Dette sene historiemaleri forestiller en usædvanlig historisk person, den svenske dronning Christina

Kristian Zahrtmann: Dronning Christina i Palazzo Corsini, 1908

Dette sene historiemaleri forestiller en usædvanlig historisk person, den svenske dronning Christina

Kort om Dronning Christina i Palazzo Corsini

Af: Louise Wolthers

  • Zahrtmanns maleri af den svenske dronning Christina er på flere måder bemærkelsesværdigt
  • Dronning Christina var en usædvanlig historisk figur, der ikke ville indordne sig under sin samtids forventninger til hende
  • Med sine "regnbuefarver" er maleriet udtryk for Zahrtmanns sene, aparte stil

En stærk kvindefigur

Af: Louise Wolthers

Et af Zahrtmann’s bemærkelsesværdige sene, ’intime’ historiemalerier forestiller den svenske Dronning Christina (1626-1689) i sit romerske Palazzo Corsini. Og det har uden tvivl forekommet det danske kunstpublikum lidt aparte. Hvorfor denne figur – og i denne situation?

Dronning Christina blev ved fødslen først antaget for at være en dreng, og selv efter hendes køn var blevet stadfæstet blev hun opdraget som en dreng. Hun var efter sigende en exceptionel politisk begavelse og engagerede sig i kunst, filosofi og videnskab. Hun blev dronning som 18-årig men abdicerede fra tronen i 1654, da hun ikke ville indordne sig under sine royale forpligtelser. For at kunne udfolde sig i et mere stimulerende miljø end det strenge protestantiske Sverige flyttede hun til Rom, konverterede til katolicismen og slog sig ned i Palazzo Riario (senere Corsini). De kontroversielle valg vidner om en selvsikker personlighed, og hun skaffede sig også både magt og rigdom. Hendes forbillede var Alexander den Store, hun blev angiveligt kaldt "Nordens Minerva" og blev kendt som en indflydelsesrig mæcen for både videnskab og kunst.

For biografiske oplysninger om Droning Christina, se fx Lilian H. Zirpolo: “Christina of Sweden’s Patronage of Bernini. The Mirror of Truth Revealed by Time.” in Woman’s Art Journal Spring/Summer 2005 Vol. 26, No. 1.

Scenen i Zahrtmanns billede forestiller Christina i en situation, hvor hun angiveligt skulle have løftet bagsiden af sin kjole for at varme bagdelen ved kaminen. Modellen til Dronning Christina er en ung pige, som Zahrtmann brugte som forlæg til flere andre historiske figurer malerier, bl.a. Maria Stuart og Lady Macbeth.


Kristian Zahrtmann, Lysstudie til Lady Macbeth, 1899, olie på lærred, 60 x 38,5 cm, KMS3178

For mærkeligt for anmelderne?

Af: Louise Wolthers

Zahrtmann fortæller i et brev til moderen (nov. 1907), at han har tænkt på at male Dronning Christina i flere år – og at han nu endelig går i gang:

”Jeg er altid i bedst humør når jeg har noget rigtigt stort for”.

Maleriet er da også stort i omfang og pågående i udtryk. Og i betragtning af billedets særpræg er det påfaldende, at det ikke rigtig blev omtalt af kritikerne ved udstillingen, men måske skyldes det netop det mærkelige motiv. Den norske kritiker Jens Thiis, der ellers var begejstret for Zahrtmann, var forfærdet over billedets farve og skrev i Politiken, at i billedet

”glider nogle blaaviolette Lasurtoner som giftige Dampe henover Lærredet, inflammerer Karnationen og gør det hele unydbart.”

"Mandhaftige ekstravagancer"

Af: Louise Wolthers

Måske har Zahrtmann fået kendskab til Dronning Christina gennem sit arbejde med Leonora Christina, for hun og Corfitz Ulfeldt opholdt sig ved den svenske dronnings hof 1652-54. Men en avisartikel i Politiken 1906 eller 1907 indicerer, at han også har været opmærksom på historien om hvordan man troede hun var en dreng, at hun senere lod en hofdame læse uartige historier op for sig, så hun kunne more sig over hofdamens rødmen, og at hun som voksen mødte op i operaen i herredragt for at forbløffe omgivelserne.

Forfatteren Svend Leopold erindrer desuden, hvordan Zahrtmann var ”stærkt betaget af Dronning Christine af Sveriges mandhaftige Ekstravagancer.” Og det er da også en tvetydig kønsidentitet, der her skildres: Den provokerende ’drengestreg’ med at blotte bagdelen i andres selskab understreges af at hun ryger pibe, et fallisk symbol, som peger lige ud i rummet og ud mod beskueren. Hun er også fremstillet som en figur der indtager et traditionelt maskulint fællesskab, nemlig det intellektuelle og åndelige engagement i videnskab og kunst, symboliseret ved bogen og statuen.

Litteratur

  • Morten Steen Hansen: Kristian Zahrtmann. En homoseksuel kunstneridentitet i Danmark ved århundredeskiftet og den kunstneriske fremstilling af homoseksualiteten i Nordeuropa. Speciale ved Københavns Universitet, 1993
  • Bente Scavenius: Den frie Udstilling i 100 år, 1991
  • Sven Leopold: Kristian Zahrtmann, 1918

Forbindelser

  • Kvinden som det forkerte køn  > Kvinder har igennem århundreder været betragtede som "det forkerte køn"
  • Kristian Zahrtmann: Leonora Christina undersøges i fængslet, 1885  > Leonora Christina var Zahrtmanns største heltinde. En stærk historisk kvindefigur, der gik sine egne veje
  • Kristian Zahrtmann: Dronning Sophie Amalies død, 1882  > Som modstykke til heltinden Leonora Christina skildrede Zahrtmann Dronning Sofie Amalie som en korrupt heks
  • J.F. Willumsen: En Bjergbestigerske, 1912  > Se et andet portræt af en stærk kvinde: Willumsens maleri af hustruen Edith som bjergbestigerske
  • Maskuline kvinder og feminine mænd  > I Zahrtmanns malerier er kvinderne som regel stærke, og mændene yndige. I virkeligheden havde han et nærmest fjendtligt syn på kvinder, og han omgikkes helst kun andre mænd
  • Kristian Zahrtmann 1843-1917  > Zahrtmann er en flertydig figur. Hans "regnbuefarver" og sære historiemalerier delte vandene, men hans kunstskole havde stor betydning for samtidens kunstliv
  • Zahrtmanns sære historiemalerier  > Zahrtmanns historiemalerier bryder genrens regler. De er historisk ukorrekte, men fulde af psykologi og personlig investering
  • Forførende historiemaleri  > Carl Blochs forførende historiemalerier var en inspiration for Zahrtmann
SMK Logo