Zahrtmanns sære historiemalerier

Zahrtmann fornyede historiemaleriet ved at tilføre en stærkt personlig fortolkning

Kristian Zahrtmann, <em>Der var engang en konge og en dronning</em>, 1887, olie på lærred, 88,9 x 68,7 cm, © <link http://www.hirschsprung.dk/>Den Hirschsprungske Samling</link>

Kort om Zahrtmanns sære historiemalerier

Af: Louise Wolthers

  • Zahrtmann fornyede den gamle genre historiemaleriet
  • Han tilførte genren psykologisk drama, ekspressive farver og en stærkt personlig fortolkning af de historiske motiver
  • Historisk korrekthed var til gengæld uvæsentlig for Zahrtmann
Kristian Zahrtmann, <em>Leonora Christina i fængslet</em>, 1870, olie på lærred, 86,5 x 78,5 cm, KMS4313, SMK
Carl Bloch, <em>Christian II i fængslet på Sønderborg Slot</em>, 1871, Olie på lærred, 294,5x234,5 cm, KMS985, SMK

En usædvanlig historiemaler

Af: Louise Wolthers

”Zahrtmann er en Historiemaler, der ikke ligner nogen anden. Paa en meget udtryksfuld Maade, men i en Ragout af Paradoxer, fortæller han om Ting, der er alt andet end banale […].”

Sådan skrev kritikeren Maurice Hamel i det franske Gazette des Beaux Arts i 1888. Og Zahrtmann fornyede vitterligt historiemaleriet. Han havde Carl Bloch som forbillede, og denne støttede ham både professionelt og privat. Faktisk kunne publikum se Zahrtmanns første Leonora Christina billede på samme udstilling som Blochs Chr. II i fængslet på Sønderborg Slot. Zahrtmann skilte sig dog ud fra Bloch og andre historiemalere som fx Marstrand ved at tilføre fortællingen en stærkt personlig fortolkning. Historisk autenticitet og kildekritik var ham ligegyldig, hvilket hans ukritiske brug af Jammersminde som forlæg vidner om. Desuden valgte han motiver, som ikke nødvendigvis var del af den nationale historiekanon. Mange af hans historiemalerier var derfor ofte svært tilgængelige for det almindelige publikum.

Kristian Zahrtmann, <em>Et interiør fra forrige århundrede</em>, 1881, olie på lærred, 52,5 x 70 cm, KMS3327, SMK
Wilhelm Marstrand, <em>Svend Estridsen og biskop Vilhelm</em>, 1825-32, olie på lærred, 54 x 65 cm, KMS207, SMK

Historisk ukorrekte historiemalerier

Af: Louise Wolthers

Flere kritikere bemærkede, at Zahrtmann var ligeglad med at foretage studier for fx at fremstille rekvisitter eller et interiør historisk korrekt. Det var nemlig den individuelle historiske person og det psykologiske drama, der var interessant for ham. Og dette kunne bedst formidles ved hjælp af kunstnerens egen indlevelse og fantasi. Så var det lige meget om der indsneg sig anakronistiske elementer. Det var heller ikke så vigtigt for ham, om hele det historiske forløb eller den narrative fortælling fremgik af malerierne. De fik mere karakter af tableauer eller øjebliksbilleder. I ”Vor tids malerkunst” beskrev kunsthistorikeren Francis Beckett det som noget intimt i hans billeder, i og med at det er som om beskueren kommer bag på de intetanende figurer.

Kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher syntes, at Zahrtmanns figurer skilte sig fordelagtigt ud fra Marstrands. Som han skrev om Et interiør fra forrige århundrede (1881):

”...hans figurer hopper ikke rundt for at forestille dramatiske, de er det i sig selv, og ved den stærke legemlige og sjælelige kontakt, der er imellem dem. Vi fornemmer figurerne i vor egen krop, ligeså meget som vi ser dem for os med vore øjne.”

Kristian Zahrtmann,<em>Job og hans venner</em>, 1887, olie på lærred, 110 x 175 cm, KMS1661, SMK
Kristian Zahrtmann, <em>Dronning Christina i Palazzo Corsini</em>, 1908, olie på lærred, 105 x 150 cm, KMS7961, SMK

Kontroversielle farver

Af: Louise Wolthers

Zahrtmanns motiver stemte på den ene side overens med det europæiske historiemaleris generelle udvikling, der i løbet af 1800-tallet nærmede sig genremaleriet. Kompositionerne har således fokus på få figurer og disses psykologi i et interiør. Men på den anden side viste han meget personlige fortolkninger af de historiske motiver, som især kom til udtryk i farvevalget. Den førnævnte franske kritiker, Maurice Hamel, var begejstret for det sjælelige udtryk i Zahrtmanns værker, når han da ikke brugte for mange farver og derved forstyrrede harmonien og forvirrede øjet. Også Karl Madsen så samme paradoks hos kunstneren: En for stærk farvebrug i forhold til den fine gengivelse af det emotionelle og en evne til at sætte sig i et inderligt forhold til det afbildede.

Madsen fremhævede netop Zahrtmanns billeder frem for de samtidige akademikeres historiemalerier skabt til Frederiksborg Slot. Han sagde bl.a. om Zahrtmanns Job og hans venner (1887), at:

”aldrig har et billede så gribende udtrykt den gammeltestamentelige klagesang, man føler smertens ustandselige brand. Men farven i hovedfiguren er underlige luftig og løs og bylderne er for dekorative!”

Den ’løse’ farvetone og de ’dekorative’ bylder, som Madsen beskriver, peger i retning af et mere symbolistisk udtryk. Scenen med den lidende Job og de omgivende venner, der hver især sidder hensunket i tanker, er badet i et stemningsmættet, rosa skær som fra en nedadgående sol. Maleriet er en senere version af en karton fra 1873, der blev indsendt som løsning på Akademiets medaljeopgave – og Zahrtmann fik den lille guldmedalje. I et brev til moderen skriver han om motivet fra Jobs bog:

”Det hele er Poesi, og Genstanden for Digtet er, hvorledes en dyb, kraftig, mandig Sjæl kæmper sig frem til en Fuldkommenhed, medens den daglige sløve Verden er repræsenteret ved Vennernes Kor.”

Francis Beckett inddelte i sin ”Vor tids malerkunst” Zahrtmann’s værk i tre perioder:

  1. I den første så man nøgterne iagttagelser i et lidt tørt malerisk sprog.
  2. I den anden var der fuldkommen harmoni mellem hans stærke temperament, hans originale kunstnersind og hans maleriske udtryk.
  3. I den tredje bliver han for paradoksal og bryder både den sunde sans og den maleriske iagttagelse i en ’overmodning’.

Det var netop de senere værker, som var mest ’mærkelige’ og derfor enten blev stærkt kritiseret eller næsten ignoreret, som tilfældet er med Dronning Christina i Palazzo Corsini (1908).

Litteratur

  • Kunstbladet nr. 20-22, 1888
  • Francis Beckett: ”Vor tids malerkunst” i Karl Madsen (red.): Kunstens historie i Danmark, 1901-07
  • Erik Mortensen: Kunstkritikkens og kunstopfattelsens historie i Danmark, bind 2, 1990
  • F. Hendriksen: Kristian Zahrtmann. En mindebog, 1919

Forbindelser

  • Kristian Zahrtmann 1843-1917  > Zahrtmann er en flertydig figur. Hans "regnbuefarver" og sære historiemalerier delte vandene, men hans kunstskole havde stor betydning for samtidens kunstliv
  • Kristian Zahrtmann: Leonora Christina undersøges i fængslet, 1885  > Leonora Christina var Zahrtmanns største heltinde. En stærk historisk kvindefigur, der gik sine egne veje
  • Kristian Zahrtmann: Dronning Sophie Amalies død, 1882  > Som modstykke til heltinden Leonora Christina skildrede Zahrtmann Dronning Sofie Amalie som en korrupt heks
  • Kristian Zahrtmann: Dronning Christina i Palazzo Corsini, 1908  > En anden af Zahrtmanns heltinder er den udfordrende Dronning Christina af Sverige
  • Forførende historiemaleri  > Carl Blochs forførende historiemalerier var en inspiration for Zahrtmann
  • Maskuline kvinder og feminine mænd  > I Zahrtmanns malerier er kvinderne som regel stærke, og mændene yndige. I virkeligheden havde han et nærmest fjendtligt syn på kvinder, og han omgikkes helst kun andre mænd
  • Klassicistisk historiemaleri  > Læs om det klassicistiske historiemaleri, som Zahrtmann på mange måder udfordrede
SMK Logo