Isen smelter og håret falder af

Mange kunstnere er fascineret af at skildre tidens gang igennem materialets håndgribelige forandringer

Kirsten Justesen, <em>Ice portrait</em>, <em>Meltingtime #3</em>, 1992, © <link http://www.kirstenjustesen.com/>Kirsten Justesen</link> / billedkunst.dk.

Kort om Isen smelter og håret falder af

  • Siden 1980 har Kirsten Justesen beskæftiget sig med is og med de forvandlinger, som materialet gennemgår over tid.
  • Kirsten Justesen har ofte benyttet isen i performances eller installationer, hvor betragteren kan opleve isens transformationer live. Hun er fascineret af materialets evne til at gøre tiden håndgribelig igennem de forandringer som det gennemgår.
  • Ofte bruger Kirsten Justesen sin nøgne krop som en del af is-værkerne. Dermed lader hun modsætninger som kold/varm, hård/blød mødes i flertydige og urovækkende billeder.
  • Mange andre samtidskunstnere har beskæftiget sig med tidens gang, fx Sophia Kalkau, Hannah Wilke, Christian Lemmerz og Jeannette Christensen.
Kirsten Justesen, <em>Isbrud I</em>, fra <em>Meltingtime #1</em>, 1980, fotografi, © <link http://www.kirstenjustesen.com/>Kirsten Justesen</link> / billedkunst.dk.
Kirsten Justesen, <em>Isbrud II</em>, fra <em>Meltingtime #1</em>, 1980, fotografi, © <link http://www.kirstenjustesen.com/>Kirsten Justesen</link> / billedkunst.dk.
Kirsten Justesen, <em>Isbrud III</em>, fra <em>Meltingtime #1</em>, 1980, fotografi, 14,9 x 21 cm, KKSbog53736/2, SMK. © <link http://www.kirstenjustesen.com/>Kirsten Justesen</link> / billedkunst.dk.
Kirsten Justesen, <em>Melting in Time #3</em>, installation på Kunstmuseet Brundlund slot i nederste tårnværelse 2002-03, body, ice-stick, kamin, c-print på lærred, vand og sound-pice, <link http://www.museum-sonderjylland.dk/SIDERNE/Museerne/Kunst-Brundlund/01-Velkommen.html>Museum Sønderjylland, Brundlund slot</link>, © <link http://www.kirstenjustesen.com/>Kirsten Justesen</link> / billedkunst.dk.
Kirsten Justesen, <em>Rygskriver</em>, 1989, fotografi, 21 x 14,9 cm, KKSbog53736/6, SMK. © <link http://www.kirstenjustesen.com/>Kirsten Justesen</link> / billedkunst.dk.
Kirsten Justesen, <em>Ice Pedestal #1</em>, 2000, © <link http://www.kirstenjustesen.com/>Kirsten Justesen</link> / billedkunst.dk.
Kirsten Justesen, <em>Ice Pedestal #2</em>, 2000, © <link http://www.kirstenjustesen.com/>Kirsten Justesen</link> / billedkunst.dk.
Kirsten Justesen, Ice Pedestal #3, 2000, © <link http://www.kirstenjustesen.com/>Kirsten Justesen</link> / billedkunst.dk.

Det startede i Grønland

Af: Liza Burmeister Kaaring

Tidens forandringer har siden 1980 været et gennemgående tema i Kirsten Justesens værker. I en periode på over 25 år har hun arbejdet med isen, eller som hun selv formulerer det: vand og fryser, og de tematikker og frem for alt forandringer, som naturligt knytter sig til materialet.

Fra Meltingtime #1(1980) til Meltingtime #16 (2007), samt i en lang række relaterede værker fra samme periode, som for eksempel Rygskriver fra 1989 og Ice Pedestal #1 fra 2000 har Justesen fokuseret på forskellige aspekter af isen fortalt gennem forskellige medier. Hun har blandt andet beskæftiget sig med isens/vandets tilstandsformer og egenskaber igennem fortællinger, objekter, performances, registrering af den klimabestemte issituationen, videoværker, lydværker og mail-art.

Kirsten Justesen fortalte i 2006, om hvordan et seks måneders ophold i Grønland satte skub i hendes arbejde med isen:

“Jeg ønskede at lære isbjergene at kende, at overvinde dem. At besejre dem. Dette førte til handlinger, der igen affødte billederne af min krop sammen med isbjergene. Fysiske, kropslige møder hvor kroppen begynder under isbjerget og bevæger sig imod dets top. Isblokkene, overfladerne, de kolde temperaturer, tidsaspektet, smeltetiderne; alt dette var emner og aspekter, som jeg arbejdede med – og har været optaget af lige siden.”

“Det handler om mødet mellem to slags hud, to slags overflader, to bevægelsesmønstre – som med de senere billeder af skællede, kolde fisk imod varm, blød hud. Hud, overflade, det varme og det kolde. Det sammensatte mødested. Fisk der bevæger sig horisontalt i et element, og den menneskelige krop, der bevæger sig vertikalt i et andet. Det er meget simpelt. Et sceneri for flertydige møder. Et greb der tager fat i urovækkende landskaber.”

Kirsten Justesen, <em>Sound Piece. Music Stick / Music Stand</em>, New York 2006, © <link http://www.kirstenjustesen.com/>Kirsten Justesen</link> / billedkunst.dk.

Værker der forsvinder

Af: Liza Burmeister Kaaring

Mange af de værker som handler om is og om tidens processer handler ikke kun om forandringerne, de er under forandring, og derfor kan de ikke fastholdes på samme måde som traditionelle værker i en blivende, fast form. Dermed er der både tale om en anderledes oplevelse i mødet med værket og om et utraditionelt værkbegreb.

Når værket forandrer sig for øjnene af beskueren, forstærkes oplevelsen af nuet, og mødet med værket får en tidslighed og en tilstedeværelse, en udstrakthed i tidslig forstand, som ikke på samme måde er knyttet til statiske værker. Tilsvarende har vi at gøre med et værk, der forsvinder og ikke – på samme måde som et værk i en blivende form – kan opbevares for eftertiden. I stedet kan vi gemme erindringen om værket i form af fotografier, film og genstande, der har indgået i værket. Og disse dokumentationer bliver så til nye, ofte selvstændige værker i et andet medie end det oprindelige, og med en tilsvarende anden oplevelse for betragteren.

Lektor i moderne kultur Anne Ring Petersen sammenfatter meningen med Kirsten Justesens is-værker:

”Kirsten Justesens udforskning af isens tilstandsforandringer og udtryksmuligheder drejer sig således ikke om at skabe værker i traditionel forstand, altså unika foreviget i rammer og på piedestal, men om at få beskueren til at føle sig nærværende i et rum for en tid. Om at skærpe evnen til sansning og iagttagelse af noget så abstrakt som tid, der er synliggjort i et konkret materiales forvandlingsproces som overgang fra én tilstand til en anden.”

Man kan også, med kunstteoretikkeren Mieke Bals ord, tale om at værket ”klæber”, hvilket vil sige, at det holder sin betragter fast i mødet med værket, i den proces som værket er/udspiller.

SE FILMKLIP HVOR KIRSTEN JUSTESEN TALER OM SIT FORHOLD TIL TID

Sophia Kalkau, <em>Out of my Hair</em>, 2007, <em>Danskjävlar</em>, Kunsthal Charlottenborg, <link http://www.kalkau.dk>kalkau.dk</link>, © Sophia Kalkau / billedkunst.dk.
Hannah Wilke, <em>Intra-Venus-Series #6, February 19, 1992</em>, 1992-1993, performativt selvportræt, tre farvet fotografi/ chromagenic supergloss print  , 35,56 x 96,52 cm, Courtesy Donald and Helen Goddard and Ronald Feldman Fine Arts, New York.

Portræt af et hårtab

Af: Liza Burmeister Kaaring

Mange andre danske og internationale kunstnere har siden 1960’erne arbejdet med fænomener, der forandrer sig og er svære at fastholde. Et eksempel er den danske billedhugger Sophia Kalkau (født 1960) der, ligesom Kirsten Justesen, ofte bruger sig selv og sin krop som kunstnerisk materiale og i øvrigt også bruger fotografiet som udtryksform i lige så høj grad som skulpturen.

I 2007 udførte Sophia Kalkau værket Out of my Hair, hvor hun gennem fotografier dokumenterer det hårtab hun lider af som følge af en kemoterapibehandling. Kunstneren er hver gang fotograferet bagfra i den samme vinkel og fra samme afstand. Udsnittet af hendes krop er også det samme, og det eneste vi ser, er det øverste af hendes ryg, hendes nakke og hendes efterhånden tyndere og tyndere hår opsat i en kunstfærdig nakkeknude. Ansigtet ser vi ikke, og kvinden på fotografierne kunne i princippet være hvem som helst.

Med det anonyme præg flyttes fokus fra det individuelle til det almene og fra motivets fortælling til værkernes form. I stedet for at vi tager stilling til personen på fotografiet og hendes sygdomshistorie, tager vi stilling til det mønster som håret danner, og til hvordan der bliver mindre og mindre af det. Selvom vi kender til historien bag hårtabet, holder fotografiernes anonyme look og serielle præg vores fokus på formen og på den forandring, som finder sted, frem for på den individuelle historie. Sådan som det i øvrigt også gælder for Kirsten Justesens Smeltetids-værker, hvor hun typisk selv indgår som agerende men anonym kvindekrop, som repræsentant for kvinden og for kvinden, som model i kunsten.

I 1992 udførte den amerikanske billedhugger, performancekunstner mv. Hannah Wilke (1940-1993) i lighed med Sophia Kalkau, en fotografisk serie af følgerne af sin kræftsygdom. Ligesom Kalkau taber Wilke håret under en kemobehandling og fotograferer løbende behandlingens og sygdommens indvirkning på kroppen til serien Intra-Venus. Men til forskel fra Kalkau er Wilke fotograferet forfra, og fotografierne fortæller derfor i høj grad kunstnerens personlige (lidelses-)historie.

Kirsten Justesen, <em>Ice portrait</em>, <em>Meltingtime #3</em>, 1992, © <link http://www.kirstenjustesen.com/>Kirsten Justesen</link> / billedkunst.dk.

Fotografiets tidslige og formmæssige volumen

Af: Liza Burmeister Kaaring

Hos både Kirsten Justesen og Sophia Kalkau handler det om en registrering af tiden og af formens eller materialets forandring, som på håndgribelig vis tegner tidens gang. Tiden går, isen smelter og håret bliver tyndere og tyndere.

Værkerne er på denne måde nærmest det modsatte af øjebliksbilleder. I stedet for at repræsentere et enkelt punkt på tidens lange linje, udfolder de et tidsligt forløb og henleder vores opmærksomhed på forløbets udstrækning, samt på forløbets betydning for formens forandring. Opmærksomheden skærpes, både overfor tiden og overfor formen.

Når kunsthistorikeren Camilla Jalving skriver om Sophia Kalkaus værker, at de, ligegyldigt om der er tale om skulptur eller fotografi, handler om at definere: ”Hvad er en krop, hvordan er den i rummet og hvilken situation kan den skabe?” – så kunne det samme ligeså godt være skrevet om Kirsten Justesen. Og som samme forfatter pointerer, så er mediet i den forstand ikke så væsentligt: ”Det væsentlige er, hvad man bruger det til.” Fotografiet kan på mange måder vise os det samme som skulpturen kan om volumen, form og overflade og dette illustreres både af Justesen og af Kalkau.

Kirsten Justesen, <em>Entré</em>, IKKE KUN ALT, Sophienholm 1989, fotografi, 21 x 14,9 cm, KKSbog53736/5, SMK. © <link http://www.kirstenjustesen.com/>Kirsten Justesen</link> / billedkunst.dk.

Værker i nuet

Af: Liza Burmeister Kaaring

Både Kirsten Justesen, Sophia Kalkau og Hannah Wilke har, udover alle at være billedhuggere, rødder i performancekunsten, som den blev til i 1960’erne og 1970’erne.

Performancekunsten eksisterer i nuet. Den er levende og i live. Den er handling og forvandling. Og dette er grundstenen i de tre kunstneres her omtalte værker, der alle benytter sig af fotografiske serier til at gengive tiden, men som i øvrigt benytter hver sit æstetiske udtryk.

Pieter vand der Willigen, <em>Vanitas-Stilleben</em>, 1670, olie på lærred, 59 x 54,5 cm, KMS1884, SMK.
Christian Lemmerz, <em>Legeme (spejl)</em>, 1994, installation på Esbjerg Kunstmuseum, foto: Esbjerg Kunstmuseum. © Christian Lemmerz/billedkunst.dk.
Jeannette Christensen, <em>Tiden lager alle sår</em>, 1996, installation med syv bænke dækket af rød gelatine, foto: Stein Jørgensen, Gallery c/o – Gerhardsen Gerner.
Jeannette Christensen, detaljebillede af <em>Tiden lager alle sår</em>, 1996, installation med syv bænke dækket af rød gelatine, foto: Stein Jørgensen, Gallery c/o – Gerhardsen Gerner.

Moderne vanitas der legemliggør tiden

Af: Liza Burmeister Kaaring

Med værkernes fokus på tid og forandring giver de samtidig associationer til en anden kunsthistorisk tradition med rødder, der går meget længere tilbage, nemlig til vanitas motivets historie. Det klassiske vanitas, der betyder ”forfængelighed” i betydningen forgængelighed, gengiver genstande som kranier, ure, glas, sæbebobler, blomster, frugt og stearinlys, der symboliserer at livet er skrøbeligt og døden uomgængelig.

Hermed ikke sagt, at hverken Kirsten Justesens, Sophia Kalkaus eller Hannah Wilkes emne er vanitasets. Eksempelvis er det væsentligt for Kirsten Justesen at understrege, at is eller vand-værkerne handler om forvandlinger og ikke på nogen måde om hverken død eller forgængelighed. Det fælles er fokus’et på tidens gang, mens fortolkningerne af tidens gang er vidt forskellige.

Forgængelighedssymbolikken med fokus på forrådnelse kunne på håndgribelig vis opleves i den dansk/tyske billedhugger Christian Lemmerz’ Legeme (Spejl), som han udstillede i 1994 på Esbjerg Kunstmuseum som en del af en større installation kaldet Scene. Parterede grisekroppe uden hoved og hale var udstillet i glasmontrer, og i udstillingsperioden kunne man, akkompagneret af talrige protester i pressen, følge kroppenes langsomme forrådnelse både visuelt og olfaktorisk [med lugtesansen]. Værket kan opfattes som en meget langtrukken performance med de døde grise som aktører. Tidens gang og den forandring, som den medfører, er værkets omdrejningspunkt.

Den håndgribelige forandring af værkets materiale kan ligeledes opleves hos den norske billedkunstner Jeannette Christensen, der benytter gelatine som materiale i mange af sine værker. For eksempel i værket Tiden lager alle sår [Tiden laver alle sår] fra 1996, der består af syv bænke beklædt med rød gelatine. Ved udstillingens start stod gelatinebænkene stramt formede og spredte en sødlig duft af dessert. Men i løbet af udstillingsperioden satte forfaldet og nedbrydningen ind, gelatinen størknede, opløstes og rådnede, mens den indledningsvis så liflige duft ændrede sig til en kvalm, tung lugt, der ifølge kunstteoretikeren Mieke Bal mindede om lugten af blod. Flere af bænkene begyndte tilmed at dryppe eller at bløde, som Mieke Bal kalder det, og resultatet var smukke organiske mønstre på gulvet, hvor den røde farve skilte sig i orange, gule og rødlige toner.

Der er i øvrigt en slående lighed rent visuelt mellem Lemmerz’ og Christensens værker, der begge består af en række stramt rektangulære former tilsat organisk materiale, der forandrer sig i løbet af udstillingsperioden, og hvor den røde farve er dominerende.

Som Mieke Bal understreger, er Christensens gelatine værker hverken begrænsede til at være ting, eftersom de involverer beskueren i konstruktionen af den legemliggjorte tid, eller til at være selvstændige former, der eksisterer i tiden. I stedet eksisterer de. De giver konkret form til tidslig varen, den tidslige udfoldelse, og til teorien om dens vigtighed i forhold til alle sanserne. De samme ord kunne være skrevet om Kirsten Justesens arbejde med isen, hvor også hun bevæger sig bort fra det traditionelle værkbegreb og i stedet arbejder med processen, der indebærer forandring og tidslig udfoldelse.

Man kunne nævne adskillige eksempler på nulevende kunstnere, der beskæftiger sig med det klassiske forgængeligheds-emne i nye klæder. Og det er ikke så underligt. Tiden og ikke mindst døden har altid været og vil altid være et af livets uomgængelige grundvilkår. Eksistensvilkår som ingen af os undgår at tage stilling til.

Litteratur

Mieke Bal, Quoting Caravaggio, Chicago 1999.

Kirsten Justesen ed., Smeltetid #11, Kunstmuseet Brundlund Slot og Kastrupgårdsamlingen 2004.

Sophia Kalkau. Dog and Die, Kunsthallen Brandts 2008, med tekster af Camilla Jalving og Bo Nilsson.

Anne Ring Petersen, ”Forvandlingens tid”, i Kirsten Justesen (ed.), Re Kollektion, Nordjyllands Kunstmuseum 1999.

 

Forbindelser

  • Kirsten Justesen født 1943  > Kirsten Justesen er en pioner indenfor body art og har i over 30 år brugt sin egen krop som sin kunsts primære redskab
  • Kirsten Justesen: Værkserie: Isbrud I-III, 1980  > <em>Isbrud I-III</em> er udført i Grønland under et seksmåneders ophold, og serien blev startskuddet til Justesens mangeårige arbejde med is og tid
  • Sammensmeltningen af natur og menneske  > Surrealisterne dyrker sammensmeltningen af naturen og menneske som et udtryk for deres ønske om at nedbryde grænser og gøre op med de etablerede normer
  • Anonyme kvinder og kander  > Også Lundstrøm dyrker i sine værker kroppe med fokus på form frem for på personlig historie
  • Mennesket og naturen  > Mennesket som en del af og i pagt med naturen var et yndet motiv i symbolisternes kunst
SMK Logo