Lundstrøms evighedsblå - en historie om maleteknik

Selvom Lundstrøm benyttede ynglingsfarven blå som baggrund igen og igen, arbejdede han hver gang længe på at finde den rette nuance

Farvesnit fra den blå baggrund i Vilhelm Lundstrøm, <em>Kvindelig model</em>, 1930, olie på lærred, 131 x 97 cm, KMS6775, SMK.

Kort om Lundstrøms evighedsblå

  • I over 20 år benyttede Lundstrøm en nuance af blå som baggrund i sine malerier.
  • Han skal have kaldt den blå farve for sin ”evighedsblå”, selvom der var tale om forskellige nuancer og pigmenter.
  • Farvesnitsundersøgelser viser, at Lundstrøm har arbejdet længe på at finde den helt rigtige blå nuance til baggrunden.
Vilhelm Lundstrøm, <em>Portræt af Tusnelda Sanders</em>, 1928, olie på lærred, 148,5 x 118,5 cm, <link http://www.nasjonalmuseet.no/>Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design</link>. Fotograf: J. Lathion. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.

En models beretning

Af: Liza Burmeister Kaaring

Tusnelda Sanders undrede sig, da Lundstrøm malede hende i 1927, over hvor meget tid han brugte på arbejdet med baggrunden. Selvom hendes figur for længst var færdiggjort, indkaldte Lundstrøm hende gentagne gange til at sidde model, mens han malede på baggrunden.

Og man kan spekulere over, hvorfor hun skulle sidde der for det. Men hendes tilstedeværelse var åbenbart vigtig for, at Lundstrøm kunne male den helt rigtige rumlige, farvemæssige og måske stemningsmæssige relation frem mellem figuren og baggrunden.

Vilhelm Lundstrøm, <em>Kvindelig model</em>, 1930, olie på lærred, 131 x 97 cm, KMS6775, SMK. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.

Det dybe blå

Af: Liza Burmeister Kaaring

Det grundige arbejde med baggrunden, som Tusnelda Sanders fortæller om, kan fornemmes i baggrundens dybe blå farve, der har en tyngde, som spejler Lundstrøms robuste figurer og genstande. Form og indhold underbygger hinanden.

Kigger man nærmere på den tekniske udførsel af billederne, bekræftes historien om Lundstrøms vedholdende arbejde med baggrundsfarven, og oplevelsen af farvens mættethed finder sin forklaring.

Ved hjælp af en farvesnitsundersøgelse kan man nærstudere maleriets lagvise opbygning. Af en prøve taget fra den blå baggrund af Kvindelig model kan vi se, at Lundstrøm har påført baggrunden i alt 14 farvelag. De 14 lag er udført med hver deres forskellige nuance af blå, grå eller næsten sort og da lagene fremstår som tydeligt adskilte, kan man se at Lundstrøm typisk lod det enkelte lag tørre i en dag eller flere, før han arbejdede videre med et nyt.

Der har altså ikke været tale om nogen vild og ukontrolleret gåen-til-angreb på lærredet, men snarere en vedholdende og tålmodig prøven-tingene-af. Indtil den helt rette farve var fundet. Til sidst stod motiverne frem som mejslet ind i lærrederne. I perfekt balance og fuldstændig uflyttelige.

Vilhelm Lundstrøm, <em>Selvportræt</em>, 1927, olie på lærred, 131 x 99 cm, KMS6884, SMK.© Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.

Evig og altid

Af: Liza Burmeister Kaaring

Farvesnitsundersøgelsen viser os samtidig, at Lundstrøm ikke på forhånd har lagt sig fast på sin baggrundsfarve. I løbet af de mange dages arbejde har han eksperimenteret med både gråtoner og nærmest sorte farver til baggrunden. Dette kan virke overraskende, eftersom den blå baggrund er gennemgående for Lundstrøms mange værker igennem en 20-årig periode. Han havde ligefrem et kælenavn for farven, som han omtalte som sin ”evighedsblå”.

Kælenavnet indikerer, at der er tale om en bestemt blå farve, og at farven desuden blev valgt mere eller mindre automatisk. Hverken det ene eller det andet er dog tilfældet. Den blå baggrundsfarve varierer radikalt fra værk til værk, ligesom Lundstrøm tydeligvis forsøger sig med andre farver end blå.

Men ligegyldigt hvor mange andre farver Lundstrøm afprøver, og hvor gerne han end vil forsøge sig med noget andet, så ender han evig og altid med en nuance af blå. Det er som en daglig kamp som aldrig ender og måske er kælenavnet ikke udelukkende udtryk for en kærlighedserklæring?

Forbindelser

  • Anonyme kvinder og kander  > Fra 1923 udvikler Lundstrøm sit puristiske formsprog, hvor han dyrker formen og det anonyme udtryk samt undgår alle fortællende detaljer
  • Vilhelm Lundstrøm: Kvindelig model, 1930  > <em>Kvindelig model</em> viser hvordan Lundstrøm i sine puristiske værker søger enkelheden i både former og farver
  • Vilhelm Lundstrøm 1893-1950  > Lundstrøm er en formens mand, der dyrker klare farver og geometriske former, frem for psykologiske eller naturalistiske skildringer
  • Angrebet af jerngallusblæk  > Læs hvad konservatorerne skriver om det vanskelige arbejde med at bevare tegninger udført med det ætsende jerngallusblæk
  • Mit livs farve  > Læs også om Willumsens betydningsladede brug af farver og om hans særlige forkærlighed for farven gul
  • Willumsens maleteknik  > En konservator løser en gammel uløst gåde om Willumsens <em>En bjergbestigerske</em>
  • Eksplosive udladninger  > Ekspressionisterne sætter strøm på farven og lyset i deres værker
SMK Logo