Kødelige kroppe

Freddie arbejder i perioden 1954-68 med ekspressivt malede, abstrakte kroppe, tykt malet i lyserøde kød-farver

Wilhelm Freddie, <em>La dolce vita</em>, 1966, olie på lærred, 130,5 x 196 cm, fotograf: KUNSTEN,<link http://www.kunsten.dk/> KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg</link>. © Wilhelm Freddie/billedkunst.dk.

Kort om Kødelige kroppe

  • Omkring 1953-54 holdt Freddie ifølge ham selv op med at være surrealist. Hvad han så var, ønskede han ikke at definere.
  • Freddie arbejder i perioden ca. 1954-68 med ekspressivt malede, abstrakte kroppe i flade interiører eller landskaber. Malerierne er ofte tilføjet elementer af collage.
  • Kroppene er gengivet i lyserøde eller brunlige farver med tykke farvelag.
  • Kroppene fremstår på en gang lemlæstede og i fuldt vigør.
  • Freddie ønskede at fremme det direkte møde mellem værket og publikum. Derfor eksperimenterede han med nye ophængningsprincipper, hvor værkerne konfronterede publikum på en ny og mere direkte måde.
Wilhelm Freddie, <em>Venetiansk rock’n roll</em>, 1957-1960, olie på lærred, 130,5 x 195 cm, KMS7950, SMK. © Wilhelm Freddie/billedkunst.dk.

Paradoksale kroppe

Af: Liza Burmeister Kaaring

Menneskekroppen er i fokus som et gennemgående træk i hele Freddies produktion. I perioden fra ca. 1954 -1968 bliver denne tendens endnu mere udtalt. Dels fylder de det meste af lærredet, dels bliver de nærmest håndgribelige i deres kødelighed.

I perioden arbejder Freddie med menneskekroppen i en abstrakt fortolkning. Kroppene fremstår som store uartikulerede masser af kød og knogler. De er typisk domineret af en lyserød farve, der understreger figurernes nøgne kødelighed, og farvelaget er påført med store ekspressive penselstrøg, der tilfører figurerne en nærmest håndgribelig stoflighed.

Enkelte genkendelige kropsdele fremkommer, som for eksempel en arm eller et kønsorgan, men typisk er kroppene gengivet som ukendelige klumper; lemlæstede og blottede.

Kroppene ligner paradokser. På en og samme tid er de fuldstændig i opløsning, som mennesker der har været udsat for en voldsom massakre, og samtidig er de smækfyldt med livskraft og drifter!

Paradokset gør disse kroppe interessante, fordi de ligner en umulighed, og samtidig kropsliggør de den spænding mellem vold og begær, der konstant er til stede i Freddies værker.

Wilhelm Freddie, <em>Parret efter os</em>, 1960, olie og collage på lærred, 100 x 72 cm, privateje. © Wilhelm Freddie/billedkunst.dk.

Sammensat form

Af: Liza Burmeister Kaaring

De abstrakte kroppe optræder som det dominerende element i stiliserede og flade landskaber eller interiører, der står i skarp kontrast til de ekspressivt, løst malede kroppe.

Billederne er desuden ofte tilføjet forskellige former for todimensionale eller tredimensionale collageelementer. Det fuldender det stilistisk set sammensatte udtryk, som er et gennemgående træk i Freddies kunst.

Tanken var, at jo stærkere kontrasten mellem materialer, tanker og motiver var, jo stærkere var billedets effekt.

Wilhelm Freddie, <em>Exécution. Hommage á Grimau</em>, 1965, olie på lærred, 130 x 97 cm, fotograf: J. Lathion, <link http://www.nasjonalmuseet.no/>Nasjonal-museet for kunst, arkitektur og design</link>. © Wilhelm Freddie/billedkunst.dk.

Ekspressionisme der ikke er ekspressionisme

Af: Liza Burmeister Kaaring

Selvom kroppene er malet med noget der ligner ekspressionistiske penselstrøg, så er der ikke tale om ekspressionisme i traditionel forstand.

Som Rolf Læssøe skriver, er det ikke Freddies mål at udtrykke ”et indre pres” eller finde ”afløb for indre konflikter”, som det er ekspressionismens væsen. I stedet handler det om at gøre kroppen konkret, den sanselige og nærmest fysisk nærværende krop. Værkerne viser os kød, knogler, kønsdele og indre organer i en ”bulterredelighed”. På trods af at kroppene ikke er figurativt genkendelige, fremstår de yderst konkrete.

Wilhelm Freddie, <em>Den tragiske kvinde</em>, 1957, olie på lærred, 66 x 55 cm, privateje. © Wilhelm Freddie/billedkunst.dk.

Parfumeret kød

Af: Liza Burmeister Kaaring

I 1959 afholdt Freddie en udstilling i Galerie Birch, hvor han understregede billedernes kvalitet som kroppe ved at tilføje parfume til værkerne. Som om de var kvinder, levende kvinder (parfumerne var typiske kvindedufte). Et lille udpluk fra udstillingslisten:

  • De forelskede, 1956, parfumeret med Káschemir
  • Den døde pige, 1957, parfumeret med gardenia
  • Ung pige, 1957, parfumeret med lavendel
  • Hyldest til kødet, 1959, parfumeret med gardenia
  • Romantisk interiør, 1959, parfumeret med Ambra
  • Parret efter os, 1959, parfumeret med Káschemir

Parfume bruges typisk til at understrege bærerens personlighed og tiltrækningskraft. Når Freddie parfumerer sine værker understreger han således oplevelsen af dem som fysiske og levende tilstedeværelser.

I et interview (B.T. 4. juni 1959) gengiver journalisten Freddies forklaring på valget af duftene:

”Parfumen er i hvert tilfælde afstemt efter billedets magiske værdier. På samme måde som en kvindes duft er en del af hende selv, er duften en integreret del af hans billeder.”

Indsæt Den tragiske kvinde

Udstilling i Galerie Birch 1959, Wilhelm Freddies arkiv. © Wilhelm Freddie/billedkunst.dk.

Værker med eget liv

Af: Liza Burmeister Kaaring

Højt og lavt, i loftet, lodret på væggen eller svævende midt i rummet. Værkerne hænger ikke som de normalt gør i et galleri, og den utraditionelle ophængning understreger oplevelsen af, at værkerne har en særlig tilstedeværelse.

I et interview med Ekstra Bladet juni 1959, fortæller Freddie om ophængningen i Galerie Birch. Her fremhæver han, at billederne er løsrevet fra arkitekturen ”så de kan leve deres eget liv”. Det har således tydeligvis været en del af Freddies intention, at værkernes individuelle placering skulle give dem en form for selvstændigt liv.

Wilhelm Freddie, <em>Paris’ dom</em>, 1986, olie på lærred, 116 x 147 cm, Lillian og Rud Thygesen, foto:Iben Kaufmann, Eyespice.dk. © Wilhelm Freddie/billedkunst.dk.

Freddie efter surrealismen

Af: Liza Burmeister Kaaring

Perioden 1954-1968 er den første efter at Freddie erklærede sig færdig med surrealismen. Formsproget er langt fra den surrealistiske tids figurative og fabulerende univers, men i sin bevidsthed slap han aldrig fuldstændig fri af den surrealistiske tankegang. Til sin død vedblev han, ifølge kunsthistorikeren Rolf Læssøe, med at ”udtale sig i vendinger, der var dybt farvede af de surrealistiske ideer”.

Værkerne fra denne periode i Freddies produktion har fokus på en kropslig tilstedeværelse, der adskiller disse værker fra andre perioder i hans produktion. Den fysiske oplevelse af værkerne bliver understreget af deres stoflighed, farve, duft og ophængning.

Den abstrakte krop fortsætter med at være et centralt element i Freddies værker, men efter ca. 1968 tager det geometriske og fladebetonede udtryk mere og mere over. Figurerne optegnes med tydelige konturer, malingen påføres i et tyndere lag og der er ikke længere den samme vægtning af det fysiske nærvær.

Litteratur

Rolf Læssøe, Wilhelm Freddie, København 1996.

Mette Houlberg Rung, ”Iscenesættelser”, Wilhelm Freddie. Stik gaflen i øjet!, Statens Museum for Kunst, København 2009.

Forbindelser

  • Wilhelm Freddie: Venetiansk rock'n roll, 1957-60  > En gruppe abstrakte, nøgne kroppe opfører en ubestemmelig, løssluppen koreografi på baggrund af en arkitektonisk ramme
  • Kærlighed og begær  > Kvinden, begæret og kærligheden er i fokus hos Freddie, men genstandene for begæret er ofte uskønne og forvredne kroppe
  • Wilhelm Freddie 1909-1995  > Freddie favnede vidt i sit surrealistiske univers, der er præget af overraskelser, konfrontationer, drømmesyn og begær
  • Anonyme kvinder og kander  > Nogle år før Freddie dyrkede sine kødelige kroppe malede Lundstrøm sine nærmest anti-kødelige kvindegengivelser opbygget over geometriske former og en enkel farvepalet
  • Pussy Power og kropskunsten  > Med body art begyndte mange kunstnere i 1960'erne at bruge deres egne, nøgne kroppe som redskab og motiv i deres værker
  • N.A. Abildgaard: Den sårede Filoktet, 1775  > I Abildgaards værk gør den sårede Filoktet sit bedste for at sprænge rammerne for billedrummet med sin spændte, muskuløse krop
  • Carl Bloch: Samson hos filistrene, 1863  > I 1863 malede Carl Bloch sit store maleri af <em>Samson hos filistrene</em>, hvor hovedpersonens store, muskuløse krop fylder det meste af billedet
SMK Logo