Vilhelm Lundstrøm 1893-1950

Lundstrøm var en formens mand, der dyrkede klare farver og geometriske former, frem for psykologiske eller naturalistiske skildringer

Portræt af Vilhelm Lundstrøm med hat, 1940’erne, <link http://www.kb.dk/da/kb/nb/kob/index.html>Kort og billedafdelingen, Det Kgl. Bibliotek</link>.

Kort om Lundstrøm

  • Lundstrøm er en central skikkelse indenfor den tidlige danske eksperimenterende kunst i perioden 1917-1950.
  • Introducerer i 1917 collagen i Danmark.
  • Udfører i 1933-38 mosaikudsmykninger til Frederiksberg svømmehal. Mosaikkerne blev en succes, men ikke desto mindre blev dette den eneste større udsmykningsopgave, som Lundstrøm udførte.
  • Udnævnes i maj 1944 til professor ved Kunstakademiet i København.
  • Er kendt for sine stramt forenklede, monumentale opstillinger med hverdagsting.
  • Lundstrøm lægger igennem hele sin produktion mere vægt på form, komposition, orden og ligevægt end på en naturalistisk gengivelse af virkeligheden.
Lundstrøm-familien fotograferet 1903. I midten den 10-årige Vilhelm, flankeret af broderen Paul og søsteren Anny. Gengivet fra Preben Wilmann og Marianne Brøns, <em>Lundstrøm</em>, 1977. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.
Vilhelm Lundstrøm, <em>Krudthuset ved Amager Strandvej</em>, 1908, olie på lærred, 38 x 28 cm, privateje. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.
Hans Bendix, <em>Karikaturtegning af Vilhelm Lundstrøm</em>, 1923, <link http://www.kb.dk/da/kb/nb/kob/index.html>Kort og billedafdelingen, Det Kgl. Bibliotek</link>. © Hans Bendix/billedkunst.dk.

Fra svageligt barn til kraftkarl

Af: Liza Burmeister Kaaring

Lundstrøm var et svageligt og indadvendt barn, men også begavet og tidligt moden. På grund af et dårligt helbred og mange sygdomsperioder holdt han sig indendørs i lejligheden på Amager. Her levede han ifølge sin søster Anny Nissen i sin egen tankeverden, søgte ingen legekammerater og brugte i stedet tiden på at tegne, save med løvsav og snitte en hel flåde af små skibe.

Han vidste tidligt, at han ville være maler. Allerede som ti-årig tog han, med Christen Købke og Johan Th. Lundbye som sine forbilleder, ud for at male de landlige omgivelser på Amager.

Lundstrøm forskeren Preben Wilmann fortæller om denne tid: ”Fra han var 10-11 år tegnede han altid, og mens han endnu gik i skole strejfede han om på Amager med sine malergrejer og hjembragte små billeder. De forholdsvis få, der er bevaret, beviser klart berettigelsen af hans ønske om hurtigst muligt at komme i gang med uddannelsen. Hans far forlangte dog, at han skulle i almindelig malerlære. Det blev han meget vred over, men der var ingen vej udenom.”

Fra 1908 stod han således i malerlære og blev i 1912 faglært op-og-ned-maler. Da uddannelsen var afsluttet og faderens krav opfyldt kunne Lundstrøm begynde på kunstakademiet, hvor han gik i tegneklasse hos P. Rostrup Bøyesen i årerne 1913-15.

Her blev den unge Lundstrøm inspireret til friere og mere impressionistiske penselstrøg af både lærere og andre elever. På trods af denne inspiration fastholder Wilmann; ”Den formforflygtigende malemåde har dog ikke fået ham til at slække på sit instinktive krav til komposition og energisk optrukken struktur.”

Akademiårene havde også stor betydning for Lundstrøm på det personlige plan. I disse år knyttede han vigtige bekendtskaber, blandt andet med Karl Larsen (1897-1977) og Svend Johansen (1890-1970), som han siden dannede kunstnergruppen De Fire sammen med. Han mødte også kunstneren Knud Merrild (1894-1954), som var en dygtig svømmer og som lærte Lundstrøm at crawle.

Wilmann forklarer at: ”Han havde sat sig for at blive sin svagelighed kvit ved at træne og hærde sin krop og anså svømning som det bedst egnede middel til at blive en kraftkarl. ”Pludselig røg brystkassen frem”, fortæller Karl Larsen, ”og der blev den””.

Vilhelm Lundstrøm, <em>Opstilling</em>, 1916, olie på lærred, 34,2 x 37 cm, privateje. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.
Vilhelm Lundstrøm, <em>Opstilling</em>, 1917, collage på omslaget af en protokol, 40 x 28 cm, privateje. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.
Vilhelm Lundstrøm, <em>Det andet bud</em>, 1918, olie på træ, 113,5 x 81,5 cm, KMS4882, SMK. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.
Vilhelm Lundstrøm, <em>Pakkassebillede (Dagen derpå)</em>, 1919, montage, 132 x 65 cm, <link http://www.louisiana.dk/dk>Louisiana Museum for moderne kunst</link>. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.
Vilhelm Lundstrøm, <em>Farvel til kubismen</em>, 1919, olie på lærred, 45,5 x 35 cm, privateje.

Karrierestart og kubisme

Af: Liza Burmeister Kaaring

Lundstrøm debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1916 med blandt andet tre små kubistisk inspirerede opstillinger. Der blev taget godt imod ham. Anmelderen Carl V. Petersen fremhæver blandt andet Lundstrøm som den unge ukendte maler, der

”[…] med malerisk finfølelse skildrer farvernes overgange i de stilfærdige ”stilleben” […]”.

Som mange andre kunstnere blev Lundstrøm inspireret af de kubistiske strømninger, som kom fra blandt andet Paris. Han har senere fortalt, at det kubistiske maleri ”bogstavelig talt var noget der lå i luften” og at det nærmest var umuligt at komme udenom de problemer, som kunstretningen repræsenterede. Læs mere om Lundstrøms kubisme.

Året efter, på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1917, havde kritikken fået en noget anden tone. Lundstrøm udstillede denne gang fem værker, heriblandt to collager og introducerede hermed denne kunstform i Danmark. De to collager fik en hård medfart af anmelderne og var heller ikke populære hos publikum. De blev blandt andet karakteriseret som ”små pynteligheder, meget nydelige og meget kvindagtige”.

Sidste fase af Lundstrøms kubistiske eksperimenter er arbejdet med de såkaldte pakkasse-billeder, hvor Lundstrøm helt forlader genstandsafbildningen og i stedet helliger værket en undersøgelse af former og materialer. De blev præsenteret for offentligheden i 1918 og Lundstrøm blev i denne anledning beskyldt for både sensationsmageri og kunstnerisk svindel.

Perioden med pakkasse-billederne kan både ses som kulminationen på Lundstrøms relativt kortvarige kubistiske eventyr og som afslutningen. Her fører han de kubistiske eksperimenter ud i deres yderste konsekvens, før han helt opgiver kubismen og bevæger sig videre til den krøllede periode.

Vilhelm Lundstrøm, <em>Det tredje bud</em>, 1918, montage, ca. 102 x 133,5 cm, destrueret.
William Scharff, <em>Komposition i rødt. Høns</em>, 1918, olie på lærred, 118 x 155 cm, KMS6359, SMK. © William Scharff/billedkunst.dk.

Skandaleudstillingerne og Dysmorphismen

Af: Liza Burmeister Kaaring

”Skandaleudstillingerne” på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1917 og 1918 stod begge i den unge kunsts tegn. Lundstrøm fik den hårdeste medfart i pressen, men det gik også hårdt udover for eksempel William Scharffs Komposition i rødt. Høns samt det meget store og spektakulære Sporvogne. For Scharffs vedkommende resulterede nedrakningen i at han destruerede sporvogne-værket.

Den heftige kunstdebat fik i 1919 yderligere næring da bakteriolog og professor Carl Jul. Salomonsen introducerede sin opfattelse af den moderne kunst som et udslag af en smitsom sindslidelse.

 

Han kaldte den for Dysmorfismen og udfoldede sig om begrebet i et foredrag kaldet ”Smitsomme Sindslidelser før og nu med særligt Henblik paa de nyeste Kunstretninger”. Som Hanne Abildgaard skriver, var det i første omgang den mest radikale udenlandske kunst, der havde været igangsættende for Salomonsen, især den tyske ekspressionisme, kubismen og futurismen. Men danske kunstnere der, som Svend Johansen, Jais Nielsen og andre, i deres kunst tillod sig en fri omgang med naturen og den menneskelige anatomi, blev også inddraget i debatten. Dette gjaldt også Lundstrøms collager og montager.

Som Salomonsen så det, levede de moderne kunstnere ”i en sygelig forestillingsverden, der fik dem til at dyrke det hæslige og vanskabte, det ”dysmorfe”, frem for det smukke og naturlige.”

Salomonsens dysmorfisme-begreb skabte voldsom debat, både i forhold til de lægelige og de æstetiske aspekter. Begrebet havde ikke mange tilhængere blandt de offentlige debattører. Den kulturradikale kunstkritiker, forfatter og lysmager Poul Henningsen, forfatteren og journalisten Otto Gelsted og Salomonsens efterfølger, lægen Oluf Thomsen, var nogle af dem der både gik til modangreb på Salomonsen og som samtidig var fortalere for Lundstrøm.

Vilhelm Lundstrøm, <em>Frokost i det grønne</em>, 1920, olie på lærred, 20 x 26,4 cm, <link http://www.louisiana.dk/dk>Louisiana Museum for moderne kunst</link>. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.
Vilhelm Lundstrøm, <em>De Fire. Hommage aux peintres artistes</em>, 1920, olie på lærred, 200,5 x 292 cm, fotograf: KUNSTEN, <link http://www.kunsten.dk/>KUNSTEN Museum of Modern Art</link>. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.

Et krøllet intermezzo

Af: Liza Burmeister Kaaring

Lundstrøms krøllede periode er kort, varer små fire år, men synes på mange måder at udgøre en væsentlig fase i Lundstrøms udvikling og produktion. Her vender han tilbage til figurationen efter perioden med abstrakte kubistiske eksperimenter og samtidig foregriber han sin senere monumentale stil. Formsproget minder om ekspressionismens følelsesudkrængninger, men er i virkeligheden ligeså formbevidst som hans kubistiske eksperimenter, blot i en ny indpakning.

Med midler som overdreven brug af maling og kæmpemæssige penselstrøg nærmest tvinger han betragteren til at tage stilling til værkets udførelse.

Af periodens væsentligste værker kan nævnes Manden der ser alt (1919), Frokost i det grønne (1920) og De Fire. Hommage aux peintres artistes (1920). Alle har de på hver deres måde mere eller mindre ironiske referencer til kunsthistorien. Læs mere om Lundstrøms krøllede periode i historien Lundstrøms Krøller.

De Fire fotograferet i Nice o. 1923.
Karikaturtegning af De Fire, Ca. 1923.

De Fire

Af: Liza Burmeister Kaaring

I 1921 dannede Lundstrøm kunstnersammenslutningen De Fire sammen med Karl Larsen, Axel Salto og Svend Johansen. De fire kunstnere havde fundet sammen imens de alle arbejdede på tidsskriftet Klingen i årene 1917-20. De nåede at afholde i alt 7 fælles udstillinger, hvor af den første var i 1921 og den sidste fandt sted ved årsskiftet 1929-30. På den syvende udstilling var De Fire blevet til 4 ÷ 2 + 1, hvilket vil sige at Larsen og Salto ikke længere var med, men at digteren Sophus Claussen til gengæld deltog.

I 1920’ernes begyndelse, imens humøret endnu var højt og selvtilliden i top, gav de i deres overmod sig selv en række storskrydende kaldenavne, heriblandt ”De fire fænomener” og ”Rafaels guddommelige forbilleder”.

Noget af forklaringen på det store overskud som prægede de fire kunstnere i denne periode, skal findes i den efterkrigs-optimisme der prægede tiden, men som Axel Salto forklarer, også i det simple faktum, at de havde fundet deres soulmates og følte sig både forstået og inspireret:

”Snarere lå lykken i den kendsgerning, at vi havde fundet hinanden og fandt bekræftelse på os selv ved omgang. Samme sprog og samme forventning…”

De fire kunstnere var alle bosat i Sydfrankrig i store dele af 1920’erne, men vendte næsten hvert år hjem til København med en ny udstilling.

Vilhelm Lundstrøm, <em>Opstilling med hvid kande, appelsin og bog</em>, 1932-33, olie på lærred, 66 x 82 cm, KMS7070, SMK. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.
Blyllupsfoto, 1923.

En overgangsfase og et giftermål

Af: Liza Burmeister Kaaring

Efter den krøllede periode gennemlevede Lundstrøm en kort overgangsfase, hvor farverne blev mere naturtro og markante, mørke konturer begyndte at overtage. Krøllerne er helt væk, men oliemalingen er stadig påført i tykke stoflige lag. Salto siger om malerierne fra denne periode, at ”de endnu ikke er avet i faste konstruktioner”.

Med andre ord kan man sige, at de endnu ikke er bygget op over de stramme og rene former, som præger den senere purisme. Samtidig gengiver værkerne flere enkeltdele end i både den forudgående krøllede fase og den efterfølgende puristiske, og som Wilmann gør opmærksom på, er kompositionerne mere skødesløse og mindre stramme end i Lundstrøms andre faser. Bortset fra Lundstrøms allertidligste billeder, er der samtidig tale om den periode i hans kunst, hvor motivet er tættest på et naturalistisk udtryk.

I denne periode opholdt han sig i flere omgange i Frankrig med enkelte afstikkere til Italien. I 1921-22 var han i perioder i Paris, Nice og Bormes les Mimosas og fra 1923 bosatte han sig i Cagnes-Sur-Mer. I begyndelsen af 1923 lejede Karl Larsen et hus med elleve værelser i Cagnes-sur-Mer. Larsen inviterede straks sine kammerater til at bo i huset la Tourelle, og de kom, efter sigende, så hurtigt de kunne. Axel Salto fortæller i sin mindekronik om Lundstrøm i Berlingske Aftenavis 1950 om denne tid i Cagnes:

”I februar rejste min familie og jeg til Cagnes i Sydfrankrig, Lundstrøm fulgte med. I forvejen boede Karl Larsen dernede, af og til dukkede Svend Johansen op. Lundstrøm fik atelier i byens gamle rådhus, og her malede han daglig i tre måneder på et nature morte-billede af en kurv med æbler og et draperi. Med ryggen til tre svimle forårsmåneder i syden og næsen ind i maleriet.”

Salto konkluderer på det grundlag om Lundstrøms metode at ”Udelukkelse af uvæsentlige ting, i tilværelsen som i maleriet, var et afgørende træk i hans kunstneriske konstitution.”

I juni 1923 gifter Lundstrøm sig med malerinden Yrsa Hansen i Paris. Yrsa gik på akademiet i de samme år som Lundstrøm, men eftersom kvinderne, efter et femårs forsøg med fællesundervisning, i perioden 1913-1923 blev undervist særskilt kan de ikke have gået i klasse sammen. Til gengæld skriver Wilmann: ”Hun og Lundstrøm var blevet forelsket i hinanden ved en fest hos maleren Kay Simmelhag et andet sted i byen, og fra det øjeblik var de efter sammenfaldende udsagn tabt for omverdenen.”

Vilhelm Lundstrøm, <em>To søstre</em>, 1923, olie på lærred, 160,5 x 140,5 cm, KMS3969, SMK. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.
Vilhelm Lundstrøm, <em>Dobbeltportræt. Bryllupsbillede</em>, 1925, olie på lærred, 202 x 110 cm, privateje. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.
Vilhelm Lundstrøm, <em>Opstilling med bog, glas og flaske</em>, 1927, olie på lærred, 92 x 65 cm, KMS3817, SMK. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.
Vilhelm Lundstrøm, <em>Opstilling med vandkande, håndklæde og krukker</em>, olie på lærred, 116 x 89 cm, 1929, KMS3858. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.

Starten på purismen

Af: Liza Burmeister Kaaring

Efter den korte overgangsfase i 1923 tog Lundstrøm fat på den purisme, der skulle præge hans form og motivvalg resten af hans karriere. Som Wilmann skriver: ”1924 blev vendepunktsåret. Kræfterne blev sat ind på arbejdet med billedbalance og formernes renhed.” Lundstrøm forenkler sine former og renser sin farvebrug. Inspirationen fra Cézanne og de franske purister som Amédée Ozenfant og Le Corbusier er tydelig.

Lundstrøm viste resultatet af sin ”renselsesproces” frem for første gang på De Fires femte udstilling i november 1925. Her var omsvinget fra det yppige til det puritanske tydeligt. Store lærreder gengav få og enkle køkkenredskaber i et formsprog baseret på de geometriske grundformer og med få nedtonede farver.

Alle detaljer var skrællet væk og de enkle motiver stod klart frem med al deres tyngde og volumen.


Modtagelsen af De Fires femte udstilling var kølig. Afmåltheden skyldtes formodentlig til dels de såkaldte kandebilleders nye kølige og nedtonede kolorit, som man ikke forventede og som blev opfattet som bleg og klinisk.

Derudover forstod man ikke Bryllupsbilledets manglende redegørelse for Hr. og Fru Lundstrøms fysiognomi, der gjorde figurerne mere eller mindre anonyme. Om modtagelsen af disse værker skriver Wilmann: ”Man ligesom vedtog, at her var den geometriske stilisering ført lidt for hårdhændet igennem på bekostning af det menneskelige indhold”.

Selvom Lundstrøm skulle være blevet i tvivl lod han sig dog ikke standse i sin udvikling af det nye udtryk og kursen var nu sat mod det, som skulle blive hans egentlige varemærke, nemlig den geometrisk forenklede purisme.

Vilhelm Lundstrøm, <em>Selvportræt</em>, 1927, olie på lærred, 131 x 99 cm, KMS6884, SMK.© Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.
Vilhelm Lundstrøm, <em>Portræt af Tusnelda Sanders</em>, 1928, olie på lærred, 148,5 x 118,5 cm, <link http://www.nasjonalmuseet.no/>Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design</link>. Fotograf: J. Lathion. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.
Vilhelm Lundstrøm, <em>Portræt af Anny Nissen. Kunstnerens søster</em>, 1932, olie på lærred, 132 x 98 cm, privateje. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.

En formens mand

Af: Liza Burmeister Kaaring

Det stilistiske formudtryk, som Lundstrøm havde arbejdet sig frem til i 1925, vedbliver med at være grundstammen for hans udtryk indtil hans død i 1950. Otto Gelsted peger i præcise vendinger på nogle af de karakteristika, der kendetegner Lundstrøms fortolkning af purismen:

”Det er ikke psykologisk detailkarakteristik, der interesserer Lundstrøm i hans figurer. Han opfatter mennesket monumentalt og som skulptur. Han forenkler og forstørrer for at lade formens volumen runde sig med hele sin kraft. Et hoved opfattes først og fremmest som en rundhed, en krop som en cylinder. […] De ganske simple dagligdags motiver får i Lundstrøms behandling en mystisk vælde, og farven når i lyset en overvældende styrke. Han arbejder med en forenkling af farven, der svarer til forenklingen af formen – få farver i klar fordeling, men med fint nuancerede overgange indenfor det enkelte felt. Vi ejer ikke en mere intens malerkunst.”

Men er Lundstrøm slet ikke interesseret i indholdet? Og er formen i bund og grund indholdet i Lundstrøms kunst? Dette gjorde sig i høj grad gældende for Lundstrøms værker fra den kubistiske og den krøllede periode. Men spørgsmålet er, om det også gør sig gældende for hans purisme?

Spørger man Lundstrøm selv, så svarer han, som han gjorde det i et interview i 1944, at motivet blot er et påskud for at male det, der interesserer ham, nemlig formen.


Kigger man på hans værker, er virkeligheden dog en smule mere nuanceret. Specielt selvportrætterne og portrætterne af for eksempel Tusnelda Sanders fra 1927 og af søsteren Anny Nissen fra 1932 viser en Lundstrøm, der interesserer sig for mere end bare formen. Men kigger man på perioden som helhed og for så vidt også på Lundstrøms produktion som en helhed, så er det i hovedsagen den upersonlige og anti-fortællende form som Lundstrøm jagter igennem sine 35 år som udøvende kunstner.

Vilhelm Lundstrøm, <em>Mosaikken i Frederiksberg Svømmehals kvindebassin</em>, 1933-34, fotograf Pernille Klemp. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.

Svømmehalsudsmykningen 1933-38

Af: Liza Burmeister Kaaring

I årene 1933-38 udførte Lundstrøm mosaikudsmykninger til Frederiksberg svømmehal. Fem mosaikfelter i alt, et stort til kvindebadet og fire til den store fælles hal. Motivet er badende mennesker, henholdsvis på en strand og i et bassin. Nøgne mænd, kvinder og børn. Alle kroppe er store, monumentale og enkle.

Der er tale om sunde, stærke kroppe gengivet i afslappede positurer i grupper på tre eller fire.


Resultatet var vellykket. Lundstrøms hang til statuariske figurer gengivet i enkle rum uden overflødige detaljer kunne uden de store stilmæssige omkostninger overføres til mosaikmediet og udsmykningens store format. Mosaikkerne er derfor umiskendeligt Lundstrømske og passer dertil perfekt til rummet i både motiv og farvebrug. Wilmann beskriver, hvordan ”De storladne figurgrupper vokser ud af deres blå baggrunde som en erklæring til højheden i det almindelige.” og konkluderer at: ”Mosaikken er en gave til rummet. Den respekterer det, styrer det, bliver det.”

Modtagelsen var da også positiv. Alligevel blev udsmykningsopgaven den eneste Lundstrøm fik i hele sin karriere, og som Wilmann udtrykker det, har forundringen over at han ikke fik flere aldrig lagt sig.

Vilhelm Lundstrøm, <em>Opstilling med hvid kande, appelsin og bog</em>, 1932-33, olie på lærred, 66 x 82 cm, KMS7070, SMK. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.

Den sene purisme

Af: Liza Burmeister Kaaring

Appelsinen var Lundstrøms foretrukne frugt og den havde en vigtig plads i hans sene puristiske værker. Den perfekte kugleform og den lysende orange farve går igen og igen i hans opstillinger. Andre frugter som æbler, meloner og ferskner blev også i nogen udstrækning brugt som modeller. Frugterne var sammen med menneskeskikkelsen stort set de eneste elementer hentet fra naturen som Lundstrøm brugte i sine motiver.

Appelsinens flotte farve indvarsler den farverigdom, der indtræder i Lundstrøms værker fra omkring 1937 og som kendetegner hans sene produktion.


Det kølige blå univers med den begrænsede palet ændrer sig langsomt til et farvemæssigt mere muntert univers. Formmæssigt indtræder der også en større facettering af rummene. En opbrydning af rummet i flere planer og en opblødning af formen indtræder. Motiverne er de samme som hidtil, blot fortolket i en smule løsere og mere farverig stil.

Vilhelm Lundstrøm, <em>Selvportræt</em>, 1920-22, olie på lærred, 69 x 60,5 cm, KMS4881, SMK. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.

Lundstrøm med egne ord

Lundstrøm om det skønne

”Jeg for mit vedkommende har nu saa udpræget det Indtryk, at der er Ting i Naturen – Mennesker, Dyr o.s.v. – der er saa komplicerede at det gennem Øjnene opleves som noget urimeligt og uskønt. Noget glat, fast og rundt er, synes jeg, ligesom direkte og umiddelbart smukt.”

Aksel Rode, Af en samtale med maleren Vilhelm Lundstrøm, særtryk af Tilskueren, 1939.

 

Lundstrøm om orden og ligevægt

”Overfor et Billede vil jeg opleve noget ganske enkelt, et Indtryk af Ligevægt og Orden, og hvis det er blevet ofret til Fordel for noget sjæleligt eller fortællende, saa er Billedet ikke, hvad jeg forstaar ved Maleri. – Linierne, Farverne og Fladerne er det vigtigste i Maleriet, for det er det eneste Øjnene direkte kan opfatte i Naturen og i Kunsten, og naar der er bragt Orden i dem, det vil altsaa sige, naar de virker behageligt på Øjet, saa er det Billede simpelt og stærkt i sine Virkninger. ”

Og videre:

”Der skal være Orden imellem Billedets forskellige virkemidler, og den Orden viser sig derved, at alle Linier og Farveflader er bragt i en bestemt indbyrdes Harmoni.”

Aksel Rode, Af en samtale med maleren Vilhelm Lundstrøm, særtryk af Tilskueren, 1939.

 

Lundstrøm om hvad kunst er

”Kunst …ja det kommer jo af at kunne, men hvis man kan er det noget temmelig kedeligt at beskæftige sig med. Egentlig vil jeg snarere definere kunst som …at kunne noget man ikke kan – endnu da. Forstår De: man er undervejs. Kunst er noget levende, der aldrig kan stå stille.”

Lundstrøm i et interview med Karl Bjarnhof, Social-Demokraten 1944.

 

Om hvad motivet betød for Lundstrøm

”Motivet, jo, hvad er det nu jeg mener om det … hvad er det jeg plejer at svare på det spørgsmål … at motivet er påskuddet til at udtrykke hvad man vil ha sagt. Herregud, hvis man synes motivet i sig selv er et kunstværk, var der jo ikke grund til at gengive det. (…) Hvis jeg skal male dem – ja, så er de motiver, påskud. Jeg ved godt, at andre mener man kan lægge noget sjæleligt i det, men det er et spørgsmål om de har ret, om det ikke beror på en illusion. Stravinsky siger i sin bog noget lignende om musik. Den kan ikke udtrykke hverken sorg eller glæde, eller overhovedet noget som helst, og når folk mener at høre det eller det, er det noget de bilder sig ind. Det kan man jo på den anden side ikke forhindre dem i – desværre.” Karl Bjarnhof: ”Hvorfor desværre?”. Lundstrøm: ”Fordi jeg synes det er smukkere – renere om De vil, når man kan nyde musik og billedet som maleri uden at digte uvedkommende elementer ind i det.”

Lundstrøm i et interview med Karl Bjarnhof, Social-Demokraten 1944.

Vilhelm Lundstrøm, <em>Pakkassebillede (Dagen derpå)</em>, 1919, montage, 132 x 65 cm, <link http://www.louisiana.dk/dk>Louisiana Museum for moderne kunst</link>. © Vilhelm Lundstrøm/billedkunst.dk.

Sagt om Lundstrøm

Otto Gelsted om Louisianas pakkasseværk, ”Dagen derpå”

”Jeg husker et Billede af Lundstrøm, hvor en Række Træstykker var sat op foran hinanden omtrent som Kulisserne i et Dukketeater. Træstykkerne var malet i en Skala af blege, blaa, sølvhvide og dunkelrøde Farver. I den anden Kant af Billedet afbalanceredes Træstykkerne ved et Kakkelovnsrør, der vendte sit Gab mod Beskueren. Billedet var ikke indrammet, idet Rør og Træstykker var sat op paa en Træplade, hvis venstre Kant var Skaaret af i en Linie Skraanende fra højre til venstre. Denne Linie – som faldende Regn eller en Oceandampers Stævn – havde den Funktion ved sin naturlige Ligevægt at holde sammen paa Billedet og gøre en Ramme overflødig. Der var i Billedet en afklaret Balance, der gjorde det til en Skønhedsverden for sig. Lundstrøms geniale Evner for det abstrakte erindrer om de Vidunderbørn, der springer lige fra Skolen og ind i den højeste Matematik. Samtidig er der Humør i hans Sans for Stoflig Virkning.”

Otto Gelsted, Ekspressionisme, København og Kristiania 1919.

 

Axel Salto om Lundstrøms kvinder i den krøllede periode

”Groteske fruentimmer med kæmpemæssige struttende hårvalke, men svulmende maver og bittesmå ben, et mareridt for et kvindekært øje. Lundstrøm syntes de var dejlige.”

Citeret fra Preben Wilmann og Marianne Brøns, Lundstrøm, København 1977.

 

Axel Salto om den optimisme der prægede De Fire i 1920’erne

”Hvad gjorde vel livsførelsen så heftig i begyndelsen af 20’erne? Først og fremmest måske den omstændighed, at vi overlevede. Overalt beretninger om voldsom død, ungdommens ubegribelige massemord, skulle øjeblikket da ikke strømme stærkt igennem os, når det var vilkårene. Leve farverigt så længe der kunne leves. Tilværelsen var for en gangs skyld uantastet af trusler i disse år, vi stod på vor ungdoms middagshøjde, før nye politiske signaler sydfra fik atmosfæren til at vibrere, en lille skyggefri parentes mellem to krige. Og dog, det er forgæves at ville søge en forklaring på ”De Fire”s opstemthed i dagene dengang, selv for omgivelserne var vi et særsyn, vore kolleger så på os med skrækblandet undren. Snarere lå lykken i den kendsgerning, at vi havde fundet hinanden og fandt bekræftelse på os selv ved omgang. Samme sprog og samme forventning… Livet kom til de fattige malere i form af ølkasser og rejser i syden. Skam få den, der ikke sprang til, men inderst inde troede de på sig selv, var nok aldeles alvorlige. De fire fænomener, Rafaels guddommelige forbilleder, tonen morede dem fordi den ærgrede de andre, op med mig og nede med dig. Tilværelsen havde kun forside og bagside, og de fire sad oplagte på forsiden og solede sig […] Vi var ganske vist alle besat af afsind, men det var især Lundstrøm, der formulerede slagordene, og den omstændighed opridser en kontur af maleren, man nok overser, da den står i så voldsom kontrast til det sidst erindrede billede af hans tungfodede og monumentale kunstnerskikkelse.”

Axel Salto i en mindekronik med titlen ”Vilhelm Lundstrøm”, Berlingske Aftenavis 13. november 1950. Citeret fra Preben Wilmann og Marianne Brøns, Lundstrøm, København 1977.

Litteratur

Hanne Abildgaard, Tidlig modernisme, Ny dansk kunsthistorie bind 6, København 1994.

Hanne Abildgaard et.al., Kunstnersammenslutningen DE FIRE, Svend Johansen – Karl Larsen – Vilhelm Lundstrøm – Axel Salto, Aalborg 1996.

Lennart Gottlieb, Skandaler – danske kunstskandaler, Århus 1999.

Liza Burmeister Kaaring, ”Lundstrøm som klarsynet ironiker. Præsentation og fortolkning af Lundstrøms maleri Manden der ser alt”, SMK Art Journal 2008-09, København 2009.

Aksel Rode, ”Af en samtale med maleren Vilhelm Lundstrøm”, særtryk af Tilskueren,1939.

Axel Salto, Kronik i Berlingske Aftensavis 13. nov. 1950.

Poul Uttenreitter, Vilhelm Lundstrøm, Vor Tids Kunst nr. 13, København 1933.

Preben Wilmann og Marianne Brøns, Lundstrøm, København 1977.

Mikael Wivel, Dansk kunst i det 20. århundrede, København 2008.

Dorhte Aagesen, ”Mellem tradition og modernitet. Billedkunst 1900–1954”, Kunstakademiet 1754-2004, særtryk Kunstakademiet 2004.

Forbindelser

  • Lundstrøms kubisme  > I Lundstrøms kubistiske fase udfører han sine mest radikale eksperimenter med både medier og formsprog
  • Vilhelm Lundstrøm: Det andet bud, 1918  > <em>Det andet bud</em> er et af de allerførste fuldt ud abstrakte værker i Danmark
  • Lundstrøms krøller  > I en kort periode skifter Lundstrøm den klare streg og de geometriske former ud med store krøllede penselstrøg
  • Vilhelm Lundstrøm: Manden der ser alt, 1919  > Selvom værket ser ud til at være resultatet af en hurtig maleproces, ligger der et grundigt arbejde bag det endelige værk
  • Anonyme kvinder og kander  > Fra 1923 udvikler Lundstrøm sit puristiske formsprog, hvor han dyrker formen og det anonyme udtryk samt undgår alle fortællende detaljer
  • Vilhelm Lundstrøm: Kvindelig model, 1930  > <em>Kvindelig model</em> viser hvordan Lundstrøm søger enkelheden i både former og farver
  • Lundstrøms evighedsblå - en historie om maleteknik  > Den blå farve er dominerende i Lundstrøms værker, alligevel viser tekniske undersøgelser, at han hver gang arbejdede længe på at finde den rette nuance
SMK Logo