Freddie som multikunstner

Freddie lod sig ikke begrænse af et enkelt medies muligheder, men var gennem hele karrieren åben overfor brugen af nye medier og udtryksformer

Skuespilleren Louis Miehe-Renard i Freddies scenografi til PH’s monolog <em>Den skide sulfo</em>, ABC revyen <em>Lige i øjet</em>, 1962, Polfoto.

Kort om Freddie som multikunstner

  • Maleriet er det gennemgående medie i Freddies karriere fra start til slut. Sideløbende benyttede han sig af et særdeles bredt udvalg af andre medier.
  • I 1940 får Freddie opført en surrealistisk ballet på ca. ti minutters varighed på Helsingør sommerrevy. Freddie skrev manuskript, udførte scenografi og kostumer.
  • Freddie designede kjoler for firmaet Carli Gry i 1944.
  • Producerede sammen med Jørgen Roos to film i årene omkring 1950.
  • Udførte scenografi til monologen ”Den skide sulfo” opført på ABC revyen ”Lige i øjet” i 1962.
  • Udformede ”Årets kunstnersmykke” i 1991.
Scenebilleder fra balletten <em>Kærlighedens triumf</em>, 1940, Billedbladet 25. juni 1940.

Fri os fra normer

Af: Liza Burmeister Kaaring

Maleri, collage, skulptur, ballet, performance, teaterdekorationer, film, reklame, smykke- og kjoledesign. Freddie favnede det hele og mere til.

Han lod sig ikke begrænse af et enkelt medies muligheder, men var hele tiden åben overfor brugen af nye medier. Det var indholdet og værkets effekt på betragteren, der var det væsentlige – ikke mediet. Indholdet og effekten er netop også det, der fremstår som det samlende element i Freddies univers. Figurer, motiver og emner er de samme på tværs af de mange forskellige udtryksformer. Lige som den surrealistiske grundtanke om at sætte begæret og instinkterne fri er gennemgående for hans samlede produktion.

Surrealisterne ønskede ikke på nogen måde at blive sat i bås, hverken med hensyn til indholdet eller til udtryksformen. De var indædte modstandere af konventioner, og en af deres målsætninger var et opgør med det borgerlige samfunds normer.

Wilhelm Freddie, Originalt manuskript til balletten <em>Kærlighedens triumf</em>, Wilhelm Freddies arkiv, SMK-Foto.
Wilhelm Freddie, <em>3²</em>, kostumeskitse til <em>Kærlighedens triumf</em>, 1940, gouache på papir, 32,8 x 25,3 cm, KKS2010-12, SMK. © Wilhelm Freddie/billedkunst.dk.
Wilhelm Freddie, <em>Rosalia</em>, kostumeskitse til <em>Kærlighedens triumf</em>, 1940, 	akvarel og gouache på papir, 29,5 x 19,4 cm, KKS2010-8, SMK
Wilhelm Freddie, <em>Kor</em>, kostumeskitse til Kærlighedens triumf, 1940, gouache 	på papir, KKS2010-13, SMK. © Wilhelm Freddie/billedkunst.dk.
Wilhelm Freddie, <em>Den søgende</em>, kostumeskitse til <em>Kærlighedens triumf</em>, 1940, 	akvarel og gouache på papir, KKS2010-9, SMK. © Wilhelm Freddie/billedkunst.dk.

Hallucinatoriske fortællinger om kærlighedens triumf

Freddies malerier er ofte bygget op som scenerum, hvor figurer og objekter udfolder sig i hallucinatoriske fortællinger på baggrund af et landskab eller i et interiør. Dette princip overfører han også til flere af sine andre medier, for eksempel til scenografierne til balletten Kærlighedens triumf og til revymonologen Den skide sulfo.

I Kærlighedens triumf sættes der handling til et af Freddies surrealistiske tableauer, og de normalt stationære figurer og ting får liv. Dette bliver fortællingen dog ikke mindre uforståelig af. Flere avisartikler i samtidens presse gjorde sig morsomme på bekostning af ballettens uhåndgribelige fortælling.

Ekstra Bladet udskrev endda en konkurrence, hvor folk kunne skrive ind med deres bud på ballettens handling. Freddie spillede med på legen, der således blev en del af hans selviscenesættelse (link til tema 1.3 om selviscenesættelsen), og indleverede sin egen tolkning, der fungerede som konkurrencens facit og som blev lagt i avisens bankboks indtil konkurrencen var slut. Trods al virakken var balletten ment som ”et virkelig alvorligt Forsøg paa at lave noget surrealistisk for Scenen”, hvilket Freddie forklarer til Ekstrabladet i april 1940 forud for opførslen af balletten.

Kærlighedens triumf handlede, ifølge Freddie selv, om de menneskelige længsler og ønsker, menneskets dyriske side og dets søgen efter sig selv. Alle tematikkerne er typiske for Freddie. Normalt ønskede Freddie ikke at udlægge sine værkers betydning og dermed fastlåse betragterens associationer, et princip han således fraveg ved denne lejlighed.

Wilhelm Freddie og Jørgen Roos, stills fra <em>Spiste horisonter</em>, 1950, sort/hvid film, Cimbrias Film, København. © Wilhelm Freddie og Jørgen Roos/billedkunst.dk.

Et brøds farefulde rejse

Af: Liza Burmeister Kaaring

Forunderlige møder og konfrontationer der udfolder sig i rum opbygget som scenerum, benytter Freddie også i forbindelse med sine film.

I perioden mellem 1947 og 1951 skrev han et antal filmmanuskripter, hvoraf to, Det definitive afslag på anmodningen om et kys (1949) og Spiste Horisonter (1950), blev realiseret, begge i samarbejde med filminstruktøren Jørgen Roos. Surrealismeforskeren Michael Richardson siger om filmene, at de er ”de mest intense og mystiske oplevelser, man kan få i en biograf. Begge film er forførende og så indholdsrige, at det ikke rigtig er muligt at give nogen sikker forklaring på dem”.

Spiste horisonter bliver af Richardson udlagt som en form for kosmisk fortælling om et brød, der er ude på en længere farefuld rejse, hvor det både bryder ud af fangenskab og genfødes som et andet stof. Ligesom mange andre af Freddies fortællinger foregår historien om brødet i en hverdagsagtig ramme, samtidig med at den på ingen måde følger hverdagslivets logik. Som Richardson siger, drejer dette sig om det umulige:

”Titlen fortæller os også, at det, der bliver spist, er ”horisonten”; det er med andre ord en opførelse af det umulige”.

Foto fra Freddies surrealistiske bar, installation, 1939, Wilhelm Freddies arkiv. © Wilhelm Freddie/billedkunst.dk.
Wilhelm Freddie, Det surrealistiske portræt, 1940, happening, Rådhuspladsens udstillingssal, København, Wilhelm Freddies arkiv. © Wilhelm Freddie/billedkunst.dk.

En vanvittig aften

Af: Liza Burmeister Kaaring

”En vanvittig aften”. Sådan lyder titlen på et arrangement i Studenterhuset i København, hvor Freddie i 1939 arrangerede en surrealistisk bar.

Et væld af voksmannequiner var, ifølge Politikens omtale af baren, anbragt i ”yderst originale stillinger”.

”En staar på et bord med Strømperne i Aal og gemmer Overkroppen i det Uvisse, en anden er sat i bur, og to Voksdamer skjuler sig bag et stykke tøj”.

Freddie skabte et surrealistisk sceneri, hvor gæsterne i baren i samspil med mannequindukkerne indgik som aktører på en surrealistisk scene, der var pivåben for skønne tilfældige møder.

I andre tilfælde udførte Freddie happenings, hvor han i højere grad selv var i centrum som aktør, for eksempel i 1940 med ”demonstrationen” - som han kaldte det - Det surrealistiske portræt, hvor hans daværende hustru Ingrid indgik i en slags magisk ritual sammen med en voksbuste.

Wilhelm Freddie, <em>Årets kunstnersmykke</em> 1991, privateje.
Wilhelm Freddies Kjoledesign for Carli Gry, 1944, Wilhelm Freddies arkiv. © Wilhelm Freddie/billedkunst.dk.

Begær er begær, kommercielt eller ej

Af: Liza Burmeister Kaaring

For Freddie ligger den kommercielle vare-verden og den surrealistiske verden ikke langt fra hinanden. I begge verdner råder begæret, og han ser derfor ingen hindring i at beskæftige sig med dem sideløbende.

I 1944 designede Freddie fire surrealistiske kjoler for tøjfirmaet Carli Gry og i 1991 designede han ”Årets kunstnersmykke”. Derudover udførte han design til en pudderdåse, en filmplakat, en cigarillos- og en margarinereklame og udsmykkede en Irma dåse. Og dette er blot nedslag i en endnu større vifte af Freddies mange medier.

Mange af disse produkter blev produceret i en kommerciel sammenhæng, hvilket måske kan synes langt fra surrealismens tanker om at frigøre instinkterne og begæret og dermed sætte menneskets underbevidsthed fri. Men for Freddie var der ikke tale om noget væsentligt skel mellem varernes og den surrealistiske verden. I begge tilfælde er begæret og associationerne i centrum. For at få folk til at interessere sig for varerne er det nødvendigt både at sætte de rigtige associationer i gang og at vække folks begær. Dette er netop Freddies speciale.

Det betyder dog ikke, at relationen var uproblematisk; forbindelsen til den kommercielle kultur var et kildent og omstridt emne, både for Freddie og for den surrealistiske bevægelse som helhed. Således også i høj grad for den spanske surrealist Salvador Dali (1904-1989), som Freddie på flere måder havde som forbillede og som i endnu højere grad end Freddie brugte massekulturen som et led i realiseringen af sit kunstneriske projekt. Et engagement der fik surrealismens chefideolog André Breton (1896-1966) til at bryde med Dali samt til at give ham øgenavnet Avida Dollars (grådig efter dollars), som er et anagram for Salvador Dali.

Litteratur

Dorthe Aagesen, ”Stik gaflen i øjet! Mål og midler i Freddies værk”, WILHELM FREDDIE – Stik gaflen i øjet!, fagred. Dorthe Aagesen og Mette Houlberg Rung, Statens Museum for Kunst, København 2009.

Birger Raben-Skov, Mette Houlberg Rung og Dorthe Aagesen, ”Biografi”, WILHELM FREDDIE – Stik gaflen i øjet!, fagred. Dorthe Aagesen og Mette Houlberg Rung, Statens Museum for Kunst, København 2009.

Anne Middelboe Christensen, ”Da Freddie slap katten løs i balletten”, WILHELM FREDDIE – Stik gaflen i øjet!, fagred. Dorthe Aagesen og Mette Houlberg Rung, Statens Museum for Kunst, København 2009.

Mette Houlberg, ”Iscenesættelser. Vinduesudsmykninger og udstillingsdesign”, WILHELM FREDDIE – Stik gaflen i øjet!, fagred. Dorthe Aagesen og Mette Houlberg Rung, Statens Museum for Kunst, København 2009.

It’s all Dali. Film fashion, phography, design, advertising, painting, ed. Jaap Guldemond ,Dick Adelaar et al., Museum Boijmans Van Beuningen, Rotterdam 2005.

Rolf Læssøe, Wilhelm Freddie, København 1996.

Michael Richardson, ”Tætheden i et smil. Freddies film”, WILHELM FREDDIE – Stik gaflen i øjet!, fagred. Dorthe Aagesen og Mette Houlberg Rung, Statens Museum for Kunst, København 2009.

Uidentificeret artikel fra Politiken 1939 i Freddie-arkivet, Statens Museum for Kunst.

Forbindelser

  • Wilhelm Freddie 1909-1995  > Freddie var på én og samme tid surrealist, provokatør, revolutionær, multikunstner og mester i kunsten at iscenesætte sig selv
  • Virkeligheder mødes  > Ønsket om hele tiden at afsøge nye områder kommer også til udtryk i Freddies mange collager, hvor elementer fra forskellige virkeligheder mødes og danner nye overraskende relationer
  • J.F. Willumsen 1863-1958  > J.F. Willumsen var ligesom Freddie en sand multikunstner, der udtrykte sig i et væld af medier fra maleri til arkitektur, samtidig med at han var en aktiv kunstsamler og -skribent
  • Bjørn Nørgaard født 1947  > Også billedhuggeren Bjørn Nørgaard udfolder sig indenfor en lang række medier, og er blandt meget andet kendt for sine mange offentlige udsmykninger og sine gobeliner for dronningen
  • Ufri kroppe  > De mange ufri kroppe i kunsten fra tiden omkring 1800-tallet udtrykker et behov for et kunstnerisk opgør med de herskende samfundsmæssige og æstetiske normer
SMK Logo