Købkes skyer var malet af Eckersberg

Et billede tilskrevet guldaldermaleren Købke viste sig efter nærmere studier at være malet af Eckersberg

C.W. Eckersberg, <em>Studie af skyer over Øresund</em>, 1826, olie på lærred, 20,5 x 32,3 cm, KMS8579, SMK

Kort om Købkes skyer var malet af Eckersberg

Af: Kasper Monrad

  • Da en privat samler i 2008 indleverede et lille oliemaleri af Købke, blev det startskuddet til en overraskende opdagelse
  • Maleriet var ikke af Christen Købke, som påskrevet
  • Tekniske undersøgelser beviste, at det er malet af C.W. Eckersberg
C.W. Eckersberg, <em>Studie af skyer over Øresund</em>, 1826, olie på lærred, 20,5 x 32,3 cm, KMS8579 recto, SMK

Eckersberg, ikke Købke

Af: Kasper Monrad

I oktober 2008 fik jeg på museet besøg af en privat samler, der gerne ville vise en lille malet studie af skyer, som han ejede. Ifølge en påskrift bag på maleriet var det en ”Luftstudie af C. Købke”, altså guldaldermaleren Christen Købke. Ejeren ville gerne høre, om jeg kunne acceptere Købke som billedets ophavsmand. I sådanne situationer, hvor der tale om et værk, der muligvis er udført af en betydelig kunstner, vil jeg altid helst se værket side om side med nogle af museets værker af den pågældende kunstner. Så er det lettere at sammenligne motiver, malemåde og farveholdning.

Jeg foreslog derfor ejeren, at vi tog maleriet med ind i den udstillingssal, hvor vi havde en af Købkes skystudier hængende. Da vi stod foran museets studie af Købke, fik vi os imidlertid en stor overraskelse. Skyerne på det privatejede billede mindede nemlig slet ikke om skyerne hos Købke, men derimod om skyerne i billedet, der hang nedenunder af Eckersberg. Der er nogle meget markante stilistiske forskelle mellem Eckersberg og Købke i deres studier af skyer.

Købke malede skyerne, som om de var et udsnit af meget større skyformationer, hvorimod Eckersberg altid komponerede skyerne, så de kom til at udgøre et sluttet hele.

Vi sammenlignede de tre malerier meget grundigt, og efterhånden blev jeg helt overbevist om, at det privatejede maleri måtte være af Eckersberg.

C.W. Eckersberg, <em>En russisk flåde til ankers på Helsingørs red</em>, 1826, olie på lærred, 31,5 x 59 cm, KMS1671, SMK

Tekniske undersøgelser

Af: Kasper Monrad

For at være på den helt sikre side aftalte jeg med ejeren, at vi lånte maleriet i nogle uger, så vi kunne undersøge det nærmere. Jeg ønskede at studere maleriet ved hjælp af et infrarødt kamera sammen med en af museets konservatorer, så vi kunne se, om vi kunne genkende Eckersbergs tegning under malingen. Sammen med bevaringschef Jørgen Wadum undersøgte jeg det lille maleri, og vi foretog sammenlignende studier af skyerne i flere af Eckersbergs mariner. Under malingen kunne vi ved hjælp af det infrarøde kamera se svage blyantrids, som minder meget om undertegningen i andre af Eckersbergs malerier. Specielt sammenlignede vi med en af hans mariner, ”En russisk flåde til ankers på Helsingørs red”, som han malede i 1826. Det er samme type skyer, man ser i de to malerier. Vi var derfor begge enige om, at det lille maleri måtte være af Eckersberg.

Jeg fortalte ejeren om resultatet af vores undersøgelser, og da skete noget overraskende og meget glædeligt. Ejeren blev så begejstret for vores opdagelse, at han tilbød maleriet som gave til museet!

Det var et meget fint tilbud, som vi bestemt ikke kunne sige nej til! Jeg kunne så fortælle ejeren, at han som modydelse fra staten ville kunne få et skattefradrag svarende til maleriets værdi. Mens museet før kun ejede en enkelt skystudie, havde vi nu fået en meget fin tilføjelse til samlingen.

C.W. Eckersberg, <em>Det russiske linjeskib Asow og en fregat til ankers på Helsingørs red</em>, 1828<br />olie på lærred. 63x51 cm, KMS608, SMK

En lille Eckersberg-sensation!

Af: Kasper Monrad

Efter at museet havde modtaget den fine gave, viste jeg det lille maleri frem til flere kolleger. For at underbygge tilskrivningen viste jeg hver gang også en gengivelse af maleriet ”En russisk flåde til ankers på Helsingørs red”, og alle var enige, om at tilskrivningen til Eckersberg var overbevisende.

Imidlertid var der én, der kom med en korrektion. Jeg viste et foto af maleriet til kunsthandleren Niels Vodder, som har et meget stort kendskab til den danske guldalderkunst. Nogle dage senere ringede han mig op og spurgte, om jeg havde sammenlignet studien med andre af Eckersbergs malerier. Jeg svarede tøvende, og så sagde han: Prøv engang at se på skyerne i maleriet ”Det russiske linjeskib ’Asow’ og en fregat til ankers på Helsingør red”. Det gjorde jeg så, og pludselig sprang det i øjnene: det er de samme skyformationer i de to malerier! Eneste forskel var at proportionerne var ændrede, da han overførte skyerne til det store maleri i højformat.

Min forbløffelse var stor, men med ét faldt en vigtig brik på plads i studiet af Eckersbergs kunst. Indtil da havde jeg formodet, at han anvendte skystudierne som forarbejde til marinerne. Nu vidste vi det endelig!

Eckersberg benyttede ellers kun meget sjældent malede forarbejder til større malerier, men i dette specielle tilfælde gjorde han – og måske også i nogle af de andre mariner. Den lille studie af skyer har med andre ord gjort os klogere på Eckersbergs arbejdsmetode.

Forbindelser

  • Eckersbergs skyer  > Læs mere om Eckersbergs store interesse for at studere skyer
  • C.W. Eckersberg: Det russiske linieskib "Asow" og en fregat til ankers på Helsingør red  > Himlen i marinemaleriet er baseret på grundige skystudier
  • Eckersberg og skyerne i Dresden  > Eckersberg var inspireret af vennen J.C. Dahls skystudier
  • C.W. Eckersberg 1783-1853  > Eckersberg var en omhyggelig observatør af naturen
SMK Logo