/en>Museo Nacional del Prado, Madrid</link>
L.A. Ring, <em>Tre dødningehoveder fra Convento dei Cappucini ved Palermo</em>, 1894, olie på lærred, 55 x 62 cm, KMS3201, SMK
L.A. Ring, <em>Efter Solnedgang. "Nu skrider Dagen under, og Natten vælder ud"</em>, 1899, olie på lærred, 158 x 235 cm, KMS8484, SMK

”Den skranglende benrad”

Af: Merete Sanderhoff

Et par år senere, i 1893-94 da Ring var på rejse i Italien, fik han den ide at male ”en Vandring ind i Døden (…) en virkelig Dødedans, hvori Dødens Symbol, den skranglende Benrad med det nøgne Kranie, stod som Triumfator over Livet”, som Peter Hertz genfortæller. Ring var inspireret af maleriet Dødens triumf af et af hans store forbilleder Pieter Bruegel, og gik i gang med at lave forstudier.

I Palermo var der et makabert sted, hvor Ring fandt både inspiration og motiver til dødedansen: Munkeordenen kapucinerne havde gennem århundreder brugt katakomberne under deres kloster som gravkammer, hvor de stillede deres døde op i fuld påklædning og med identifikationssedler om armen.

Ring fortæller, hvordan ”en uhyggelig Følelse bemægtiger sig den Fremmede ved Synet af disse indtørrede Liig, som endnu fremhykle et Skin af Liv.”

Rings meget levende skildring af tre af disse munkelig var tænkt som forstudie til billedet af dødedansen, men han kom aldrig videre med den idé. Til gengæld genbruger Ring billedet af de mumificerede munke igen et par år senere i sit store maleri Efter solnedgang, hvor de samme makabre kranier vælter ud under kirkemuren og vidner om, hvad kirken bygger på – døden, eller rettere menneskets behov for at gøre sig forestillinger om (livet efter) døden.

Niels Hansen Jacobsen, <em>Døden og moderen</em>, 1892, gips, 152 x 183 x 108 cm, KMS5387, SMK.
Fritz Syberg, "Der sad en Moder hos sit lille Barn...", første blad af 18 illustrationer til H.C. Andersens <em>Historien om en Moder</em>, 1895, blyant, pen og tusch, 533 x 422 mm, KKS9940, SMK

Knokkelmanden kommer

Af: Merete Sanderhoff

Døden var ikke kun ude efter de gamle og udslidte. Alle kunne blive ramt – sådan var vilkårene i en tid hvor mere end hvert 10. barn døde før det fyldte et år. H.C. Andersens Historien om en Moder fra 1848 er udtryk for dette vilkår, med sin hjerteskærende fortælling om en mor og hendes syge dreng, der får besøg af Døden en kold vinternat.

”»Troer Du ikke nok at jeg beholder ham?« sagde hun, »vor Herre vil ikke tage ham fra mig!« Og den gamle Mand, der var Døden selv, han nikkede saa underligt, det kunde lige saa godt betyde ja, som nei. Og Moderen saae ned i sit Skjød og Taarerne løb hende over Kinderne; - hendes Hoved blev saa tungt, i tre Nætter og Dage havde hun ikke lukket sit Øie, og nu sov hun, men kun eet Øieblik, saa foer hun op og rystede af Kulde: »hvad er det!« sagde hun og saae til alle Sider; men den gamle Mand var borte og hendes lille Barn var borte, han havde taget det med sig; og henne i Krogen snurrede og snurrede det gamle Uhr, det store Blylod løb lige ned til Gulvet, bum! og saa stod ogsaa Uhret stille.”

Historien blev aktuel igen med 1890’ernes kunstneriske fascination af død og melankoli, og flere kunstnere brugte den som inspiration. Billedhuggeren Niels Hansen-Jacobsen har forvandlet fortællingens afgørende øjeblik til et voldsomt drama, hvor Døden som en iskold vinterstorm fejer henover moderen og river hendes barn med sig. Fritz Sybergs illustrationer af historien giver en mere jordbunden version, der følger tekstens ordlyd. Samtidig har Syberg forsynet sine illustrationer med fine blomsterranker og vignetter, der indrammer tragedien i dekorativ skønhed. Det er udtryk for tidens tendens til at dyrke døden som noget på en gang tragisk, fascinerende og smukt.

Ejnar Nielsen, <em>Og i hans øjne så jeg døden</em>, 1897, olie på lærred, 137 x 188 cm, KMS1832, SMK, © Ejnar Nielsen/billedkunst.dk
Harald Slott-Møller, <em>Fattigfolk. I dødens venteværelse</em>, 1888, olie på lærred, 131 x 184,5 cm, KMS2073, SMK

Dødens venteværelse

Af: Merete Sanderhoff

Den syge pige, Døden og krøblingen, Og i hans øjne så jeg døden, Dødedansen, Helvede. Døden er påtrængende i Ejnar Nielsens billeder fra omkring 1900. I 1894 opdagede han landskabet ved den midtjyske landsby Gjern og blev dybt betaget af det. I de følgende år blev Gjern stedet hvor han fandt sine karakteristiske motiver – de bløde, rolige bakkedrag og de gamle, de syge og forkrøblede mennesker, der beboede egnen.

Tuberkulose – eller tæring, som sygdommen også blev kaldt – var en udbredt sygdom i slutningen af 1800-tallet. Den åd sig langsomt men sikkert ind på den syge, der blev bleg og afkræftet. Mange kunstnere var, som Ejnar Nielsen, stærkt optagede af den tuberkuløse tilstand – en slags eksistentiel gråzone, hvor et levende menneske har døden prentet i ansigtet.

”Og i hans øjne så jeg døden” står der skrevet på billedet af en ung tuberkuløs mand fra Gjern. Hans fuldstændig statiske monumentalitet vidner om, at han ved han skal dø og ikke kan stille noget op – blot vente. Med kunsthistorikeren Ulla Sjöströms ord:

”… de tunge hænder, der bærer præg af en bondekultur, hviler nu i skødet – store hænder, der før viste handlekraft og vilje, beskriver nu afmagt. Bag ham ses en skygge på væggen, symbol for lungeskyggen, som man frygtede, og som kastede skygge på hele mennesket. I det nøgne rum står kun en lågkiste som associerer til ligkisten.”

Den samme ængstelige, men resignerede venten fylder Dødens venteværelse af Harald Slott-Møller. Hans fattige mennesker er i slægt med Rings gamle udslidte kone. De har haft et hårdt liv og går nu en sikker død i møde, som ikke fører til Paradis, men blot sætter en stopper for elendigheden. Samtidig med at de fattige er skildret med retfærdig harme, er der også noget ubehageligt over deres ludende, formørkede skikkelser – man kan næsten fornemme lugten af død i rummet. Det sorte hul af en døråbning skal tilsyneladende understrege, at der kun er mørke og tomhed i udsigt for de ventende. Men hvad der er svært at se, er at Slott-Møller faktisk har konkretiseret døden og malet en skeletmand i døren, der står klar til at modtage næste offer i køen – helt i tråd med Rings flyvende knokkelmand, der svinger leen over den gamle kone. Tiden har imidlertid mørknet maleriet så meget, at skeletmanden stort set er usynlig i dag.

Ejnar Nielsen, <em>Dødedansen</em>, 1900, pen og tuschlavering på papir, 23 x 60,5 cm, <link http://www.vejenkunstmuseum.dk/>Vejen Kunstmuseum</link> © Ejnar Nielsen/billedkunst.dk

Se døden i øjnene

Af: Merete Sanderhoff

L.A. Ring havde planer om at lave en dødedans. Ejnar Nielsen gjorde det. I 1900 tegnede han en frise med titlen Dødedansen, hvor mennesker i alle aldre og fra alle samfundslag er trængt op ad en kirkegårdsmur, der ovenfor er prydet af et makabert skeletgitter. De levende er til alle sider omgivet og mærkede af døden. Memento mori – husk at du skal dø. Det er moralen i dødedansen, hvor de levendes sorgløse liv går hånd i hånd med døden – en billedtradition med rødder i middelalderen.

Læg mærke til manden umiddelbart til højre for porten. Det er den samme mand, som Nielsen brugte som model i det store maleri Og i hans øjne så jeg døden fra 1897.

Ejnar Nielsen har fået tilnavnet 'dødsmaleren', og umiddelbart virker hans billeder uendeligt triste. Men Nielsens stædige konfrontation med dødens vilkår kan samtidig være øjenåbnende og livsbekræftende: Husk at du skal dø – husk at leve mens du kan. For Nielsen selv handlede hans billeder ikke om døden, men om livets cyklus:

”Jeg forstaar ikke, at Mennesker ikke kan se paa Døden med den majestætiske Skønhed som paa Livet (…) Døden er en naturlig Del af Livscirklen.”

Det er en ny indstilling til livet, der udspringer af 1870’ernes og 80’ernes moderne gennembrud, hvor troen på gud blev forkastet i lyset af darwinismen. Pludselig stod det enkelte menneske alene både i livet og i døden, ligesom Nielsens unge tuberkuløse mand. Når Gud er død, er Døden gud – med forfatteren Villy Sørensens formulering. Døden råder over livet, og der er ingen gud til at redde dig fra den. Men ved at konfrontere og undersøge denne moderne forståelse af tilværelsen, gav århundredeskiftets kunstnere nogle bud på, hvordan man kan leve med dette vilkår.

Martin Bigum, <em>Døden tager barnet/barnet tager døden</em>, 2001, olie på lærred, 190 x 240 cm, Frank Cohen Collection, Manchester, © Martin Bigum/billedkunst.dk

Vidste du at

Kunstneren Martin Bigum omkring årtusindskiftet lavede en serie illustrationer til H.C. Andersens Historien om en Moder. I forlængelse af det fabulerer han også mere frit over temaet i maleriet Døden tager barnet/barnet tager døden fra 2001. Her er der noget af den samme cykliske forståelse af livet på spil som hos Ejnar Nielsen – døden er magtfuld, men den overvindes gang på gang af det nye liv, der ufortrødent fødes.

Litteratur

Peter Hertz, Maleren L.A. Ring 1854-1933, Gyldendalske Boghandel 1934

Peter Michael Hornung, ”Bondemaleren L.A. Ring” i Realismen. Ny Dansk Kunsthistorie bind 4, Forlaget Palle Fogtdal 1993

Henrik Wivel, ”Den realistiske uhygge” i Symbolisme og impressionisme. Ny Dansk Kunsthistorie bind 5, Forlaget Palle Fogtdal 1994

Ulla Sjöström, Maleren Ejnar Nielsen, Christian Ejlers Forlag 2000

Peter Nørgaard Larsen, ”Skønheden og døden” i Sjælebilleder. Symbolismen i dansk og europæisk maleri 1870-1910, Statens Museum for Kunst 2000

Peter Nørgaard Larsen, L.A. Ring. På kanten af verden, Statens Museum for Kunst 2007

Forbindelser

  • Eksistensens alvor  > Symbolisterne var dybt optagede af eksistensens store spørgsmål, som kærligheden, tiden, døden og menneskets grundlæggende ensomhed
  • L.A. Ring: Efter Solnedgang. “Nu skrider Dagen under, og Natten vælder ud”, 1899  > Det store maleri <em>Efter Solnedgang</em> kan ses som kulminationen på Rings arbejde med temaet 'dødens triumf'
  • L.A. Ring 1854-1933  > Ring malede motiver fra sin egen dagligdag med kompromisløs ærlighed, men lagde også skjulte symbolske lag ind i det virkelighedsnære
  • Niels Hansen Jacobsen: Døden og moderen, 1892  > Den symbolistiske billedhugger Niels Hansen Jacobsen brød igennem med et værk, hvor døden triumferer
  • Niels Hansen Jacobsen 1861-1941  > Hansen Jacobsens skulpturer gav form til uhåndgribelige størrelser som natten, skyggen og døden
  • Det uhyggelige  > Wilhelm Freddie konfronterede døden som en ukendt, mørk kraft
  • Wilhelm Freddie 1909-1995  > Freddie chokerede offentligheden med værker, der eksplicit handlede om sex, vold og død
  • Isen smelter og håret falder af  > Også i dag er kunstnere optagede af at skildre dødens og tidens betydning for vores opfattelse af tilværelsen
  • Kirsten Justesen født 1943  > Kirsten Justesen bruger sin egen krop som kunstnerisk materiale til at belyse tidens gang og processer i forandring
SMK Logo