På tærsklen

At befinde sig på tærsklen til noget nyt er et nøgletema i Rings kunst

Kort om På tærsklen

  • Temaerne ’rejsen’ og ’venten’, der begge handler om at befinde sig på tærsklen til noget nyt, er nøgletemaer der går igen i hele Rings kunstneriske produktion
  • Ring tematiserer ’rejsen’ i sine mange billeder af landskaber, der er gennemskåret af veje, jernbanelinjer og telegraftråde
  • Temaet ’venten’ løber som en rød tråd gennem Rings billeder af mennesker, der venter eller tøver på grænsen mellem inde og ude
  • Tærskelmotivet handler om livsstadier – det unge menneskes forventninger og usikkerhed i forhold til det begyndende voksenliv, og den gamles angst og tøven ved den ultimative overskridelse, døden
L.A. Ring, <em>Den syge mand</em>, 1902, olie på lærred, 52,7 x 45,7 cm, <link http://www.hirschsprung.dk/>Den Hirschsprungske Samling</link> © fotograf Hans Petersen

Et nøgletema

Af: Peter Nørgaard Larsen

Skal man tale om et nøgletema i Rings kunst, må det være tærskelmotivet. Det indbefatter landskaber med veje, hvor vejen konkret og symbolsk markerer forskellen mellem det nære og det fjerne og muligheden for at flytte sig, at rejse til et andet sted, at følge menneskets livsvej mentalt og fysisk og dermed bevæge sig fra et stadie til et andet. Overskridelsen kan i landskabet komme til syne som den pointerede kontrast mellem gammelt og nyt, mellem de gamle skæve huse og telegraftrådene, mellem det ældre frønnede træ og den unge spinkle vækst eller som mødet mellem lys og mørke, liv og død i modstillingen af den pløjede og upløjede jord. Når det gælder figurbillederne, vedrører tærsklen primært to motivkredse – livsstadier – dels de eksistentielle omvæltninger, der er forbundet med det unge menneskes forventninger og usikkerhed i forhold til det begyndende voksenliv, dels den gamles angst og tøven ved den ultimative overskridelse, livets afslutning.

L.A. Ring, <em>Ung pige, der ser ud af et tagvindue</em>, 1885, olie på lærred, 33 x 29 cm, <link http://www.nasjonalmuseet.no/>Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design, Oslo</link> © fotograf J. Lathion<link http://www.nasjonalmuseet.no/><br /></link>
L.A. Ring, <em>Sønnen Ole kigger ud af vinduet</em>, 1930, olie på lærred, 49 x 36 cm, <link http://www.randerskunstmuseum.dk/>Randers Kunstmuseum</link>
L.A. Ring, <em>Er regnen hørt op?</em>, 1922, olie på lærred, 64,5 x 55,5 cm, KMS3636, SMK
L.A. Ring, <em>Foråret og den gamle</em>, 1926, olie på lærred, 58 x 78 cm, privateje

På vej ind og ud af livet

Af: Peter Nørgaard Larsen

Indtrædelsen i voksenlivet møder man allerede i et af Rings gennembrudsbilleder, Ung pige, der ser ud af et tagvindue fra 1885, men også langt senere i motivisk beslægtede malerier som fremstillingen af sønnen Ole Ring, der kigger ud af et vindue fra 1930. Det sene billede af sønnen, der vender ryggen til og ser mod Roskilde Domkirke, har noget af den samme uro og destabilitet, som præger maleriet af den unge pige, der kigger ud af tagvinduet. Ikke mindst i kraft af sønnens deforme venstre arm, der skyder sig tilbage mod beskueren og overdriver og forstærker de abnorme virkninger, som de perspektiviske forkortninger efterlader i et så snævert rum.

Malerierne af ældre mennesker, der ikke foretager sig andet end at vente, knytter sig især til perioden efter 1900, til årene i Baldersbrønde 1902-14 og de sidste næsten tyve år i Roskilde: Én venter på, at regnen skal høre op, en ældre mand kigger vemodigt ud af et vindue mod det spirende forår, og en dødsmærket mand har lagt sig i alkoven, og sammen med sin kone venter han på døden.

L.A. Ring, <em>Banevogteren</em>, 1884, olie på lærred, 57 x 46 cm, <link http://www.nationalmuseum.se/>Nationalmuseum Stockholm</link>
L.A. Ring, <em>Når toget ventes. Jernbaneoverkørsel ved Roskilde Landevej</em>, 1914, olie på lærred, 142,8 x 174,5 cm, DEP535, SMK

På tærsklen til en ny tid

Af: Peter Nørgaard Larsen

Når toget ventes skildrer et motiv fra jernbanestrækningen mellem Baldersbrønde og Hedehusene. Familien Ring flyttede i januar 1914 fra Baldersbrønde til Sankt Jørgensbjerg ved Roskilde, og maleriet Når toget ventes tematiserer noget af den samme transittilstand. Alle kommunikationsveje, jernbanespor, vejen og telegrafpælene fører ud i verden, væk fra manden, der med sin stilling og sit lidt tungsindige, spejdende blik viser, at han allerede har ventet længe. Det bud om nye tider, som toget i Banevogteren (1884) bringer ind i det overskuelige landsbysamfund, er her i 1914 afløst af en helt anden fundamental uro og destabilitet. Det moderne liv er ikke længere noget, som bare passerer forbi, det er på godt og ondt blevet en del af det eksistentielle grundvilkår. Når toget ventes er uoverskueligt og mennesket – manden med cyklen – bliver presset ud til kanten af billedet og må prøve at affinde sig med denne underordnede og perifere placering.

Når toget ventes skal dog ikke opfattes som en beklagelse over de nye tider, men snarere som en nøgtern beskrivelse af de ændrede eksistensvilkår. Rastløsheden og den stadige vekslen mellem venten og opbrud, som altid havde været en væsentlig del af Rings liv og psykologi, havde i årenes løb udviklet sig til en uomgængelig del af det moderne hverdagsliv.

Uddrag fra SMK publikation: L.A. Ring. På kanten af verden, Statens Museum for Kunst 2006

Bill Viola, still fra videoinstallationen <em>Five Angels for the Millennium</em>, 2001, 5 videoprojektioner, <link http://www.aros.dk/>ARoS Aarhus Kunstmuseum</link>, © Bill Viola/billedkunst.dk

Vidste du at

Den amerikanske videokunstner Bill Viola er kendt for at skildre livets tærskeloplevelser i kunstværker, der kredser om den menneskelige eksistens udspændt mellem fødsel og død. Som barn var han engang tæt på at drukne – en oplevelse som han overraskende nok beskriver som ufattelig smuk, og helt afgørende for hans kunstneriske virke.

I videoinstallationen Five Angels for the Millenium træder man ind i et mørkt rum og bliver omsluttet af fem enorme videoprojektioner. Hver projektion viser vandfyldte rum, hvor menneskeskikkelser – i ultra slowmotion eller ganske pludseligt – falder gennem vandet. Men Viola har vendt nogle af projektionerne på hovedet, så skikkelserne, i stedet for at styrte ned i dybet, synes at svæve opad og ud. Viola har omsat sin personlige oplevelse til en almen fortælling: At overskride en tærskel kan både være en afslutning og en ny begyndelse. Viola skriver selv om værket:

" ’Englen’ bryder gennem overfladen i en pludselig eksplosion af lys og lyd, der afbryder et ellers fredfyldt vandlandskab. Ubevægelig og vægtløs træder menneskeskikkelsen ind i dybet til en mystisk undervandsverden, et lysende dyb af ukendte dimensioner, hvor fysikkens lov tilsyneladende ikke gælder og grænserne mellem det uendelige kosmos og den afgrænsede krop smelter sammen. Skinnende vandbobler flyder som stjerner på nattehimlen, mens menneskeskikkelsen krydser afgrunden mellem himmel og jord – udspændt mellem lys og mørke, tid og evighed, liv og død."

Forbindelser

  • L.A. Ring: I havedøren. Kunstnerens hustru, 1897  > Rings billede af hustruen Sigrid, der står på tærsklen til en frodig have, er et af hans hovedværker
  • Isen smelter og håret falder af  > Også i dag er mange kunstnere optagede af tilværelsens tærskeloplevelser, tidens gang og mødet med døden
  • L.A. Ring 1854-1933  > Ring malede motiver fra sin egen dagligdag med kompromisløs ærlighed, men lagde også skjulte symbolske lag ind i det virkelighedsnære
  • Realisme eller symbolisme?  > Meningerne er delte om, hvorvidt Rings malerier hører til realismen eller symbolismen
SMK Logo